Søg i denne blog

tirsdag den 5. februar 2013

Av for den, så kan jeg lære det

Her sidder jeg ret så stille og rolig i dag - for jeg glemte lige at stille mig i den rigtige stilling igår, da jeg tog Emil op af kravlegården, så det gav et ordentlig jag nede i lænden -
Så kan jeg jo lære det !!!
Men det er jo det, der kan ske, når det i meget lang tid har gået godt :)

Helt kedelig har dagen nu ikke været.
Først var den ældste forbi, hun havde været ved tandlægen og skulle til frisøren, så hun fik lige lidt mad  hjemme hos mor mellem de to besøg. Der skal jo lige nåes nogle ting inden barselsorloven slutter, hun skal starte på arbejd igen på mandag.

Så kom den yngste, han havde Laura med, de skulle på besøg hos min mormor, der skal siges farvel i disse dage, for det er igen tiden for en udsendelse til Afghanistan. 
Laura fik lige tid til lidt fingerstrik og snak om dagens gang i skolen. Hun var faldet i skolen og var beskidt på strømpebukserne, så de blev hevet af og så opdagede hun, at der var en hudafskrabning på knæet og pludselig gjorde det meget ondt, selv om det altså var noget tid siden, det var sket -  men hun havde altså også grædt, da hun faldt - så der måtte plaster på, og hun var nødt til at gå med strakt ben  :D

Når nu det ikke går så godt med at bukke mig og jeg ikke bare lige skal dreje rundt med kadaveret, så er det godt, at jeg har en masse garn, jeg kan bruge tiden på - jeg har fået hentet strømpepinde, så Emils vest kan gøres færdig, jeg er startet på et hæklet håndklæde i zigzag striber og så har jeg da lige en orange vaskeklud på pindene, som jeg kan ty til, når der skal ske noget andet samtidig :)

Jeg glemmer helt at underholde om min kost for tiden, måske fordi jeg ikke synes, det har været så spændende, men i dag har vi fået  hamburgryg med rissalat. 
Hamburgryggen  - var i fryseren, den havde jeg købt i Tyskland, den var ikke særlig stor i omkreds og ikke helt rund, for den var ikke pumpet, det var kød. Den blev en smule tør i det, jeg kogte den nok lige lidt for længe. 
Rissalaten var en hjemmekomponeret ting, som bestod af den sidste pose gule bønner fra haven (de har altså været i fryseren), ærter, majs, en rest gul og rød peberfrugt og så lidt grøntsagsblanding, der var tilbage fra igår og så selvfølgelig ris - jeg bruger basmati, velvidende at det burde være brune ris, men vi kan bedre li' basmati :) 
Vi fik en klat græsk yoghurt rørt med grov sennep og mangochutney dertil. 

Det var mad, der smager og mætter godt, og ikke gi'r for mange kalorier, når altså man spiser mange grøntsager og lidt ris - jeg spiste 200 gr. grøntsager, 70 gr. kogt ris, 75 gr. kød og 50 gr. græsk yoghurt og det siger kalorieberegneren giver 353 kalorier.






søndag den 3. februar 2013

Fødselsdagskort og værtindegave

Vi var til fødselsdag hos sønnike igen igår og jeg fik taget et billede af kortet, som han fik den dag, han havde fødselsdag.


Jeg halverede et A4 karton, og har det her fine papir, der er prikket på den ene side og et andet mønster på den anden, så sådan et ark blev også halveret og forsiden blev altså prikket og den anden kom inden i i kortet. Ind på computeren ind i Word og finde Word Art og derinde under finde et layout, der kunne passe, ændre skriften til Comic Sans og skriftfarven, så den passer til papiret - så lavede jeg en lille lomme af blå papir og der var der penge i - fandt et par gode billeder fra årets løb, som blev printet ud på alm. papir,  skrev teksten på computeren, jeg har fundet frem til, at den kommer til at passe i kortet, hvis jeg vælger at skrive med 3 koloner og klippede den ud og klitrede på.
Det tager ikke lang tid og koster ikke 25 kr., som et købe kort efterhånden er oppe i, og så er det personligt, når nu gaven er penge.

Svigerdatteren havde ikke pakket værtindegaven ud, så den fik jeg også lige et billede af
Jeg hækler med fastmasker en cirkel, indtil det passer til låget, så stopper jeg udtagningen, næste omgang hækles i bageste lænke og så et par omgange mere, så det kommer til at passe til lågets højde - så kommer der en omgang med huller til båndet, her bruger jeg stangmasker i hveranden maske og 2 luftmasker mellem. og så laver jeg en omgang med 3 stangmasker og 1 kædemaske i hvert hul - hæft tråden og vupti er det klar til at trække et bånd igennem og sætte på glasset  - det tager under en time at lave sådan et låg.

lørdag den 2. februar 2013

Jeg drømmer - drømmer om forår

Himmelen er blå og solen skinner - hvis jeg overser det hvide lag på græsplænen og de manglende grønne grene på træerne, kan jeg bilde mig ind, at foråret er her :)

Jeg drømmer - ja, jeg gør, tænker om jeg er skør - 
men NEJ, det er jeg ikke, 
for jeg kan læse, at jeg absolut ikke er den eneste :)

Vintergækker, påskeliljer og tulipaner har skudt spidserne op, så det er ganske vist 
Foråret er på vej

Dette billede er taget d. 22. marts 2012
Det er en begyndelse på foråret i haven, 

som gerne skal fyldes af  den slags her,
ja det er også et billede fra sidste år ;)


Ja, jeg tænker altså også i frø, blomsterløg og sommerblomster på denne kolde dag :)

Jeg er just ikke garvet i at så og prikle, prøvede lidt sidste år, som ikke lykkes helt, men jeg blev jo de erfaringer rigere og prøver bare igen - der skal såes tidligt, der skal ikke vandes for meget og temperaturen skal være den rette.
I år kan vi forhåbentlig holde temperaturen i vores "orangeri".

Gemalen lavede i efteråret "orangeriet" til mig, helt færdig er det ikke, men vi har holdt plusgrader derinde i denne vinter, der var godt nok nogle dage, hvor det var lige på kanten til trods for el-radiatoren, som altså ikke var stor nok, så et anseligt antal bloklys var også i brug.
Lige nu, er han igang med at isolere en væg derude, når citron- og oliventræerne kommer ud, så skal der lægges fliser - men inden da, skal "orangeriet" gerne udnyttes til at drive div. blomster og grøntsager frem.

"Orangeriet"  er altså slet ikke noget fint, som navnet siger, det er såmænd bare en lille hjemmelavet bygning af genbrugsmaterialer, som fra start var tænkt som opbevaring for mit citron- og oliventræ.

Denne dør, har vi fundet ud af,
skal skiftes ud med  med en med  glas i,
for at give mere lys.


Der er kommet dør i og planter i huset
og Laura's kanin bor der også lige nu

fredag den 1. februar 2013

Inspiration

Der er mange forskellige ting, der kan inspirere mig - lige for tiden kigger jeg med på den her Facebook side

Texstil Design and Designers Platform

Der findes der et hav af forskellige billeder, der er alt muligt fra skønne natur billeder over bygninger, malerier til stof, garn, broderier, hæklerier osv..
Der findes ingen opskrifter, men det er farverigt og inspirere til kreativitet, og der er sandelig også billeder, der kan gi' mig lyst til ferie :)

Jeg ved ikke, om man kan se den uden at være på Facebook, men prøv, hvis det har interesse


torsdag den 31. januar 2013

Glemsomhed og manglende teknisk kunnen

Nogen gange, så lykkes ting lige i en ruf - det gjorde det igår.

Sønnen havde fødselsdag, han havde ønsket sig penge, så det skulle han have, men der skulle jo også et kort med. Jeg havde tænkt mig at købe et, men glemte det, da jeg var inde i byen - så jeg måtte igang med at klippe og klistre.

Jeg er  som regel ikke selv så opfindsom, så ofte bliver det, det samme gang på gang, men igår kom der lige noget til mig, da jeg fik fat i papiret - jeg synes selv, jeg fik lavet et fint kort.
Så kom jeg lige i tanke om, at i stedet for en blomst, så skulle svigerdatteren have et glas blåbærmarmelade med et hæklet låg -jeg lavede blåbærmarmelade den anden dag og hun er vild med limegrøn, og jeg fandt lige en lille rest bomuldsgarn og et satinbånd, der passede i farven - så langt så godt- men for pokker, så skulle vi jo afsted og så glemte jeg at tage et billed :(

Nå men jeg ser, om jeg kan huske at få et billed på lørdag, for da skal vi  til fødselsdag igen, for igår var der ikke så meget fødselsdag over det, for vi var med på skolen og se Laura lave cirkus.

Det var rigtig sjovt at se sådan en flok børnehaveklassebørn optræde. Dygtige lærer de har, og de havde fået hjælp af en fra cirkusmuseet i Rold, så det var helt "proffesionelt" :)

Her har jeg så et problem med billeder fra min telefon - det troede jeg ellers, jeg havde fået til at virke - men nej, det gør det ikke - det er det her med teknik :(

Når vi så er ved det tekniske, så har jeg et problem med, at jeg ikke får alle kommentarer til mine indlæg ind på min mail, lige som at hvis jeg har bedt om opfølgning på andres indlæg, hvor jeg har kommenteret, så får jeg dem heller ikke - jeg fatter det ikke, for jeg kan ikke se, der er noget galt, og der er da også nogen, der kommer!!!







onsdag den 30. januar 2013

Hvad mon gemmer sig?

Igår vil jeg lige lægge noget på plads i skabet, hvor jeg har duge mm..

Mon ikke de fleste kender det der med at beskrive noget som mm. uden helt at vide, hvad det dækker over.

Pladsen var ved at blive lidt trang på hylderne, så jeg måtte lige omrokkere lidt, men det endte med, at jeg hev en masse ud - alt det der, der gik under betegnelsen mm.

Det var div. dækkeservietter, bakkeservietter, lyseduge o.lign, som jeg har samlet til mig gennem mere end 30 år.
Nogen er der to af, andre 3, nogen har min farmor lavet, andre har været gave. Der er også et par stykker, der er hjembragt fra Provence - men bedst af alt, så fandt jeg også ting, jeg helt havde glemt, at jeg ejer - f.eks. sådan en fin juleløber, som jeg har haft med hjem fra Madeira og så den bakkeserviet, som ses i forgrunden. -
Hold nu op, hvor den har holdt sig godt - den har min farmor broderet for mere end 30 år siden.
Den passer i mål til en fin træbakke, som jeg også stadig har, bakken hang på væggen i bakkebånd, som min  farmor også havde broderet, de lå også i skabet, men de kan ikke mere - men at smide dem ud, det har jeg ikke kunne få mig til :)
Nu ligger det hele på spisebordet og jeg går om det, som "katten om den varme grød" - noget skal altså kasserers!!!

tirsdag den 29. januar 2013

Mig og teknik arghhhhh

Nu udstiller jeg lige al min uvidenhed :

Altså det her med en computer, det kan jeg sådan da finde ud af, så længe det altså gælder om at skrive på den - men så snart det kommer til at handle om det tekniske, der ligger bag computerens kunnen, så står jeg af.

Det er nøjagtig som med min bil, den kan jeg også køre, og den skal bare kan starte hver gang, for jeg aner ikke en dyt om, hvordan en motor fungere, eller hvad jeg skal stille op, hvis ikke den vil køre.

Lige som det her med at fyre - ja, jeg kan da godt smide nogle pinde ind i fyret sammen med et par aviser og få ild i skidtet, men hvordan det omdannes til varme i  huset, det må ingen spørge mig om.

Nu er det så mere end en måned siden, der var juleaften, og jeg fik en ny mobil - ikke en Iphone, men en windows phone - og det er rigtig fint for mig -  jeg har ingen forstand på nogen af delene :)
Jeg har fundet ud af at ringe og sms, jeg kan også tage billeder og komme på facebook og jeg fandt ud af at kigge ind på min blog - jeg er også begyndt at bruge kalenderen derpå -
Men først i dag har jeg taget mig tid til at koble den til computeren og få den opdateret og dermed fundet ud af, hvordan jeg får billederne, jeg tager med telefonen, over på computeren.
Det gik vældig fint, men så vil jeg flytte dem fra en mappe til en anden og vupti, så forsvandt nogen af billederne - jeg gad nok vide hvorhen!!
De er stadig på telefonen, men nu kan jeg altså ikke få dem over på computeren -
HOLD DA NU OP, HVOR ER JEG EN TUMPE TIL DEN SLAGS :(

Nå men der kom da et billede af Nana og Emil over, Som jeg tog igår, hvor jeg havde en hyggedag med dem og Majbrit.

"Her skulle billederne så have været"
Og teksten skulle have været fortsat under dem, men jeg kan ikke få markøren til at hoppe derned, den vil så bare fortsætte med at lave billedtekst under billedet af Nana -

 TEKNISK SNILDE, DET HAR JEG ALTSÅ IKKE !!!

Nana har fundet ud af,
at hvis man kommer penge i,
så kan de noget, de her figurer


Emil sidder så fint helt alene nu  7½ md gammel

lørdag den 26. januar 2013

Åh ja, jeg kan nemt blive fristet....

I går trængte jeg lige til at komme hjemmefra  - jeg havde faktisk ikke været udenfor matriklen siden mandag, for det har jo sine fordele at være hjemmegående, så som at man ikke behøver køre ud i dårligt vejr:)
Jeg besluttede mig for at køre en tur i Bilka, for jeg skulle alligevel handle ind til i dag, hvor vi skal have et par venner til aftensmad. Ikke fordi jeg synes, der er den store besparelse ved at køre i Bilka, mest for lige at komme ud og se noget andet.
Når nu jeg alligevel kom forbi Stof &Stil, ja så kunne jeg da lige kigge, om de havde noget orange bomuldsgarn - men uha det er farligt at komme derind, der kan jeg godt  nok fristes over måde
De havde orange garn, men når nu man kan spare lidt ved at købe 10 nøgler, så gjorde jeg da det - og så var det jo lige, at jeg fik mig bevæget op mellem stofhylderne og så noget turkis babyfløjl - åhh ja, det kunne lige passe til vesten, jeg er igang med til Emil, men jeg kunne nu godt have tænkt mig den blå farve, der er i vesten, det havde de ikke i babyfløjl, men det havde de i velour - ja, begge dele måtte det da med hjem :)

Så nu er det bare med at få gang i både strikkepinde og symaskine :)

Det bliver nu ikke lige i dag - der skal der gang i køkkenet - butternutsquash suppe, citronmarineret kyllingebryst med ovnbagte rodfrugter og svesketrifli skal vi ha'.
Jeg springer bagningen over, jeg har købt et ciabatta brød til suppen og småkager til kaffen, for der skal også lige være tid til at komme rundt med den støvklud, som jeg har truet med i en hel uge nu, så det ER nødvendigt i dag.

Igår forsøgte gemalen og jeg at tage et billede af 3 rådyr, der kom forbi på marken - vi vil lige vise svigersønnen, at der altså kommer dyr forbi. Han har nogle fodertønder til at stå nede på vores mark, men han har ikke været dernede længe, så der var nok ikke mad til dyrene.
De kunne overhovedet ikke ses på kameraets skærm, men da jeg lagde dem ind på computeren, kunne de ses - det er de to mørke prikke ude på marken :)
I sådan et øjeblik kunne jeg godt ønske mig et betydelig bedre kamera, for det er et smukt syn.

onsdag den 23. januar 2013

Hvis jeg var en bil.......

sådan kom jeg til at tænke forleden og det blev til følgende:

Fra ny en lille, god og stabil rød bil, der ikke krævede så meget, hverken brændstof eller vedligeholdelse.

Men med tiden blev forbrændingen ringere, ejeren mere ligeglad og der blev stadig fyldt lige meget brændstof på tanken, der altså ikke er så stor.
Der kom smørolie og sprinklervæske på i større mængder, end den lille bil havde behov - så til sidst løb både brændstof, smørolie og spinklervæske over og satte sig  rundt om på hele karosseriet.

Ind imellem blev det så meget, at der måtte småreparationer til, ejeren blev mindet om, at den lille bil skulle passes og plejes, hvis den skulle holde rigtig længe.
Det blev den lille røde bil så en tid.

Den blev så god som ny, kom til at køre mere på vejen, ja en hel del på motorvej og alt for hårdt, så den stod af og måtte have en hoved-reparation.

Den blev køreklar igen, men ejeren havde ikke taget højde for bumpene, der var kommet på vejene, så snart den måtte i pit-stop for at lades op.

Nu var ejeren blevet mere opmærksom og passede godt på den lille bil, der blev ikke fyldt for meget brændstof på, og en del af det overflødige smøreolie og sprinklervæske blev poleret af.

Den gik så godt, men bum, så fik den et gok og måtte igen på værksted for at få det godt.
Det var dyrt, ejeren ærgrede sig og mistede noget af sit mod.

Det var som om, der nu var en tid, hvor der var mange huller i vejen, og andre biler ofte kom for tæt, den fik mange skrammer og buler - det blev uoverskueligt, den lille bil blev rigtig træt og en dag, den med et ordentlig skub blev sendt ned i et hul så dyb.

Den blev kørt i garage og der stod den i ret lang tid, den røde farve blegnede før end ejeren kom i tanke om, at med lidt kærlig pleje kunne den måske køre lidt igen.

Først fik den en hovedreparation, som fik motoren til at fungere igen, så begyndte ejeren at vise interesse, kørte forsigtig en lille tur og blev opmærksom på, at hvis visse ting er i orden, så  kan den halvgamle bil stadig klare sig godt -  ja selv på motorvej.

Nu er ejeren faktisk blevet glad for sin lille bil, den overfyldes ikke, brændstoffet tilpasses forbrændingen, og der findes tid til at tørre overflødig smørolie og sprinklervæske væk igen.

Mange års forfald, det tager tid at rette op, men med kærlig og tålmodig pleje, så står der forhåbentlig en skønne dag en gammel bil så flot.
Farven er nok ikke helt så skarp,og den  køre ikke så stærkt, men den kører godt og kan holde mange år igen, hvis ejeren altså husker at passe og pleje den.

mandag den 21. januar 2013

Lidt kreativitet i en kold håndbold-tid

Så er vi igang med en ny uge - solen skinner, himlen er blå og der er hundekoldt.

Vi har Laura's kanin i pleje, så den ikke kommer til at fryse ihjel i det her vejr - den er installeret i "orangeriet" sammen med div. planter, så vi håber, at vi kan holde plus-grader derinde :)

Gemalen går stadig hjemme, men der er bedring i ryggen og han fyrer selv igen, men der ud over foretager han sig ikke meget. Det passer ham ikke rigtig at skal forholde sig i ro, han bliver rastløs, men det har da medført at han ser håndbold i TV, det har han aldrig brugt sin tid på før :)

Og hvad laver jeg så - så lidt som muligt ;) Nej, sådan er det ikke helt, selv om jeg ikke synes, det bliver til meget - jeg ser også håndbold og de gør det godt de danske mænd - og imens har jeg strikket en karklud eller to - ja hele 3 er det blevet til her efter jul.
Det er bomuldsgarn, som jeg havde til at ligge, og jeg har det sådan nu, at jeg finder de hjemmestrikkede karklude først, så stakken skal vedligeholdes eller rettere gerne udvides.

ØV, jeg har knækket en af mine knitpro strikkepinde - rigtig ærgerligt, men sådan kan det gå, hvis man ikke passer på dem, når man har dem med i en taske.

Jeg har også hæklet lidt af Karen Klarbæks minikugler til min troldegren

Igår fandt jeg noget uldgarn i blå og turkis, så jeg har slået masker op til en vest til Emil. Så får jeg nok tiden til at gå, til jeg får afklaret med mig selv, hvilken farve, jeg vil hækle et sjal til mig selv i, og kommer ud og får købt garn.
Lige nu går jeg også i nogle overvejelser om at få købt noget orange bomuldsgarn. Det er fordi jeg har et orange stykke stof til badeforhæng til at ligge, det er fra min mormors gemmer, hun havde købt det til sit badeværelse, men nåede ikke at få det op, før hun pludselig kom på plejhjem for snart 2 år siden.
Orange er jo ikke lige just modefarve, men jeg synes det er en dejlig farve, både varm og med knald på. Det vil lyse op i vores hvide badeværelse - og så tænker jeg, at hvis jeg strikker/hækler nogle små håndklæder og strikker en stak vaskeklude i orange og måske gult, så kan det blive fint.

I aften skal jeg i "nørkleklub" - det kalder jeg det, fordi vi hver især laver det, vi gerne vil, men der er flere, der laver patchwork og hold nu op nogle fine ting de laver. Jeg har aldrig selv lavet håndsyet patchwork, men kan godt blive fristet til at prøve.