Søg i denne blog

torsdag den 5. marts 2015

Pas på når stressen banker på

I aftes så vi et program i TV om mennesker, der var syge af stress - åhh hvor jeg følte med dem og ind imellem pressede tårerne sig på - jeg har selv været der, så jeg ved, hvor svært det er.
Minderne kom væltende frem - der er mange mange ting fra den periode i mit liv, som jeg ikke husker, men der er sørme også ting, som jeg gør og som ikke var særlig rare. Jeg var syg fra september 2003 og først på fuldtidsarbejde igen i august 2004.

Man kan sige, at jeg var heldigere stillet end de to personer, vi så i aftes, for jeg havde ikke mere hjemmeboende børn, da jeg blev ramt. Jeg var måske heller ikke helt så afhængig af at skulle tjene min løn, som de var, men jeg var på det tidspunkt helt sikker på, at jeg bestemt ikke kunne klare mig uden mit arbejde - men jeg kan i dag sige, at jeg kan klare mig med meget mindre, end jeg dengang tjente og jeg er fuldt ud lige så glad for mit liv - men i samme åndedrag vil jeg også sige, at jeg vil ikke have undværet det arbejde, som blev grunden til jeg blev alvorlig ramt af stress.

I bagklogskabens lys kan jeg selv se, hvor det gik galt, jeg kan også se, at det gik galt længe længe før jeg selv erkendte, at det var galt.
Min erkendelse kom i forbindelse med at jeg dengang også så et program i TV om en, der var ramt af stress, jeg glemmer det aldrig - i hendes forælling så jeg pludselig mig selv, og det der ramte mig var, at hun var så slemt ramt, at hun ikke selv kunne finde ud af, at trække i tøj, for hun vidste ikke, hvor hun skulle ende og begynde - da tænkte jeg, at det skulle jeg ikke udsætte mine nærmeste for, men til trods for det, ventede jeg i 3 uger med at gå til læge, for han havde ferie, og jeg følte ikke, jeg kunne tale med andre end min egen læge om det.

Mit sygdoms forløb 
Jeg startede ud med en deltids-sygemelding og kom til psykolog. Min pligtopfyldenhed var for stor, så jeg kunne ikke slippe, når jeg var på arbejdet, så jeg blev ret hurtig fuldtids sygemeldt og det var jeg i 5-6 mdr, og startede så op på deltid igen - jeg fik mig også arbejdet op til fuldtid igen.
Jeg var raskmeldt, men jeg havde desværre nogle kollegaer, som ikke var særlig søde, og jeg fik ikke sagt fra i tide, og en dag kunne jeg bare ikke komme ud af døren herhjemme og så var det slut - jeg kom til psykologen igen, som kort og godt sagde, at jeg aldrig aldrig mere skulle ind på den arbejdsplads igen, for så vil jeg blive så syg, at jeg ikke vil komme over det.
Det var så hårdt, for jeg elskede det arbejde, men jeg havde trods alt mit liv og min familie for kært til at risikere at gå helt ned med flaget, så jeg valgte selv at forlade jobbet.

Sådan her forløb min vej ud af stressen igen
Jeg tror, at jeg havde været ualmindelig heldig at finde en psykolog, som jeg bare fra første øjeblik havde fuld tillid til, og som vidste rigtig meget om at være ramt af stress, og det må siges at være held, for hun var ny i vores område og min læge vidste ikke andet om hende, end det hun havde præsenteret sig selv med, men hvor lærte hun mig meget.

Min mand var guld værd, hold da op han stod model til meget, min familie og venner bakkede op og udviste en forståelse, som gjorde, at jeg til de fleste tider kunne deltage, når der f.eks. var en fødselsdag.

Men jeg kunne ikke handle, jeg formåede at gå i Brugsen med en seddel med tre ting på og kom hjem med de to - jeg kunne ikke læse en avis, jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde læst i første linie, når jeg nåede midten af 2. linie - jeg husker, at vi var til en fødselsdagsfest, da jeg var langt henne i forløbet, og jeg kunne ikke synge med på en sang, for jeg kunne simpelthen ikke nå at få teksten ind.
Jeg glemte ord, navne og alverdens ting - og det er godt nok svært at acceptere, når man har været vant til at kunne danne sig et overordenet overblik og lynhurtigt lægge om, hvis noget ikke hang sammen.
På et tidspunkt synes jeg, at jeg var frisk nok til at vi kunne have familien til middag, men jeg var ikke færdig med sovsen, da de begyndte at komme ind af døren, sådan en situation havde aldrig tidligere slået mig ud, jeg er typen, der altid er i sidste øjeblik, ofte har jeg stået under bruseren, når gæsterne kom, men jeg kunne slet ikke kapere, at blive forstyrret i sovsen og det endte med, at min mor måtte overtage og jeg måtte sætte mig lidt, for at få samling på mig selv igen.
Hele tiden i forløbet skulle jeg have en plan for, hvad jeg skulle lave og ikke lave, for på de gode dage, så troede jeg jo lige, at jeg igen kunne klare det hele, men det gav bare bagslag, hvis jeg gik igang med for meget.

Min terapi bestod i høj grad i at gøre ting for mig selv, noget jeg gerne vil og ikke noget, jeg skulle gøre for andre eller for andres skyld. Kort sagt at lære mig selv at kende igen.
Jeg anede ikke, hvad jeg selv gerne vil, jeg havde glemt alt om, hvad jeg synes var skønt at lave - en dag foreslog psykologen, at jeg gav mig til at male et bord eller noget med en stor flade, som jeg ikke behøvede at tænke til - jeg har aldrig malet og kom heller ikke til det.
I stedet pløjede min mand vores daværende hønsegård op, vi brugte den ikke mere og så gik jeg igang med hakkejern og rive, for at få jorden gjort klar til havebrug.
Min datter har senere sagt at det var jo fuldstændig tåbeligt, men det var jo terapi for mig og det var det - jeg kunne gå derud tidligt på dagen og først komme ind igen til aften - jeg glemte alt omkring mig, jeg behøvede ikke at tænke, jeg samlede bare ukrudt og alt det ragelse, som var i jorden op (de tidligere beboere havde brugt hønsegården som lodseplads).
Stille og roligt begyndte alle de brikker, der var røget af hylderne inde i min hjerne at finde deres plads igen (det var psykologens beskrivelse af det, der sker inde i hovedet).

Jeg fik det bedre - jeg følte, jeg blev rask, jeg var på et uddannelsesforløb og i job i et år, og det klarede jeg fint.

Så kom depressionen
Jeg blev arbejdsløs, jeg kunne ikke klare at være i dagpengesystemet, jeg vil leve op til alle de krav, de stillede, og det blev mere og mere uoverskueligt for mig, når man søger mange jobs hver uge, kommer der også mange afslag hver uge og til sidst fik jeg en depression - da forstod jeg, hvorfor min læge, den gang jeg havde stress, undersøgte mig for en depression, for der er mange fælles træk, men der er nu også en forskel.
Jeg var sygemeldt i et år ja hele 2011, men kom igennem det, igen med hjæp af psykologen.
Jeg var kort tilbage i dagpengesystemet, men så tog min mand og jeg i fællesskab en beslutning om, at jeg meldte mig ud af arbejdsmarkedet - det er en meget stor beslutning at tage, den har været rigtig god for mig, men det er ikke noget, jeg taler for, at andre skal gøre.

I dag har jeg et godt liv
Jeg er ikke det, jeg var engang - da kunne jeg tage nogle hurtige beslutninger, planlægge og omlægge i en fart, hvis det gik galt - jeg kunne arbejde mange timer og have det overordnede overblik - sådan er det ikke mere, jeg har nogle mén, hvis jeg får for meget om ørerne glemmer jeg ord og bliver forvirret, jeg når ikke meget på en dag, men jeg er ikke syg, jeg vil efter al sandsynlighed kunne klare et job, hvis der var et til mig - jeg vil nok have bedst af, at det var deltids - hvis altså det var sådan, det skulle være - det er det ikke, jeg er HJEMMEGÅENDE - en beskrivelse, jeg bestemt ikke var vild med i starten, men den har jeg vænnet mig til og lever godt med den :)

Ordet stress bruges i flæng, ja jeg gør det også selv, men efter jeg selv var alvorlig syg af stress, så kan jeg blive virkelig irriteret, når jeg hører folk sige at de er stresset, fordi de nu lige skal nå lidt mere end ellers på en dag eller en uge - det kan jeg ikke tillade mig, for selvfølgelig føler man sig stresset i situationen, og lader man den stress blive der konstant, ja så kan man altså ende med at blive alvorlig syg af det.

Stop op i tide - 
husk at mærke dig selv
  husk det er dig, der ved,
 hvad der er godt for dig
gør det, der er godt for dig
 - for husker du det, 
så kan du også bedre klare,
 når der er stress på. 


3 kommentarer:

  1. Hold da op - du formår at beskrive forløbet og hvordan man har det, så det kommer helt ind under huden. Eller også er det fordi jeg kan genkende alt, hvad du skriver! Jeg har selv været der - jeg lyttede desværre ikke til min krop - det har jeg øvet mig på lige siden, da jeg nu 8 år efter stadig lider af følgevirkninger. Kan stadig i perioder have svært ved at læse fx. eller overskue mange ting. Stress tærskelen har flyttet sig. Skal virkelig passe på mig selv. Er som du sikkert ved, blevet selvstændig, og kan selv bestemme tempoet, meeen er slem til at prøve at leve op til at være "perfekt". Sådan er vi nogen der er født/opdraget - py ha, det er svært at gøre op med.
    Dejligt, at høre, at du har et godt liv nu. Et DU har valgt! Smiler ved tanken om dit havearbejde, og alle brikkerne, der røg af hylderne :-)

    SvarSlet
  2. Hvor er det godt skrevet Randi. Jeg har ikke selv været der, men ind i mellem kan jeg godt mærke på mig selv, når alt er ved at være for meget og så må jeg tvinge mig selv til at tænke mere på mig selv og mindre på andre...det er dejligt for dig og din familie, at du har valgt som du har og at du lever godt med det...

    SvarSlet
  3. Jag så ikke afsnittet i aftes, men jeg så det første af dem. Jeg har ikke selv været der, men flere i min omgangdkreds har, så jeg har, en har faktisk fået tilkendt pension af samme årsag, og det før hun fyldte 50. Der kan være svært at forst, at man kan komme så langt ud, også for den ramte selv.
    Der er inter galt med at være hjemmegående. Det ville mange familier have godt af, eller på nedsat tid.

    SvarSlet