Søg i denne blog

fredag den 19. juli 2013

Familiebesøg - moussaka - salat/råkost

Så er jeg her igen.

I onsdags var jeg på farten sammen med min mor og søster. Vi besøgte min tante, der bor ca. 150 km herfra, så det sker ikke så tit - ja faktisk alt for sjældent.

Vi kørte tidligt hjemmefra, havde formiddagskaffe med, så var vi hos min tante til frokost og eftermiddagskaffe. En rigtig hyggelig eftermiddag havde vi.

Vi skulle hjem til aften, for min moster fra Roskilde var på besøg hos min mormor på plejehjemmet.
Hun havde sin datter og to små børnebørn med, så de kom hjem til min mor og spiste, inden de igen skulle tilbage til "øen".
Min mor havde forberedt maden inden vi tog afsted, og vi nåede hjem og fik også at få et par hyggelige timer sammen med dem.

En dejlig dag med ene kvinder/piger og en masse snak :)

Igår havde gemalen fødselsdag, men det blev en meget stille og rolig dag. Han er så snottet, og har været til røntgen for at se om der skulle være lungebetændelse, men det var der ikke.
Vi var herhjemme, kun os selv to - der er ingen grund til, at der kommer nogen og bliver smittet, desuden er der ikke mange hjemme for tiden - der er jo ferietid.

Jeg fik plukket de første hindbær igår
Der var ikke mange og de er forholdsvis små, det er fordi, de er på gamle hindbærris. 
Der kommer først bær på de nye ris senere på sommeren og de plejer at blive store og flotte - 
men vi skal da gerne til at have noget regn, 
hvis de ikke skal tørre helt inden, inden de når at modne.

Vi høster stadig masser af agurker
Det var høsten igår - vi deler ud af dem, for så mange kan vi slet ikke selv omsætte
næste år skal vi vist  have færre agurkeplanter - 
ja alternativt skal vi da have endnu flere
 og starte en agurke-butik :)

Vi venter stadig på at tomaterne modner
Jeg har spist den ene, der var moden forleden dag.

Her spiser vi varm mad til middag, og i dag har vi fået moussaka - jeg havde en aubergine, købt på tilbud i Lidl for 5 kr., jeg havde en sjat mælkesovs tilovers fra igår, som jeg tilsatte noget revet ost, brugte hakket oksekød 3-7% som også var købt på tilbud i Lidl, kartofler og løg har vi i haven, en dåse hakket tomater havde jeg i skabet - så vi fik dejlig mad til billige penge i dag. 

Til moussakaen  lavede jeg en meget meget nem salat
Fint snittet spidskål
ærter ny-plukket fra haven
mormor-dressing- 
 ca.en kvart dl. piskefløde, citronsaft og sukker

Lige om lidt vil jeg gå ud og plukke ribs - jeg vil lave gele - det har jeg aldrig prøvet, så det må være på tide.

tirsdag den 16. juli 2013

Orkider

På denne årstid er de fleste vist, lige som jeg selv, meget fokuseret på alle de fine blomster i haverne.

Men her er der sandelig også gang i den i vindueskarmen - flere af mine orkider står med mange blomster lige nu









Den her er ved at være på det sidste,
men den har også blomstret uafbrudt i næsten 1 år nu
og som det kan anes på billedet, ja så har den stadig knopper

Jeg har endda glemt en lille sød en, der også lige er sprunget ud - og jeg har også et par stykker, der står på loftet uden blomster.
Jeg har en stor orkide, som jeg har fået i 2009, den har blomstrer næsten uafbrudt - lige nu står den med en stængel med 4 knopper, men der er skudt en ny blomster stængel op, det er nemlig en af dem, der ikke skyder på gamle stængler, men kommer med nye.

Mon nogen er i tvivl om, at jeg er vild med orkider 

mandag den 15. juli 2013

Hvornår er det nu, jeg holder fri !!!

Der var lige noget, der slog mig - jeg kigger på min blog og ser, at det er flere dage siden, jeg har skrevet på den og jeg får ikke læst alle de blogge, som jeg gerne vil - så kommer jeg til at tænke på en kommentar, jeg fik i dag "du har jo fri hver dag" - ikke sagt i nogen ond mening, men som en sjov bemærkning.

Ja, for pokker da, jeg er hjemmegående og har al den tid jeg vil ha' til rådighed - eller har jeg?

Jo, jeg er priviligeret, jeg skal ikke ud af døren om morgenen og kommer ikke farende hjem sidst på dagen, det nyder jeg i fulde drag - sommetider i for store drag, når jeg gør det, der lige falder for.
Det giver nemlig bagslag, for der er stadig ting, der skal gøres, ting som jeg ikke synes er særlig sjovt, så som rengøring.

Når man har et job at passe, så er der forståelse for, at man ikke altid lige får støvet fjernet - men er man hjemmegående, er der så forståelse! - jeg ved det ikke, der er ikke nogen, der siger noget - men jeg mangler den i alle tilfælde selv - synes det er pinligt, hvis der kommer nogen og ser det.

Når nu støvet så ikke er kommet af vejen, hvordan pokker kan jeg så finde på at sige "der er søndag, jeg laver ikke noget i dag" - det er ikke noget, jeg plejer at sige, men det valgte jeg altså at gøre i dag - og hvorfor så det?

Jo, fordi jeg den sidste uges tid har tænkt en del over det med at få gjort tingene, at jeg jo bare kan gøre det, når jeg vil uanset hvilken ugedag, det nu lige er og hvilket tidspunkt af døgnet et er, så når lysten ikke lige driver værket, så kan jeg da altid lige finde noget sjovere at tage mig til ;)

Det har en slagside, for det betyder også, at jeg aldrig holder helt fri, der er altid noget, der rumsterer i baghovedet, noget, jeg burde gøre i stedet for at sidde på min dertil indrettede.

Derfor besluttede jeg forleden dag, at der skal være forskel på ugens dage - når gemalen har fri, så holder jeg også fri for "pligt-opgaverne" - selvfølgelig skal vi da have mad de dage, men der skal ikke gøres rent og vaskes tøj.

Disse tanker betød, at jeg sagde, at jeg holdt fri i dag og nogen mente, at det kunne jeg gøre alle de dage, jeg vil.

Fridagen blev ikke helt som tænkt. Vi havde tænkt at køre en tur, men det blev ikke til noget, for igen igen er gemalen løbet ind i en ordentlig forkølelse med ondt i halsen - det gjorde han også lige da vi skulle på ferie, men fridagen blev alligevel god :)

Jeg brugte den til at handle, bage et par lagkagebunde, plukke lidt jordbær til at komme i lagkagen, reparere Lauras nederdel (det største arbejde var nu at få fundet symaskinen frem og finde noget sytråd, der passede i farven), have sønnike, svigerdatter og Laura til eftermiddagskaffe - datteren, Nana og Emil var også lige omkring for en kort bemærkning, lave aftensmad - svinemørbrad fyldt med pesto og soltørrede tomater, nye kartofler og "mormor salat".

Åhh ja, det lyder også som praktisk arbejde, men det var helt frivilligt og ganske behageligt - lige som når jeg gik på arbejde og havde lyst til bage en kage og have gæster i weekenden, hvor jeg havde fri :)

Der er forskel på kan, skal og burde gøre 

torsdag den 11. juli 2013

Pæoner

Jeg synes, at der er rigtig mange flotte blomster, og en af de smukkeste er pæoner.

For 2 år siden fik jeg to planter i Mor's dags gave - sidste år var det et par små spinkle planter og der blev kun nogle få knopper i den ene og slet ingenting i den anden - men i år, er det større og flotte planter og de har begge blomstret.
Den ene er hvid, og har kun haft få blomster, der er ikke særlig meget duft ved dem - men den anden, den er lyserød og dufter helt fantastisk, og den har haft nogen flere blomster i år.


I aftes tog jeg denne med ind
smuk er den og den dufter.
Latyrusen, der er stukket ned i vasen, 
dufter også helt fantastisk.
Det er svært at se på billedet, men de er to-farvet, 
en Claus Dalby plante, købt i Bilka.


onsdag den 10. juli 2013

Hyldeblomstsaft og lidt havesnak

For første gang har jeg prøvet at lave hyldeblomstsaft


Vi har desværre ikke selv hyldebær i haven, men jeg fik lov at plukke hyldeblomster ved en ejendom her på vejen.
Jeg fandt en opskrift hos Lone Landmand - jeg lavede 1½ portion og fik knap 6 l og måtte altså tage syltetøjsglas i brug, hvis det her bliver en succes, så må jeg købe nogle flere Ikea-flasker.

Det smager bare godt, 
så jeg tror ikke det er sidste gang :)

Ellers er der tid for agurker i drivhuset
Vi har flest skoleagurker, men dog et par planter med større agurker og nogle miniagurker.
Billedet viser høsten igår - 42 stk - så der bliver delt ud til dem, der kommer forbi :)

Ellers graver vi kartofler op, plukker jordbær, henter dild og en smule persille i haven, er så småt ved at bruge af vores løg og hvis Frida kan lade ærterne være, så der bliver nogen tilbage til os, så er de lige om hjørnet - der er også salat på vej og endnu mere persille, både krus og glatbladet :)
Jeg var lidt sen til at få sået squash, så jeg såede i potter, men de er desværre ikke kommet op, så dem må vi undværre i år. 
Jeg har sået butternut-squash, frø jeg har taget fra en købt, de er kommet op, men blomstrer ikke endnu - så det er spændende, om der bliver noget i dem.

Jeg har desværre ikke fået fotograferet mine pæoner og nu er de snart på det sidste, men der har været en del fine blomster i dem i år, de er kun to år gamle og sidste år blev det  ikke til mange knopper deri.
Vi har forsøgt os med fresia i "orangeriet", de har også givet blomster, men de er luset.

Vi skal have lagt fliser omkring vores drivhus og helt ned til "hønsehuset", som jo er vores overdækkede terrasse - så der er noget, der skal graves op i haven - jeg havde en ide til et bed i den del af haven, men har lige sat det på standby, for måske dukker der helt andre tanker op, når først fliserne er lagt.






En dejlig uge ved Gardasøen

Fortsættelse af ferieberetning...

Efter nogle meget varme dage i Østrig, var temperaturen faldet til 18 gr., da vi fortsatte mod Italien.

Vi kørte over Brennerpasset og nød den smukke natur, så godt som man nu kan fra en bil på motorvejen.
Der var lørdag, og trafikken var tæt, men det gik fint indtil vi skulle dreje fra til Gardasøen, så var der kø helt ud på motorvejen, men da vi var kommet gennem betalingsanlægget, så var der ikke flere problemer.

Vi havde bestilt et ophold på samme hotel, som vi var på sidste år i april, Hotel Villaggio Piccolo Paradiso.
Denne gang gennem FDM Travel - 4430kr. for 2 personer, 7 overnatninger med all incl. og søudsigt.
Hotellet ligger ikke helt nede ved søen, men man kører ca. 2,5 km af en smal vej derop - det er et stor hotel, som består af flere bygninger.

Vi boede i denne bygning

med den skønneste udsigt til søen, om der var
uvejr

 Måneskin

nat med lys på modsatte bred

eller dag med blå med himmel og høj sol

Der var generelt godt vejr, omkring 25 gr., men der var en nat og en aften med rigtig uvejr, og da var der overskyet næste dags formiddag.

Vi har efterhånden besøgt Gardasøen nogle gange og set en stor del af de attraktioner, der er, men vi finder noget nyt hver gang.

Denne gang var det en utrolig flot køretur fra Tremosine til Tignale.
Vi kørte for at se en butik/restaurant, Alpe del Garda, oppe på bjerget over Limone.

Det var en af den slags butikker, hvor jeg kunne købe mig fattig, hvis jeg havde mange penge :)
 De havde hjemmelavet pølser  og oste,
 lokalproduceret olie, vin, eddiker, pasta, marmelader osv.
og så havde de kunsthåndværk
bl.a. disse skønne rivejern med en skuffe lavet af oliventræ
jeg købte ikke en, selv om lysten var stor :)

Vi spiste frokost på stedet, fik en hjemmelavet pølse,
 som var skåret op på langs og grillet, den var grov og krydderet, 
jeg kunne godt li' den, men det var ikke lige gemalens smag.
Der var polenta til, den var lige rigelig fed for mig, 
så jeg var rigtig glad for, at jeg også havde bestilt en salat.

Det var et skønt sted, som det var svært at få det rette billede af

Disse to stod der ved indkørslen og så ret så livagtige ud :)

Da vi havde set og købt det, vi ville og spist frokost fortsatte vi turen.
Vi har før været oppe ved Tremosine, men har ikke kørt derfra og ned mod Tignale.
Det var en tur med en fantastisk udsigt over søen, den kan virkelig anbefales.











Da vi holdt på et udsigtspunkt, 
fik gemalen øje på et firben
det var stor, og der var flere af dem på stedet - 
ikke lige det jeg er mest vild med

Ellers gik vores uge med små ture rundt i området - ja det vil nu sige, at vi kom også ud på en længere tur. 
Vi havde set, der var et indkøbscenter - vi troede egentlig ikke, der var så langt, men vi blev lidt klogere.
Det er jo så smart og nemt med en GPS, men det er en rigtig god ide at blive enige med den om, vi skal køre den hurtigste, den korteste vej, mest motorvej eller hva' pokker ved jeg.
Det viste sig, at GPS'en synes, vi skulle sejle over søen - da vi ignorerede det, ja så viste den os jo pænt neden om søen, som vi havde tænkt os, men ikke lige den vej, som vi forventede at køre på - så vi fik set noget landskab, vi ikke havde set før :)
Vi kom til et stort indkøbscenter med masser af butikker, det ligner dem, der er adskillige af herhjemme og var ikke den store oplevelse, men vi fik købt sandaler til Laura og Nana.
Rigtige "pynte-sko" til billige penge under 100 kr. pr. par.



De fik også begge to en lilla taske, dem købte jeg på markedet, hvor jeg også købte en taske og en pung til mig selv - jeg har altid været heldig med de tasker, jeg har købt dernede, gode tasker til billige penge - men man skal se sig for og holde øje med, at de ikke bytter den man ser på ud med en anden, når de kommer den i en pose.
Jeg købte også en dug til mig selv og en til svigerdatteren, jeg havde en med hjem sidste år, og den har bare været god, den vaskes hænges ud og lægges sammen, ingen strygning - så nu håber jeg disse er lige så gode, prisen er go' -  76 kr. for en dug på 2,4 m..

Vi var også i en lille nabo-by Gargnano
 vores gode venner har lært os at kigge efter kloakdæksler,
når vi kommer et nyt sted,
her var der også dæksler med bynavnet 

 Herlige små  butikker som denne, 
hvor gemalen køber citron-likør

Der var appelsintræer

og huse med skønne blomster

På turen ad den smalle vej op til hotellet, blev vinduet i bilen rullet ned og jeg vil ønske, at jeg også kunne gengive duften her på bloggen - en blanding af rosmarin og lavendel og en helt masse andet -
rosmarin bliver brugt som hækplanter

og det er utrolig at se, hvad der kan vokse op af en klippevæg



Ja, vi har været i Italien, set 

 fine små gyder med dejlige blomsterdekorationer

 sjove salgsboder på strandpromenaden

en blishøne, der havde fundet en plads til sin rede

En kat, der havde fundet sig en solbeskinnet plet

Det var en god ferie
 - vil bare lige sige, at det er mange år siden, vi har kørt på Europas motorveje en lørdag i skoleferien - det tog godt nok lang tid, der var rigtig mange biler på vejene og rigtig meget vejarbejde.
Så det husker vi lige at tænke over en anden gang, for vi har som regel mulighed for at køre en anden dag i ugen.

Tænk det er allerede gået 2 uger siden vi kom hjem -
 tiden flyver.

fredag den 5. juli 2013

Varme dage i Østrig

Fortsættelse af ferieberetningen

Vi vågnede til strålende solskin, indtog vores morgenmad og så gik turen videre mod Østrig.

Vi havde bestilt et 3 døgns ophold gennem FDM på Hotel Aschauerhof.
Det var billigt 1700 kr. for to personer, med morgenmad, eftermiddagskaffe m. et stk. kage, 3 retters aftensmenu og et glas øl, vin eller vand til maden. Vi fik endda "bestil tidlig rabat", så vi gav kun 1533 kr.

Vi havde ikke sat næsen op efter et fornemt sted til den pris, men det var ganske udmærket.
Et lidt specielt sted :)

Den lille by Ashauer lå 10 km ude i en dal, et typisk vintersportsted - en lille landsby med nogle hoteller, en folkeskole og en lille bitte købmandsbutik.
Der kom en bus helt ud i hjørnet til hotellet flere gange om dagen - der var mennesker med den, men det virkede helt forkert, helt derude, hvor vejen var smal og ikke gik ret meget længere.

Hotellet var et familie-foretagende og bestod af to bygninger
Det "nye" hotel, bygget i 1994, hvor vi boede og spiste morgenmad

og den gamle Gasthof, som var restaurant, 
og der fik vi eftermiddagskaffe og spiste vores aftensmad.

Som det kan ses i højre hjørne af øverste billede, var der en masse bygnings arbejde igang, det gav rod med parkeringen, men det tog man ikke så tungt, der blev holdt en "sti" åben til bussen og så kunne man ellers bare parkere, så godt som muligt :)
På det øverste billede, kan man også lige i nederste venstre hjørne ane Gasthofen's terasse, så der var bare lige P-plads/vej imellem de to bygninger. 
På den anden side af Gasthofen lå der en stor bondegård
Lige bag de to biler, er gårdens mødig
og ja, der er kun vejen imellem over til restauranten :)
I øvrigt kom bussen ned gennem dette sving.

Der var 34 gr. og vi var noget dvaske, så vi listede lidt omkring og kiggede og sad på vores terrasse eller restaurantens terrasse og indtog kolde drikke - der var en lille udendørs pool på hotellet, men der var mange mindre børn der, og de hyggede sig gevaldigt i den pool, så den lod vi dem have :)
Det viste sig, at vi fik rigtig god mad på stedet - en suppe og salatbuffet hver dag,  en hovedret, der var 3-retter at vælge imellem og en dessert. 
Tjeneren, som viste sig at være ejeren, var en sjov og hyggelig mand, han havde en kok og en medhjælper ude i køkkenet, men restauranten passede han alene, og der var fuld belagt på stedet, så han havde travlt, men humøret det var højt og det smitter helt sikkert af på gæsterne :)

Næste dag skulle vi ud at se noget, så da vi havde spist morgenmad, en rigtig fin morgenbuffet, der manglede ikke noget - så kørte vi til Salzburg. 
Gemalen vil gerne se "ørnereden", men vi havde ikke forberedt os godt nok og kunne ikke finde den, så vi kørte i stedet for  til Hellbrunn slot . 


Vi har været der før, men det havde mosteren og manden ikke - det er en oplevelse med de fine vandspil, der er derinde.
En eller anden stor mand, vist nok en kejser synes det var sjovt at overraske sine gæster med springvand, så bedst som man står og beundre noget, så kommer der vand ud af dysser rundt omkring en. 
Selv om jeg var forberedt, ja så fik jeg da også lige en sjat vand - vi havde været inde i et hus og se noget, da vi skulle ud igen, skulle vi gennem en "bue af vandstråler", guiden havde sagt, at man skulle bare gå, ikke løbe eller stå stille - og hva' gjorde jeg, da jeg kommer igennem buen af stråler, kan jeg ikke se de andre, så jeg står stiller og kigger og vups så kom der lige en ordentlig stråle :) 
Turen gennem vandspillene er en guidet tur, når den er slut, er der er stor en flot park, man kan gå tur i og man kan komme ind og kigge på slottet. Der er et orangeri med eksotiske planter, det var lukket den dag - jeg tænker, det var p.gr. af varmen. Der var så varmt, at vi ikke orkede at gå rundt i parken og alle bænke i skyggen var besat - så vi gik på cafe og fik en is og noget koldt at drikke. 
Vi havde egentlig tænkt at slutte af i gågaderne inde i Salzburg, men blev enige om, at det var for varmt, vi vil hellere ud, hvor der var lidt mere luft. 
Vi endte ved en lille sø lige uden for Kitzbühel, hvor der var rigtig mange mennesker, men rigtig hyggeligt.

Den sidste dag var vi ude at shoppe lidt om formiddagen og kørte så op på Kitzbüheler Horn. 
Sikken en udsigt der var 
Vi spiste frokost deroppe - det var en "selvbetjeningsrestaurant" - men vi synes nu, det var så som så med den selvbetjening, vi gik ind, som på et cafeteria i Danmark, fandt vores drikkevarer og bestilte vores mad - og så var den selvbetjening ovre, for fluks stod der en mand og åbnede for øl og vand og hældte de i glas til os, viste os til kassen, hvor der sad en og tog mod penge - da der var betalt, kom der en og tog vores bakke og satte den ud på vores bord, hvor de også kom og serverede maden og ryddede af igen :)

Den sidste dag var temperaturen faldet til ca. 24 gr. - det var dejligt, de der 34-37 gr., det var lige rigeligt for os - men vi klager ikke, det var jo et fantastisk vejr at komme til Østrig i.

Vi nød virkelig de 3 dage sammen med mosteren og manden og de blev afsluttet med morgenbuffet på Hotel Ashauer, hvorefter mosteren og manden kørte mod Danmark og vi fortsatte til Gardasøen.

Det vil jeg skrive om senere - så 
Forsættelse følger ..... 


onsdag den 3. juli 2013

Køreturen gennem Tyskland = første feriedag

Sikken da et grå vejr, vi er kommet hjem til - men vi var vist også ualmindelig heldige at ramme det bedste vejr de steder, vi var i vores ferie.

Ferien startede, da vi kørte hjemmefra kl. 5 om morgenen. Vi mødtes med min moster og hendes mand, som kommer fra Roskilde, på en rasteplads ved Kolding -  fik sagt hej og så var det ellers derned af.
Vi kørte til første rasteplads i Tyskland, hvor vi drak morgenkaffe og fik en sludder, herefter fortsatte vi syd over, der var kø ved Elb-tunnelen, så der fik vi lige et stop på 20 min. og så kørte vi til vi skulle have frokost.
Vi var nået ned omkring Hannover og sommeren var kommet - 33 gr. og høj sol :)

Vores tidsplan holdt fint, vi havde bestilt overnatning mellem Fulda og Wurtzburg, og vi kunne se, at vi sagtens kunne tillade os at køre ind til Fulda. Gemalen og jeg var der en dag sidste år, og synes det er en fin by, så den skulle mosteren og manden da også se noget af.

Hold da nu op, der var sommer, så vi svedte med anstand i vores cowboybukser, så vi lagde ud med en kold drink under en stor parasol på en fortovscafe

Så skulle vi se den fine domkirke
billedet er fra sidste år, hvor der ikke var så fint vejr, som i år

Slotsparken, hvorfra I kun får et billede fra springvandet, for der var så mange mennesker , der tog solbad derinde, og dem kan man ikke tillade sig at fotografere
Springvandet starter med at den i midten kommer op, 
og så følger dem uden om lidt efter lidt, 
et smukt syn i en rigtig fin park.

Så fortsatte vores rejse til overnatningsstedet - Hotel Waldeck i Oberthulba-Reith 
Vi havde bestilt gennem http://www.booking.com/  - de har hoteller, hvor man kan afbestille helt hen til kl. 18 uden beregning, den dag man skal komme. 
Vi har tidligere overnattet på Waldeck, der er kommet nye ejere, men det er det bestemt ikke blevet ringere af. Det er ikke noget overdådig sted, men udmærkede værelser og morgenmad, og vælger man at spise til aften der, så serverer de god typisk tysk mad
cordon Bleu med salat og pommes, fik gemalen og mig
Jägerschnitzel og pommes fik moster og mand

Vejret var så godt, at vi sad ude og hyggede til kl. 22 - hvor der var tid at finde vores seng, vi havde jo været oppe siden kl. 4 :)

Det var en rigtig dejlig dag - man kan altså gøre den køretur, som ofte er noget, der bare skal overståes, til en dejlig feriedag.

Dette smukke syn mødte os på en rasteplads i Sydtyskland
En hel mark fuld af fine røde valmuer

Fortsættelse vil følge ......