Søg i denne blog

mandag den 28. maj 2012

Terrasse "hønsehuset"

Det har jo bare været et helt fantastisk pinse-vejr og det er blevet nydt herhjemme.

Igår indviede vi "hønsehuset" som skal være vores overdækkede terrasse - det er ikke færdig endnu, men vi kunne ikke vente, for vi har fundet ud af, at der bare er så dejligt at sidde dernede.
Vi holdt et lille grill-party med Laura og hendes mor og far -
(på billedet er det gemalen)
sønnen var grillmester
og Laura havde en blomst med til den nye terasse
Der skal kalkes i hønsehuset og så skal der noget hygge derind, men det kommer :-)
Bemærk lige vinduet, som kan anes til venstre i billedet, det har gemalen sat i - han var ikke meget for det, for hønsehuset er virkelig gammelt og bygget op af kampsten og siden hen blevet repareret med noget beton, så han var noget betænkelig ved at bankehul i væggen, men det gik og han har endda også lavet en fin lille vindueskarm under det gamle staldvindue.

Vi skulle have fundet ud af at bruge det gamle hønsehus til det her for længe siden, for vi har ikke været gode til at sidde ude, fordi der "lufter" ret meget herude på bakken, selv inde i gården under halvtaget lufter det meget. Vi lavede ellers en plads til bord og stole under halvtaget for nogle år siden, men har altså ikke brugt det ret meget.

Laura fik lov at tage min bærbare computer med ned i "hønsehuset", og det trådløse netværk kunne lige nå derned, så nu kan jeg klare både bloggen og håndarbejdet dernede fra :-)
Det skal nok give en god sommer :-)



lørdag den 26. maj 2012

Hundehvalpen Boss og en masse havesnak

Se lige det her fjæs - er han ikke dejlig
Han hedder Boss og er lige flyttet ind hos min søster og svoger

Når man så får sådan en velkomsthilsen, ja så er man altså solgt

Ja, jeg var på "barselsvisit" hos min søster lige efter aften, og som det vist fremgår af billedet, så var Boss og mig altså venner fra første møde, så det var hyggeligt.

Fra min søster kørte jeg videre til gemalens søster og svoger, hvor jeg var til aftenskaffe - det var jo bare helt utroligt, at sidde ude i haven til klokken nærmede sig 22 :-)
De har fået rykket hæk op ind til naboen, og jeg skal da love for, at den var en ren fornøjelse, for der lå den skønneste have - ja, jeg kunne jo ikke bare sådan tillade mig at fotografere den og offentliggøre den her på bloggen - så den må blive ved snakken om den. Den ligger ligesom ned i et hul og op af skråningerne er der lavet rhodedendronbede og oppe for enden er der plads til fine blomstebede og lidt køkkenhave, som en fint integreret del i prydhaven - jeg er imponeret og i særdeleshed fordi jeg ved, at det er konen i huset, der har lavet den selv og det må have været et knokkel arbejde at få kørt jord og flis ind med en trillebør :-)

Gemalen kom fra arbejde til søsteren kl. 21, så det blev noget sent inden vi kom hjem og fik fundet vores seng, så jeg har sovet "længe" i dag - ikke mange timer, men til kl. 8.30 :-)

Igår var mine skavanker kommet sig så meget, at jeg turde gå lidt igang i haven igen, men jeg skulle nok sørge for at begrænse mig - det vil jo være irriterende, hvis jeg igen skal gå i flere dage uden at kunne holde til det.

Lige nu er de første tulipaner ved at være ovre det, men så tager de her over - jeg kan ikke lige komme i tanke om, hvad de hedder
Jeg var ellers lidt bekymret for dem, jeg synes ikke knopperne var ret store og bladvæksten på dem har af en eller anden grund taget skade, det er gul i kanterne, men de blomstrer fint.

Og så er der disse yndigheder, som jeg fik til mors dag

Det at få lavet en have, hvor den ene blomstring afløser den anden, det synes jeg er en kunst og vil forsøge, om ikke det skulle kunne lade sig gøre, men er helt klar over, at det kommer til at tage år, når nu jeg ikke lige har råd til proffesionel hjælp, men selv går og sysler med det - men jeg synes, det er sjovt og jeg vil gerne :-)

Pinselørdag - blå himmel og solskin, det kan da ikke være bedrer og heller ikke for karnavallet i Aalborg og nevøen, som bliver 30 år i dag, og som jeg iøvrigt har lavet den første zines til med billeder fra bardomstiden til nu. Jeg glemte at tage et billede af den, inden jeg sendte den afsted - det var sjovt at lave den og satte gang i en masse minder, spændende at høre, hvad han synes om den :-)

Her skal der være hjemmelig hygge og havearbejde - God pinse til jer, der kommer forbi :-)


torsdag den 24. maj 2012

En livsnyder med kat og et færdig barnevognstæppe

Livsnyder - ja sådan føler jeg mig også for tiden, til trods for ondt hist og pist (selvforskyldt og heldigvis bedrer i dag) - Jeg nyder virkelig, at jeg kan gøre næsten hvad jeg vil.

Livsnyder - mon ikke også hende her er det :-)

I aftes, da jeg havde sat mig til rette foran fjerneren med tæppet, der skulle have hæftet de sidste ender, kom jeg til at se ud af terassedøren og lige der - i solens sidste stråler lå misen og slængede sig :-)

Ja, barnevognstæppet er nu færdig


og jeg er næsten tilfreds med resultatet - jeg har i starten fået hæklet lidt for stramt ved skiftene ude i siderne, men det er trukket rimelig pænt på plads nu.
Det har taget tid at hæfte ender, for når der ikke skal hækles kant uden om, ja, så skal det jo bare se pænt ud :-)

Nu hvor vejret bare er blevet pragtfuld, tilbringes der en del tid udendørs. Selv om jeg ikke får lavet alt det i haven, som jeg gerne vil, så nyder jeg at gå rundt derude og kigge på det, der nu engang er kommet i den og tænke på, hvad mere jeg gerne vil ha', der skal ske derude.

Jeg har vist efterhånden beklaget min nød over mit magnoliatræ adskellige gange - men tænk, der er liv i det, der er grønne blade på og 2 små forkrøblede blomster er der kommet - så der er håb om, at det med tiden bliver til noget :-)
Sørgeligt nok, så er der ikke en eneste blomst i vores 3 syrener i år - vi tror, at blomsterknopperne er frosset - heldigvis står de med flotte grønne blade.

Der er knopper i min ene pæon, den anden står fint, men har ingen knopper og mine nye løjnantshjerter blomstrer :-)

I dag skal vi spise fisk til middag, sejfilet som vil blive dampet i en sjat hvidvin (rest fra weekendens vennemiddag) tilsat et par skiver løg, en kvist fennikel lidt salt og et par peberkorn - ikke noget med panering og fedstof, ingen sovs, men en gang hakket persille til kartoflerne og en god salat dertil.




onsdag den 23. maj 2012

Stille og rolig dag

Av av - min ryg, hofter og ben kunne bestemt ikke li' det jeg foretog mig igår og såmænd også dagen før!

Så i dag har jeg taget det stille og roligt, nærmest ikke lavet en dyt - men har da vandet potter - en halv kande af gangen, for at undgå belastning.
Nå ja, jeg har da også vasket sengetøj og fået det tørt udenfor - det er jo herligt - og det minder mig da lige om, at jeg hellere må hente det tøj, der endnu hænger ude :-)
Så har jeg siddet ude og strikket og gået en tur rundt i haven ca. hver ½ time - det er den rytme, der passer bedst for mit belastede kadaver.

Forhåbentlig er kadaveret bedrer i morgen, så jeg igen kan tage fat og så huske på, at det ikke skal være flere timer i træk, men lidt af gangen.

Nå det var det vasketøj, der skulle hentes ind :-)




tirsdag den 22. maj 2012

En dag med fingerne i jorden

Skønt vejr, lidt gang i trætoppene, men godt vindretningen var i det hjørne, den var, for det betød, at vi slap for "duften" af gylle i dag :-)

Jeg har været ude i haven i det gode vejr. Jeg har nu prøvet at grave nogle gamle gulerødder ned i staudebeddet, for jeg har hørt Claus Dalby fortælle, at det giver fine skærmblomster, men nu må vi se, om det lykkes :-)
Sidste år lod vi nogle pastinakker stå i køkkenhaven, de gav de flotteste skærme, men der var desværre ikke nogen tilbage i år.

Jeg har plantet krydderurter i potter, plantet oliventræ om, prøvet om jeg kan redde en hortensia, den er nu klippet helt tilbage og står bare med nogle små grene, der er knopper på.
Jeg har gravet stiklinger af morgenfruer og tallerkensmækkere op ude mellem kartoflerne og prøvet at sætte dem i potter - tiden må vise, om de bliver til noget, men de kunne i alle tilfælde ikke få lov at gro mellem kartoflerne :-)

Og ind imellem har jeg nydt synet af mit citrontræ - der er nu ansats til frugter
Jeg talte 12 af slagsen

og der er stadig knopper i

Så nu håber jeg, at vi kan finde ud af at passe det ordentlig  - det er nu sat ud under halvtaget.

Jeg fik også plantet en orkide om og plantet nogle nye små sukkulenter.

Kort sagt har det været en dag i planternes tegn :-)

Nå ja, vi fik såmænd bare frikadeller til middag i dag med broccoli og kartofler - farsen var rørt med revet gulerødder og der blev ikke serveret sovs - så kan man måske regne ud, hvilket projekt der er under opsejling!






mandag den 21. maj 2012

Gemalens sidste tur til onkologisk afdeling

Det har været en herlig dag i dag - gemalen har været til sidste kontrol på sygehuset og er nu erklæret for rask. Det er jo rigtig dejligt, men samtidig giver det også en smule usikkerhed, for nu skal han jo selv holde øje, men vi glædes nu over, at han så erklæret for rask :-)

I eftermiddag har vi små nusset i haven og nydt det dejlige vejr, som vi håber må holde i meget meget lang tid :-)

lørdag den 19. maj 2012

En uge efter blogtræf, se her, hvem der sponsorerede - og i denne uge gæster og mad

Ja så smuttede der en uge - der har været så meget at se til, at jeg næsten ikke har haft tid til bloggen og jeg har ikke læst ret mange blogindlæg og altså heller ikke fået kommentret så meget, men der må vel blive ro på igen, så jeg kan få det indhentet :-)

Tænk det er en uge siden, jeg var til Blogtræf, det var jo en fantastisk dag og her skal i bare se, hvem der sponsorede denne dag - vi fik de dejligste giftbag og der var gaver i fra:
Og så var der jo masser af gaver, vi kunne vinde - ja, jeg vandt en dejlig gave fra Huset Glad - der var bla. nogle dejlige oliven i, som vi spiste af igår :-)
og ellers havde følgende sponsoreret flotte gaver
Og så var der jo workshops, hvor Læderriet  gav materialer til en af dem.

Igår havde vi et par af vores gode venner til aftensmad - det var rigtig hyggeligt, vi havde så meget, der skulle vendes, for vi har ikke fået snakket ordentlig sammen i det sidste års tid - det er skisme godt, at vennerne holder ved, selv om jeg i en lang periode ikke var så selskabelig og der var nogle ting, der blev forsømt.

Til forret lavede jeg en tærte - det var en opskrift, jeg fandt i en reklame kogebog fra Royal Greenland - den blev rigtig god - da jeg langt om længe fik mørdejen rullet ud - i opskriften var der brugt købt færdiglavet mørdej, men jeg vil jo selv og så glemte jeg at hive den ud af køleskabet, så den var stenhård, da jeg skulle igang med at rulle - men med gemalens hjælp fik jeg den rullet ud og lagt i tærtefadet og så kom der grønne asparges, ærter, laksefilet og rejer i og en æggemasse over og så ind i ovnen med den - dertil en salat af 3 forskellige typer salat, galiamelon og forårsløg, lidt ekstra rejer og cheacyfraich dressing rørt med lidt tørret dild.

Så fik vi efter gemalens ønske mørbradgryde med kartoffelmos og til dessert en rabarber/jordbærkompot med havregryn og mandelflager ristet i sukker og flødeskum oven på.

Til kaffen jordens nemmeste kage - 3 æg piskes med 200 gr. rørsukker, heri røres 200 gr. mandler, der er malet til mel - dejen hældes i en smurt springform eller i tærtefad og ind i ovnen ved 180 gr. i 35 min.. - jeg lader 250 gr. hindbær simrer i lang tid med 125 gr. rørsukker og en ½ vanillestang - dette hældes over kagen og der serveres en cremesovs eller flødeskum til.
(som sædvanlig har jeg desværre ikke fået taget et billede af amden)
I dag spises der rester - og det er dejligt nemt, især fordi Nana og hendes mor er kommet, og de skal sove her :-)

Der er noget overskyet og det blæser - det animere ikke just til havearbejde, selv om det er ved at være stærkt tiltrængt - jeg håber godt nok snart vejret viser sig fra en pænere side!



torsdag den 17. maj 2012

En fridag oven på en travl uge

Hu-hej hvor jeg synes det går stærkt for tiden.
Jeg føler ikke rigtig, at jeg når noget, men kan da se, det er fordi, der har været så meget andet end det daglige at tage sig af.

Vi har klaret 3 fødselsdage indenfor en uge:
Nana i fredags, hvor vi var til eftermiddagskaffe og efterfølgende på MacD, og søndag sammen med hele familien til eftermiddagskaffe og skrub hjem hotdogs
Min mor i går, onsdag - hvor jeg tog afsted til eftermiddagskaffe og kom hjem efter aftenskaffen.
Majbrit, vores førstefødte, i dag - 34 år, vi kan slet ikke forstå, hvor den tid er blevet af - vi har været til formiddagskaffe.

Så var der lige et Blogtræf i lørdags - mandag var der dømt hjemmedag og nørkleklub om aftenen - tirsdag besøg hos min mormor og indkøb af fødseldagsgaver til min mor.

Sidste nat sov jeg elendigt, så i dag da vi kom fra førdselsdag der ved middagstid, ja så gik jeg omkuld og nappede lige 1½ time under mit tæppe :-)
Da jeg var kommet til mig selv igen, blev gemalen og jeg enige om, at vi trængte til en fridag - så vi startede bilen og kørte ud i det blå med retning mod Vesterhavet.

Vi kørte gennem den egn, hvor gemalen har haft sine bedsteforældre, moster, onkler osv. og derfor har tilbragt mange gode dage i sin barndom. Så fortsatte vi op over Aggersund og ud til Thorup Strand, hvor de hiver fiskekutterne op på land, tilsyneladende med hjælp fra en traktor.


Der var godt nok sus i sejlene og en kølig luft, så det blev kun til en kort gåtur på stranden.
Vi fortsatte nordpå og var lige nede og kigge på Svinkløv Badehotel, men holdt os altså udenfor :-)

Så kiggede vi fiskekuttere på Slettestrand, hvor de også bliver hevet på land, men med et "spil", og så kom vi gennem et område, hvor vi ikke har været før.
Vi kørte ud over Øland, hvor der er en dæmning og gennem Gøl - en fin by med en lille havn - vi gik rundt i den tro, at Gøl var en lille bitte landsby, men blev altså klogere :-)

På et tidspunkt under køreturen følte jeg mig godt nok gammel, for jeg kom til at bemærke et hus, hvor der var en masse ukrudt i tagrenden og det mindende mig om, at for år tilbage, når vi kørte sammen med mine svigerforældre, var det sådan noget, min svigermor kunne finde på at kommentere og for den sags skyld også mine bedstemødrer - dengang tænkte jeg
"kan de virkelig ikke finde andet at gå op i"
 - så for pokker da, jeg må se at få mig et liv :-)

Nå men det får mig faktisk til fortælle om nogle af vores iagttagelser i dag.
Vi bor jo selv i et gammelt hus med gamle staldbygninger ude på landet, og vi trænger virkelig til at få vedligeholdt nogle ting, og derfor er vi nok meget opmærksomme på, hvad andre gør ved deres ejendomme.
Hold da op, der er mange måder på det - der er godt nok mange steder, at det får lov til at forfalde, men der er altså også rigtig mange steder, hvor der bare bliver gjort en masse.
Nogle steder er det meget stilrent, det kan være flot, men også virke koldt, så er der de steder, hvor der er rigtig hyggenygge - andre hvor man kan se, at ejeren må have boet der i mange år, for det er velholdt, men gammeldags/ingen fornyelse. Nogle steder er der kulør på, andre er det helt hvidt eller gråt.

Det er godt nok meget forskelligt, men det er da bare dejligt, for livet vil da blive frygtelig kedsommeligt, hvis vi alle havde samme smag :-)

Vi fandt egentlig ikke ud af noget, vi ikke vidste i forvejen - men vi er bevidste om, at vi godt kan li', når tingene er velholdte, og vi er mere til hyggenygge end det stilrene, og vi kan godt li', at man er tro mod bygningernes oprindelige stil.

Nå ja, de iagttagelser blev en del af turen, men vi kørte egentlig ud for at nyde Vesterhavet med bølger på og bøgeskoven lysegrøn -
og det gjorde vi også i den grad.
Det var en rigtig dejlig eftermiddag, selv om der var koldt og blæsende her midt i maj - jeg tror ikke, der har været mange af datterens fødseldage, hvor vejret har været så elendigt.

I morgen går det atter løs - så skal vi have et hold venner til aftensmad - hvor er det længe siden, vi har været sammen med dem, så det glæder vi os til.


mandag den 14. maj 2012

Mor's dag og staudebed

Det var jo igår, der var mor's dag - en dag, hvor man skal forkæle sin mor.
Mine søstrer havde klaret gaven til min mor - hun fik parfume og blomster - lidt af det var også fødseldagsgave, for hun fylder 74 år på onsdag :-)

Jeg blev forkælet allerede i fredags, for i vores familie falder mor's dag ofte sammen med div. fødselsdage og det skete altså også i år.
Igår var det Nana's fødseldag, der blev fejret og det var helt fint, for det der med at være mor og have en mor - det kan nogen gange være svært at kombinere på mor's dag - men så var vores familie jo samlet på mor's dag.
Det var en rigtig hyggelig dag.
Jeg fik planter, som jeg havde ønsket mig, til haven - 2 løjnantshjerter og 3 rosenkrave - så nu begynder mit staudebed så småt at ligne noget.

Staudebedet, som der altså ikke kommer et billede af, før det er blevet lugtet ret voldsomt igen igen består på nuværende tidspunkt af:
2 pæoner, 2 løjnantshjerter, 2 salvier, 3 astilper, 3 rosenkrave og en høstanemone.
Vi har lupiner, som gemalen selv har sået, de står i køkkenhaven og skal flyttes derover.
Der er også en purpursolhat i staudebedet, men jeg er ikke sikker på, at den kommer - lige nu er der to små blade, der hvor den skal komme op, men om det er den, der spirer eller om det er ukrudt, ja, det ved jeg altså ikke. Jeg har også en staude, der kommer nogle blå blomster i, men jeg aner ikke, hvad den hedder.

Det jeg mangler nu er en ridderspore eller to og så vil jeg gerne have en violfrøstjerne og en brudeslør, for at få noget let og luftigt i bedet - men hvis nu mine blomsterfrø lykkes, så har jeg kæmpeverbena, der skal sættes ud i bedet og den er jo også luftig.

Om tingene er plantet rigtig i forhold til hinanden, det må tiden vise - det her er efter "lær selv" princippet - jeg prøver at kigge hos nogle havefolk og læse forskellige steder for at lære noget om havebrug.

Nu til noget helt andet - der skal laves middagsmad, jeg har en kylling fyldt med persille, citron og hvidløg til at stå og simre på komfuret, så nu skal der skrælles kartofler - vi skal have kylling, fordi vi fik agurkesalat med hjem fra Majbrit igår :-)

søndag den 13. maj 2012

Blogtræf, kan varmt anbefales

Jeg vil starte med at sige TAK Lone  - tak fordi du har brugt så meget energi på at give en flok kvinder mulighed for at mødes til en rigtig dejlig dag - tak til din mand og dine venner for dejlig mad.
Tak til de Bloggere, der vil bruge tiden på at undervise os andre i forskellige ting.

Ja, jeg var til BLOGTRÆF igår - og jeg fik overhovedet ikke kameraet hevet op af tasken, jeg havde det med - men der var bare gang i den og jeg skulle jo lære et og andet og der skulle snakkes :-)

Jeg fik lavet et penalhus/pung af en kaffepose og jeg fik lavet en zines , men jeg nåede ikke at lave smykker, ting i læder eller nogle sjove kager.
og så kom der sørme også lige lidt garn  med hjem

Og så var der lige Giftbags og gaven, jeg vandt


Det var helt utrolig, hvad Lone og hendes hjælpere havde formået at samle ind af ting til giftbags og gaver til lodtrækningen, rigtig flotte gaver - jeg var heldig at vinde en fra Huset Glad med dejlige lækkerier.

Det kan helt sikkert anbefales at deltage i et Blogtræf - det er rigtig sjovt at møde nogen, man kun kender fra Bloggen og ja, nogen bloggere, som man slet ikke kender - men som man har en fælles interesse med -  nemlig at Blogge og måske også nogle andre interesser, for det kendetegnede for alle der var samlet, var vist at vi har kreative interesse af forskellige arter.

Jeg var helt bombet, da jeg kom hjem - der var fyldt op i øverste etage oven på en rigtig god dag :-)