Hjemmegående eller karriere

En ven på FB, har delt dette link
http://www.b.dk/kronikker/naar-speltmel-bages

En klumme som handler om et af de store valg her i livet - valget mellem karriere og moderskabet (at være hjemmegående).
Jeg synes, det er en klumme, der giver grund til eftertanke.

Da mine børn var små, valgte jeg at blive dagplejer, fordi jeg så kunne kombinere det at være hjemme og samtidig have et job, men selvfølgelig også fordi jeg gerne vil passe børn.
På et tidspunkt var jeg igen udearbejdende, men kun et år, så fandt vi ud af, at det var for hårdt for hele vores familie, og der rent økonomisk slet ikke var den store fortjeneste på det - så blev jeg hjemmegående - men kun for en kort tid, for så begyndte jeg som dagplejer igen, for jeg var faktisk glad for at arbejde med børn.
Senere, da børnene var kommet i skole blev jeg igen udearbejdende, men kun på deltid. Først da mine børn var konfirmeret begyndte jeg at arbejde i fagforeningen, hvor jeg arbejdede i rigtig rigtig mange timer om ugen og var meget væk hjemmefra på kurser og konferencer.
Jeg synes, at mine børn på det tidspunkt var gamle nok til, at jeg kunne tage det job og prioritere en karriere for mig selv, de havde jo også deres far, som oftest var hjemme, når  de kom hjem og som tog mere end sin del af slidet herhjemme i de år.
For en tid siden skulle min nu voksne søn udfylde nogle papirer, hvor han bl.a. skulle skrive om godt og skidt i sin barndom og jeg blev overrasket over, at det, som han kunne finde som værende "træls" var, da jeg begyndte at arbejde i fagforeningen. Han var 15 år, da jeg startede og jeg synes ikke, han havde så stor behov for at jeg var hjemme, han var jo ikke selv så meget hjemme, havde fritidsjob og fritidsinteresser, der skulle passes - men han har alligevel haft et behov for, at jeg havde været mere hjemme og måske haft mere energi, når jeg så var hjemme.

Jeg er ikke af den holdning, at mødre for enhver pris skal være hjemme hos deres børn i dag. Jeg synes, den enkelte familie skal gøre op, hvad der er bedst for dem, men desværre synes jeg ikke altid, de har det økonomiske valg, som den kvinde, der har skrevet ovenstående klumme havde.

Hvis det "kun" var karrieren, mødrene skulle tænke på, var det måske ikke så svært et valg, men vi lever i et samfund, som har indrettet sig på, at det er normen med to fultidsarbejdende forældrer. Der skal være en rimelig bolig, gerne fuldendt fra den dag, de unge mennesker flytter ind, der skal være bil, måske to, der skal være råd til ferie og oplevelser, moderigtig tøj, mobiltelefoner, computerer osv..
Det er jo også dejligt at have alle disse ting, og heldigvis er der rigtig mange, der trives med fuldtidsjob til begge forældre.
Men jeg kan også godt forstå, at der er mange som i dag får stress og deressioner, fordi de gerne vil leve op til alle disse normer, som altså også inbefatter det at være den fuldendte forældre, som iøvrigt også helst lige skal ligne en veltrænet million!

Tænk engang, lige nu snakkes der om, at man skal arbejde mere, at det kan være nødvendigt at "nedlægge" en helligdag eller inddrage feriefridage - alt imens der er masser af børnefamilier, der har brug for mere tid derhjemme og der er masser af arbejdsløse mennesker i vores samfund.

Nå nu er jeg på vej ud af et helt andet spor, det skal jeg ikke i dag :-)