Søg i denne blog

torsdag den 30. maj 2013

Forår, blomster, rabarber og håndarbejde

I dag er jeg stået op til blå himmel og solskin, det er så skønt :)

Der er bare forår nu, ja den ene dag regner og blæser det, den næste skinner solen - noget blomstrer og går ud, men straks er der noget andet, der står og ser skønt ud - der er hele tiden noget der blomstrer
Selv ukrudt fra vejkanten er skønt 

Igår plukkede vi rabarber, vi har ikke så mange, en plante, som ikke er så gammel, men næsten 1 kg blev det til 
en del af dem blev sammen med jordbær til marmelade
resten endte i fryseren

Jeg laver marmelade med syltesukker - det er nemt. 2 kg. bær, 1 kg syltesukker - her blendes bærene, fordi det kan børnene bedst li', når det er gjort, koges de op, sukker tilsættes og der røres mens det koger ca. 5 min. - så hældes marmeladen på glas, der er skyllet med vodka - hvis glasene skylles før marmeladen er færdig, så stiller jeg dem ind i ovnen ved 100 gr., indtil marmeladen er klar til at hælde på.

I søndags var vi inviteret til middag hos min onkel og Lis - de har fået nyt køkken, 
så værtindegaven blev dette
grydelapper, håndklæde og karklud
limegrønt, som de gerne vil have - 
Heldigt, jeg lige havde sådan et sæt til at ligge :)

Grydelapperne er en opskrift fra Karen Klarbæk, hun har lavet dem i børne-udgave og jeg har selv forstørret dem til voksen-udgaven. Jeg hækler med dobbelt bomuldsgarn og bruger ca. 3 nøgler til et sæt grydelapper.
Karklude strikker jeg i patent, 70 masker slår jeg op og der går næsten en nøgle bomuldsgarn til en karklud. Jeg bruger mest bomuldsgarn fra Stof&Stil eller fra Hjertegarn. 
Håndklædet slår jeg 84 masker op til, strikker en "kant" med ret masker og skifter så til tern, altså skiftevis ret og vrang - de første og sidste masker er altid ret, så der også bliver en" kant" i siderne. Jeg tager altid 1. maske løs af, så bliver der en pæn kant. Det er ca. en halv gang længere end bredden og jeg bruger ca. 1½ nøgle garn.

Nu vil jeg benytte mig af det skønne vejr og gå ud og hive noget ukrudt op i min have.