Søg i denne blog

fredag den 5. juli 2013

Varme dage i Østrig

Fortsættelse af ferieberetningen

Vi vågnede til strålende solskin, indtog vores morgenmad og så gik turen videre mod Østrig.

Vi havde bestilt et 3 døgns ophold gennem FDM på Hotel Aschauerhof.
Det var billigt 1700 kr. for to personer, med morgenmad, eftermiddagskaffe m. et stk. kage, 3 retters aftensmenu og et glas øl, vin eller vand til maden. Vi fik endda "bestil tidlig rabat", så vi gav kun 1533 kr.

Vi havde ikke sat næsen op efter et fornemt sted til den pris, men det var ganske udmærket.
Et lidt specielt sted :)

Den lille by Ashauer lå 10 km ude i en dal, et typisk vintersportsted - en lille landsby med nogle hoteller, en folkeskole og en lille bitte købmandsbutik.
Der kom en bus helt ud i hjørnet til hotellet flere gange om dagen - der var mennesker med den, men det virkede helt forkert, helt derude, hvor vejen var smal og ikke gik ret meget længere.

Hotellet var et familie-foretagende og bestod af to bygninger
Det "nye" hotel, bygget i 1994, hvor vi boede og spiste morgenmad

og den gamle Gasthof, som var restaurant, 
og der fik vi eftermiddagskaffe og spiste vores aftensmad.

Som det kan ses i højre hjørne af øverste billede, var der en masse bygnings arbejde igang, det gav rod med parkeringen, men det tog man ikke så tungt, der blev holdt en "sti" åben til bussen og så kunne man ellers bare parkere, så godt som muligt :)
På det øverste billede, kan man også lige i nederste venstre hjørne ane Gasthofen's terasse, så der var bare lige P-plads/vej imellem de to bygninger. 
På den anden side af Gasthofen lå der en stor bondegård
Lige bag de to biler, er gårdens mødig
og ja, der er kun vejen imellem over til restauranten :)
I øvrigt kom bussen ned gennem dette sving.

Der var 34 gr. og vi var noget dvaske, så vi listede lidt omkring og kiggede og sad på vores terrasse eller restaurantens terrasse og indtog kolde drikke - der var en lille udendørs pool på hotellet, men der var mange mindre børn der, og de hyggede sig gevaldigt i den pool, så den lod vi dem have :)
Det viste sig, at vi fik rigtig god mad på stedet - en suppe og salatbuffet hver dag,  en hovedret, der var 3-retter at vælge imellem og en dessert. 
Tjeneren, som viste sig at være ejeren, var en sjov og hyggelig mand, han havde en kok og en medhjælper ude i køkkenet, men restauranten passede han alene, og der var fuld belagt på stedet, så han havde travlt, men humøret det var højt og det smitter helt sikkert af på gæsterne :)

Næste dag skulle vi ud at se noget, så da vi havde spist morgenmad, en rigtig fin morgenbuffet, der manglede ikke noget - så kørte vi til Salzburg. 
Gemalen vil gerne se "ørnereden", men vi havde ikke forberedt os godt nok og kunne ikke finde den, så vi kørte i stedet for  til Hellbrunn slot . 


Vi har været der før, men det havde mosteren og manden ikke - det er en oplevelse med de fine vandspil, der er derinde.
En eller anden stor mand, vist nok en kejser synes det var sjovt at overraske sine gæster med springvand, så bedst som man står og beundre noget, så kommer der vand ud af dysser rundt omkring en. 
Selv om jeg var forberedt, ja så fik jeg da også lige en sjat vand - vi havde været inde i et hus og se noget, da vi skulle ud igen, skulle vi gennem en "bue af vandstråler", guiden havde sagt, at man skulle bare gå, ikke løbe eller stå stille - og hva' gjorde jeg, da jeg kommer igennem buen af stråler, kan jeg ikke se de andre, så jeg står stiller og kigger og vups så kom der lige en ordentlig stråle :) 
Turen gennem vandspillene er en guidet tur, når den er slut, er der er stor en flot park, man kan gå tur i og man kan komme ind og kigge på slottet. Der er et orangeri med eksotiske planter, det var lukket den dag - jeg tænker, det var p.gr. af varmen. Der var så varmt, at vi ikke orkede at gå rundt i parken og alle bænke i skyggen var besat - så vi gik på cafe og fik en is og noget koldt at drikke. 
Vi havde egentlig tænkt at slutte af i gågaderne inde i Salzburg, men blev enige om, at det var for varmt, vi vil hellere ud, hvor der var lidt mere luft. 
Vi endte ved en lille sø lige uden for Kitzbühel, hvor der var rigtig mange mennesker, men rigtig hyggeligt.

Den sidste dag var vi ude at shoppe lidt om formiddagen og kørte så op på Kitzbüheler Horn. 
Sikken en udsigt der var 
Vi spiste frokost deroppe - det var en "selvbetjeningsrestaurant" - men vi synes nu, det var så som så med den selvbetjening, vi gik ind, som på et cafeteria i Danmark, fandt vores drikkevarer og bestilte vores mad - og så var den selvbetjening ovre, for fluks stod der en mand og åbnede for øl og vand og hældte de i glas til os, viste os til kassen, hvor der sad en og tog mod penge - da der var betalt, kom der en og tog vores bakke og satte den ud på vores bord, hvor de også kom og serverede maden og ryddede af igen :)

Den sidste dag var temperaturen faldet til ca. 24 gr. - det var dejligt, de der 34-37 gr., det var lige rigeligt for os - men vi klager ikke, det var jo et fantastisk vejr at komme til Østrig i.

Vi nød virkelig de 3 dage sammen med mosteren og manden og de blev afsluttet med morgenbuffet på Hotel Ashauer, hvorefter mosteren og manden kørte mod Danmark og vi fortsatte til Gardasøen.

Det vil jeg skrive om senere - så 
Forsættelse følger ..... 


1 kommentar:

  1. Det er ikke så tosset at blive kølet lidt af med en stråle vand, når temperaturen har nået de højder. Da vi var i Østrig, mødte vi ikke mange turister, selvom det var højsommer, bortset fra på Grossglockner.
    Glæder mig til at læse om Gardasøen. Det er mere end 40 år siden jeg var der.

    SvarSlet