Søg i denne blog

søndag den 8. juli 2012

Suttesnor

I dag har vi haft en dejlig afslappende hjemmedag i dejlig sommervejr :-)

Det meste af den blev tilbragt i "hønsehuset" - med garn og hæklenål.

Jeg fik hæklet min første suttesnor

Jeg valgte at bruge en tryklås
til at knappe snoren omkring sutten



Jeg har lukket den på "bagsiden"
jeg ved ikke, om det er godt eller skidt,
det får jeg forhåbentlig en melding om :-)

Der skal laves lidt små justeringer, før jeg selv er helt tilfreds, det skyldes nok mest, at min hækle erfaring ikke er så stor, så det kniber med at få farveskiftene pæne og kanten i den side, hvor trådene fra farveskiftet ligger.

I morgen er gemalens ferie slut for denne gang og så er der hverdag igen :-)


lørdag den 7. juli 2012

Gemalen ferie uge

Tiden iler afsted og jeg når slet ikke alt det, jeg gerne vil, men noget når jeg da :-)

Onsdag tog vi lige en køretur ned over grænsen.
Torsdag tog vi en slap af dag, hvor vi bl.a kiggede på ferie-muligheder og endte med at bestille 5 overnatninger i Østrig og så plukkede vi jordbær
7,5 kg røg der i fryseren
Gemalen plukkede de fleste, mine knæ kan ikke så godt li' det.

Igår var jeg til øjenlæge med Laura, hun var til alm. kontrol tordag, og da viste det sig, at hun havde fået en ridse i hornhinden, så der skulle en ekstra kontrol til igen igår. Hun har formodentlig fået ridsen i onsdags, så den er behandlet hurtigt og så allerede fin ud igår, så nu skal hun have smurt øjet weekenden over og så skulle det forhåbentlig være overstået.

Nå men når vi var ude at køre, så skulle jeg lige omkring Stof & Stil efter et par clips, jeg skal bruge til en suttesnor, men jeg faldt sørme lige over noget bomuldsgarn
Da jeg havde fået 8 nøgler puttet i kurven,
kunne jeg lige så godt tage 10, så jeg fik rabat,
men pludselig var der så 12
i det, som Laura kalder drengefarver :-)

I aftes var vi hos min søster til dejlig mad og hygge, i dag kommer Majbrit med børnene - ja sådan er ugen, hvor gemalen har haft ferie bare smuttet afsted :-)

Jeg var i gang med at strikke et håndklæde i limegrøn - jeg havde et helt nøgle og lidt ved siden af, tænk da jeg så skulle igang med det lille nøgle, så var det to forskellige farver og så var der ikke nok til at det kunne blive så stor, som jeg gerne vil have det, så der blev trævlet op.

PS - Tudsen blev sat fri i et bed ude i haven, så nu kan jeg gå og lure efter den, så den ikke skræmmer livet af mig, hvis den skulle få lyst at hoppe lidt :-)


onsdag den 4. juli 2012

Hvad byder man uventede gæster



Gemalen bød Hr Tudse et ophold i drivhuset,
så nu må vi se, om han synes om det.

Uha - det er ikke nemt at se det på billedet, men han er godt nok stor og grim - så jeg vil nu se mig godt om, når jeg går ind i drivhuset fremover :-)

tirsdag den 3. juli 2012

Ny endegavl og bespisning

Ny endegavl på laden - det var stærkt tiltrængt, så gemalen gik igang igår og i dag kom sønnike og hjalp til
Se lige den smukke blå himmel ;-)


Imens underholdt Laura og farmor hinanden :-)

Først plukkede vi lidt jordbær - Laura finder de røde bær og jeg plukker, for hendes hud kan ikke tåle at røre ved dem.
Laura  nyder dem, mens hun spiller på computeren midt i farmors rodebutik,
og jeg gør kartofler rene og laver middagsmad - nye kartofler, hvid sovs, stegte frankfurtere og et par røde pølser, sennep, ketchup og agurkesalat - "fås der noget bedrer" var sønnikes kommentar ;-)

Så tog Laura og mig lige en slapper inden vi gik igang med at bage chokolade muffins - en opskrift, der kan anbefales.
De blev nydt i "hønsehuset" til eftermiddagskaffen, som min mor også lige kom omkring og deltog i.

Svigerdatteren kom sent fra arbejde, så vi gik ombord i noget aftensmad - det blev revlsben og kyllingbryst på grillen, med en grøn kartoffelsalat:
kogte skivede kartofler
½ dl. olivenolie og ca. 0,25 dl. citronolie
½ dl hindbæreddike, et ½ brev franskdressing pulver
1 håndfuld fint hakket persille og et drys fintsnittet fennikeltop,
salt og lidt akaciehonning

En blandet salat af iceberg, ærter, grønne asparges, tomater og agurk med en olie-eddikedressing til,
lidt flutes og hvidløgssmør.

Hvem sagde MADMOR  :-)

søndag den 1. juli 2012

En dejlig sommerdag i Holstebro

Gemalen's ældste søster og svoger bor i Holstebro, og der var vi på besøg igår sammen med de to andre søstre og svogeren.
Vi tog hjemmefra kl. 8.20 og var hjemme igen kl. 23.45 - så det var en heldagsforestilling :-)

Da vi kom blev der serveret en dejlig brunch og så drog vi kvinder på strøgtur - Holstebro er jo en dejlig handelsby og jeg så bl.a. hende her

Det er  ”Maren å æ Woun"
du kan læse om hende
Min svigerinde fortalte, at "Maren" hver aften bliver puttet i seng af vægterne.
Hun sænkes simpelthen ned i jorden om natten, fordi hun er en formue værd :-)

Da vi havde vandret gennem byens gågade, kørte vi hjem til eftermiddagskaffe på terassen, og så kørte vi alle afsted ud og så på marker - ja store store grønne marker, som skal huse  Spejdernes lejer 2012.

Svogeren arbejder i den forvaltning i Holstebro Kommune, som står for at gøre områderne klar til dem, så han skulle vise svigerinden fra Sæby, hvor hun skal bo, når hun skal være på denne store sommerlejr.
Det er et imponerende stykke arbejde, der lægger bag sådan en lejr og en helt utrolig stor oplevelse for dem, der deltager. Peter, sønniken, var også spejder helt til han kom ind til Forsvaret og han har deltaget i et par stykker af disse store spejderlejre nede i Kliplev, hvor vi også var på besøg, men den her er den største nogensiden, fordi den er for alle spejderkorps, fortalte min svigerinde, som har været spejder i rigtig rigtig mange år og også har deltaget i div. andre store sommerlejre.

Fra spejderlejr's området kørte vi ud til
 Nørre
Der var bare så smukt ude, solen skinnede og "H.C. Andersen" var der også :-)
Han sad med høj sort hat på en bænk udenfor cafeen og talte med nogen ;-)Desværre kunne vi ikke komme ind og se herregården

Og desværre så havde jeg ingen kamera med igår - så jeg er nødt til at henvise til div. hjemmesider - for i kan få et indblik i, hvad jeg oplevede igår :-)

Ja, så fik vi dejlig aftensmad inden vi kørte hjem :-)

Alt mens vi hyggede os ude vestpå - var liljen sprunget ud hjemme på brøndækslet.


tirsdag den 26. juni 2012

Agurketid .......

Det er vist sådan journalisterne kalder juli måned, fordi der ikke sker så meget - men her er agurketid altså noget andet

Dette er dagens høst - dejligt :-)
der er både skoleagurker, miniagurker og den første salatagurk.

Vi har høstet agurker i mere end en uge nu og de sidste dage er det bare gået stærkt. Nana og Laura fik hver især lige så stor en portion med hjem i søndags, som der er her på billedet, og jeg har lavet agurkesalat i dag.

Det skulle have været tzatiki, men jeg var sørme gået tør for græsk yoghurt og havde altså heller ikke andre surmælksprodukter, der kunne bruges.
Agurkesalaten blev sammen med nye kartofler fra haven spist til dette farsbrød


Det er sådan en selvkombineret opskrift, som vi synes blev ret god

Der er brugt en god flæskefars med 3-7% fedt, som jeg rørte med et lille løg, der havde været i blenderen sammen med en stor håndfuld kruspersille, bladene fra en stor stilk oregano og 2 fed hvidløg, en rest feta skåret i små tern, et par æg, en spsk mel, en ordentlig sjat havregryn, salt og citronpeber og så en skvat vand, så farsen fik den rette konsistens.
Så kom det i et ovnfast fad, der var penslet med olivenolie, der blev lagt tomatskiver over og ind i ovnen ved 225 gr. i ca. 50 min..

Jeg havde lavet farsbrødet, som stod i køleskabet, så kunne gemalen stille det i ovnen på rette tisdspunkt, alt mens jeg motionerede i motionscentret :-)

For tiden gør gemalen gladelig kartoflerne rene  - det er da også det aller nemmeste tidspunkt af året og få den tjans ;-)







mandag den 25. juni 2012

Mon hverdagen nu kan indfinde sig

Jeg har fortalt om, at min mor har gået og skræntet - fredag kørte jeg hende igen til lægen, som valgte at indlægge hende, fordi hun gerne vil, at min mor fik scannet sit hovede. Pu-ha sådan en beslutning giver godt nok lige nogle tanker og bekymringer.
Jeg kørte min mor på sygehuset, hvor vi så fandt ud af, at de jo havde fået en helt ny Akut-modtagelse. Der var meget travlt, men mit indtryk er, at det fungerer mere effektivt end tidligere. Min mor kom faktisk hjem igen lørdag til aften, hvor hun havde fået konstanteret, at den var gal med hendes saltbalance, der var givet noget drop for at genoprette, hendes medicin for blodtykket var ændret og hun havde fået scannet hovede og konstanteret, at det ikke var noget galt der - hun havde talt med en fysioterapeut og en ergoterapeut.
Hun har det lidt bedrer, men er stadig svimmel og måske er det desværre noget, hun skal lære at leve med, fordi hun har et par led i nakken, der er vokset sammen, hvilket også giver hende mange smerter i den ene arm for tiden.

Lørdag var der jo så Sankt Hans og vi skulle have Nana og Laura til overnatning.
Der var ikke meget midsommer over vejret - så vi tog ikke til bål med børnene, men de fik en tur til MacD' - hvor de legede rigtig godt med hinanden i legerummet, spiste nuggets og is.

Hjemme igen legede de lidt og så skulle Nana i seng
Så der blev lige sagt godnat til Laura
som blev helt overvældet :-))

Så havde Laura lige lidt "stor pige" tid inden hun skulle i seng, og jeg var simpelthen så træt ovenpå de sidste par dages strabasser, at jeg også gik i seng og det skulle vise sig at være godt.
Kl 3 kom Laura, hun frøs- så ud med farfar og ind med Laura, men så var Nana også vågnet, hun sover nemlig i soveværelset, så hun måtte over og putte ved mormor. Efter en time sov hun ikke og Laura sagde lyde og pludselig kunne jeg høre hun græd, hun drømte grimme drømme!
Nana kom tilbage i sin seng, hvor hun hurtigt faldt i søvn og Laura faldt også ordenlig i søvn igen.
Det er kun sket en gang før, at Laura er vågnet om natten, når hun har sovet her, så det var uheldigt, at det lige skulle ske denne nat.
Kl. 7 var Laura vågen og pludselig sad Nana op, hun kunne ikke finde sutten, som var faldet ud bag sengen - inden vi fik den fundet, havde hun set, at Laura var vågen og så måtte hun over i mormors seng igen - efter et kvarter kom de begge ned til farfar/morfar og jeg fik lige 3 kvarter mere inden jeg stod op.

Søndag var jo endnu en regnfuld dag, så det blev formiddagshygge med Peter Pedal på TV, lidt indendørs leg - de blev vasket og kom i tøj - til middag skulle Nana ud og sove og Laura fik lige en time mere, hvor hun lavede påklædningsdukker på computeren, som vi klippede ud, inden hun skulle hjem og i bad og til byfest.
Vi kørte Nana hjem til hendes mor og far og "lillemor", hvilket han ikke længere skal hedde - ved lodtrækning er det bestemt, at han skal hedde Emil  - jeg synes, det er et fint navn.

Nu håber jeg, der bliver lidt mere hverdag igen :-)
I dag skal jeg bage kage til "nørkle-klubben", have styr på mit vasketøj og der trænger vist til lidt oprydning og rengøring :-)




fredag den 22. juni 2012

Tiden iler

Jeg forsømmer godt nok nok bloggeriet lige for tiden, der er lige som ikke helt tid nok - hvordan pokker vil det mon have været, hvis jeg også skulle passe et job!

Hvor var det skønt med et par sommerdage - dem vil jeg gerne have mange flere af, men mon ikke de fleste vil det :-)
I dag kan jeg jo bare glæde mig over, at jeg ikke behøver ud i regnvejret og at vi havde en dejlig dag igår, hvor vi sad i "hønsehuset" til kl. 20.30 :-)

Nana kom med hendes "lillemor", far og mor ved aftenstid og så tændte vi grillen - min søster og niece kom også forbi og gemalen nåede hjem fra arbejde, før det hele var forbi :-)

Igår formiddag var jeg i motionscentret og vi fik savnet nogle store grene af nogle træer i haven, så der kommer mere sol og lys til rhodedendron- og staudebedet. Over middag kørte jeg min mor til Fysioterapeut.

I dag har vi været nede og få fornyet vores pas - de nye kommer i løbet af 10-14 dage, så nu bliver der ikke noget med lige at smutte ned i solen på afbud eller noget andet udenlands i uge 27, hvor gemalen har ferie - men det har nu heller ikke været meningen, men hold da op, hvor kunne det være fristende en dag som i dag.

I morgen skal Laura og Nana sove her begge to - det skal nok blive sjovt, når de skal i seng :-)  Det er ikke så tit, vi er afsted til Sankt Hans bål, for gemalen arbejder gerne, og vi kommer det nu nok heller ikke i morgen, for Nana bliver træt, og så skal hun i seng - nu må vi se, hvad vejret arter sig til.

Det kreative blive ikke til meget for tiden - Lige for øjeblikket strikker jeg bare karklude, vaskeklude og et enkelt håndklæde er det blevet til, men jeg skal have gang i en større kasket til "lillemor" - altså de forældre må se at blive enige om et navn til ham, for ellers ender han da med at hedde lillemor :-)

tirsdag den 19. juni 2012

Indsigt i livsstils relateret sygdomme


Hvor har jeg dog været glad for, at jeg er "hjemmegående" de sidste par dage.
Min mor har altid været den, der passede os 3 søstre op og vores børn og mænd med, da min far levede, blev han grov forkælet og nu om dage, passer hun min mormor op - men igår blev hun så dårlig, at hun havde brug for assistance, selv om hun ikke er meget for at sige det.

Så jeg har været hos hende en del af dagen igår, i formiddag har jeg været med hende hos lægen og i eftermiddag har jeg besøgt min mormor, så hun ikke blev bekymret over, at min mor ikke dukkede op.

Min mor har altid været meget aktiv - ikke at forstå med motion, men med arbejde og det giver jo også motion, men her hen over foråret har hun haft problemer med ryg, ben og en arm og er kommet til at forholde sig noget mere passiv og det giver tilsyneladende ret hurtigt problemer.
Hendes blodsukker er stigende, lige før det kaldes diabetes 2 og blodtrykket tog lige en ordentlig tur i vejret, hvilket formodentlig er årsagen til, at hun blev så dårlig.

Så nu er det vores tur til at passe på og hjæpe min mor, så hun kan komme til hægterne igen.

Det er også den slags, der giver mig, som er rigtig rigtig meget overvægtig, grund til at tænke dybt over, hvad mit meget inaktive liv kan medføre, det går ikke at blive ved med at udskyde alle de gode intentioner - tankerne er ikke nok, der skal ske noget!

søndag den 17. juni 2012

Sommerblomster i gården

Som tidligere skrevet, var jeg ude og købe blomster - jeg fik ikke fortalt, at Laura var med mig. Laura er rigtig god til farvesammensætninger og så ser hun altså mange Barbi-film:-)
Så da vi kom ind i gartneriet udbryder hun "hvor er det smukt - se alle de vidunderlige blomster" og ingen tvivl om, at det er lilla og lyserøde nuancer, der stikker hende i øjnene :-)

Igår inden der blev lyn, torden, regn og hagl fik jeg plantet de indkøbte blomster

Langs stuehuset kommer først
Tyroler pelargonier på væggen og nedenunder står mine krydderurter

Derefter kommer disse kummer, som står fast
deri  er stedmoder, som er sat for længe siden, men stadig blomster fint,
en, jeg ikke husker navnet på, og så fuchsia.


Så kommer mit blomsterbord
med en dronning Ingrid pelargonia plantet sammen med en anden småblomstrende lille en

Foran stuehuset er vores brønd, hvorpå der også står en blomst til pynt
I år er det en lilje af en art, som jeg fik foræret sidste år.
Den var bare blevet sat ind i et hjørne, men en dag var den igen skudt frem og står nu fuld af knopper,
så den fik lige en af de små hvide, som kan pynte indtil den springer ud.

Vi har denne fine vask på væggen ved siden af stalddøren, den er ved at være gaammel og skaller lidt af, men jeg er så glad for den.
Vasken er hjembragt fra Østrig fastspændt i sikkerhedssele på bagsædet - vi brugte timer på at finde et sted, hvor de solgte disse vaske, som vi havde set rundt om på husene dernede, og det lykkedes altså til sidst. Den fik lige en porcelænsblomst, som Laura bare synes, at vi måtte have med hjem :-)


Og så har jeg denne skønne zink-potte.
Jeg fik den i 2005, hvor jeg var i arbejdsprøvning i en blomsterbutik. 
Jeger stadig meget glad for den, selv om den er lidt rustet i netværket
- den fik et par potteroser i år.

Svigerdatteren holdt fødseldag i gildesalen igår, ikke nogen stor fest, men så kan de have både venner og familie samtidig - det var en hyggelig dag med dejlig mad.
 
I dag er der da et kedeligt vejr, vi har lige været ude og lave et "tårn", som ærteblomsterne kan gro op af, så må tiden vise om det er højt nok - det er bare bambusstokke, der er bundet snor om.
 
Det er simpelthen til at få knopper over, at der skal sendes fodbold på begge de to store danske kanaler en hel aften og er der ikke fodbold er der Le Mans - jeg er altså ikke meget til det sports halløj - så det er da godt, jeg har noget garn, hæklenål og strikkepinde, og så har jeg stadig nogle få afsnit tilbage af Matador :-)