Søg i denne blog

lørdag den 8. november 2014

Fødselsdage - hæklet ugle-bogmærke og lidt julepynt

Lige nu er vi igang med et par fødselsdage - ældste barnebarnet, Laura blev 8 år i torsdags - det er slet ikke til at forstå, tiden den flyver jo afsted :)
Der skulle være lidt fødselsdag for hende på dagen, så der fik jeg lov at være med - hun fik sin gave, Rasmus Seebach sengetøj og håndklæde og så en sofapude med Lego Friends figurer på - jeg synes, det var sådan en sjov sammensætning af stor/lille pige, men sådan er det at være 8 år - der sker en masse :)
Et kort til gaven skulle hun også have og jeg havde fået den ide, at jeg vil hækle et ugle-bogmærke til hende, så det blev kombineret
Det er lavet ud af fri fantasi,
blev syet fast på karton
 med et par sting i hjørnerne,
 og så blev der skrevet en hilsen
Hvis nogen er interesseret i opskriften, skriver jeg den snart ned og lægger under fanen "hæklerier"

I torsdag kunne min svigermor også haft fødselsdag, i dag har min yngste søster fødselsdag og det kunne min svigerfar også have haft - nu har vi nok at gøre med at passe de to fødselsdage, der skal fejres - min søster flyttede sin til igår, for vi kunne være med, for Laura skal fejres i stor stil i dag, her i vores gildesal.

Vi havde en hyggelig aften hos min søster igår, dejlig mad fik vi og der blev hygget - niecen vil lære at strikke, så min mor måtte agere lærer. Min mor synes ikke, hun er god til at lære fra sig, men Pernille fik nu lært at slå masker op på mormor's måde - så helt tovlig er ingen af dem til det :)
Min mor er rigtig god til at strikke og derfor har det ikke været nødvendigt, at vi andre gjorde så meget i det - nu er min mellemste søster begyndt at strikke og kan altså også godt - så nu må vi se, om Pernille bliver den i næste generation, der skal tage tråden op :)

Hvor svært kan det være,
tænker man :)
Igang det kom hun :)

Og vi har fået lys i haven inden Mortensaften
Børnene synes det er fint
kigger både morgen aften,
om nu det er tændt 
Og jeg viser altså ikke endnu, at gemalen faktisk også har sat en kæde med nisser op i et vindue - det er efter min mening for tidligt, men børnene, de synes det er fint.

Ja, der begynder så småt at gå jul i den - jeg er begyndt at hækle julepynt
Mine første to flettede hjerter
blev til en "blomst"
til svigerdatteren
og min første tromme
blev "kortet"
til min søster
Der er så mange søde juleting, man kan hækle, og jeg har så mange andre projekter, jeg også gerne vil have gang i - så det er lige med at nå det hele :)

fredag den 31. oktober 2014

Dejligt tilbehør af kartofler og div. grøntsager

I dag skulle det lige pludselig gå hurtigt, da jeg skulle lave mad.
Jeg havde taget kyllingbryst op, men tilbehøret havde jeg ikke tænkt så meget over, så det var bare med at få de små grå igang :)

Jeg havde 5 kartofler,sådan almindelig størrelse, de blev skrællet og skåret i små tern,
der kom en sjat olie på panden -
kartoffelterningerne kom deri og fik lov at stå og småstege,
mens jeg fik kyllingbrysterne sat over og stege på en anden pande.
Så fandt jeg et stort løg, som også blev skåret i tern og smidt ned i panden til kartoflerne
Hov, der lå lige et surt æble på bordet, det blev skrællet og skåret i tern og over i panden med det,
og der var jo også lige den røde peberfrugt, jeg plukkede i drivhuset forleden og en lille grøn peberfrugt, som gemalen kom med, da han tømte drivhuset, de blev begge skåret i tern og kom også på panden.
I køleskabet fandt jeg en stor stængel bladselleri og en lille squash, de blev også lige finparteret og kom over i panden og så stod det lige og små-stegte 5-10 min. - de sidste 5 minutter, fik blandingen selskab af et par spiseskefulde hjemmelavede semidried tomater og en tsk. af den olie, de ligger i blev dryppet over retten til aller sidst - derfor glinser retten :)

Dejligt tilbehør lavet på knap en halv time :) 
Der var rigeligt til 2 personer i retten - jeg vil tro, mængden passer til 3 voksne.

torsdag den 30. oktober 2014

Årets sidste røde tomater

Det her bliver så årets sidste drivhus-høst 
Det er plukket igår d. 29. oktober
I dag er drivhuset tømt for tomat- og peberplanter, selv om det kunne se ud til, at tomaterne gerne vil blive ved en tid endnu 

Så er der lige min chiliplante - den kommer i "orangeriet" 

Jeg kan næsten ikke få mig til at plukke chilierne, men nogen af dem kommer nu i fryseren, så vi forhåbentlig kan få gavn af dem i løbet af vinteren. 

Der er en lille skål grønne tomater tilbage, jeg tror, der kan blive et glas syltede grønne tomater, men nu ser jeg lige, om jeg vil have gang i gryden for den smule.

Efteråret er over os og der bliver mere indendørs tid nu, men det er da utrolig så flot vejr, vi har - selv om der har været grå dage med blæst og regn, så er der jo stadig rimelig varmt udenfor - vi har jordbærplanter der blomstrer og der er også et enkelt grøn bær i, jeg har en fuchsia, der står med fine blomster, og der er morgenfruer, der er blomst i - planterne kan vist ikke helt finde ud af det med det milde efterår. 

Nu er der ikke længe til, at vi skal have lyskæderne sat op og igang med julepyntningen - de senere år har vi sat lyskæder op til Mortensaften, mon ikke også vi får det i år - det er gemalens job :) 
Julepynt iøvrigt kommer tidligst op den sidste weekend i november og helst først i starten af december, men nu er der jo små børn i huset, og det kræver lidt mere juleri.


tirsdag den 28. oktober 2014

Grønkål, citroner, lilla sovs og Kreative dage

Sikke da noget - teknikken har drillet, så jeg har ikke fået skrevet indlæg i mange dage.

Jeg havde ellers taget billeder af mad og forskelligt, men tror da så pokker om jeg kunne få dem overført fra min Iphone.
Jeg har også haft mange problemer med facebook, specielt på min Iphone, men også på computeren - bedst som jeg troede, det var i orden, så var den gal igen og i dag fandt jeg så ud af, at der simpelthen er en del af de kommentarer og likes, jeg har lavet på facebook via min Iphone, der er væk - og det var også det, der skete, når der skulle overføres billeder fra kamerullen til det program, jeg gemmer dem på - den skrev, den sikkerhedskopierede, men billederne forsvandt bare ud i luften - godt de stadig var på kamerarullen - men det er jo lige til at få knopper af den slags :(

Nå men jeg er her stadig :)

Lidt mad-snak 
I skal nu have billedet af vores flotte grønkål
Der er godt nok mange i år
og der har ikke været
larver i dem
Nu om dage kan man jo bruge grønkål til mange ting - i min barndom tror jeg kun de blev brugt til grønkålsuppe og grønlangkål :)
Den dag jeg tog billedet, da fik vi en grønkålsalat med æbler og pinjekerner og en mormordressing.
I mormordressingen kom citronsaften fra en af mine egne citroner - det er faktisk den første citron, jeg har kunne bruge fra mit citrontræ, dem der blev gule sidste år, de var helt tørre.

Farven er fin nu
saften smagte ikke af så meget,
men der var nok af den






















Lige nu er et hit her i huset "lilla sovs" :)

Den lilla sovs opstod en dag, hvor jeg skulle lave noget "vildt sauce" altså noget med ribssaft i og så havde jeg bare ikke noget og ej heller ribsgele, det nærmeste jeg kunne komme var ribena saft, så der kom lige en sjat i, inden der skulle kulør i, og da Nana så det, mente hun bestemt ikke, der skulle kulør i - og vi har nu prøvet "lilla sovs" et par gange - det går fint til en frikadelle eller en kotelet :)


Jeg har også været ude at farte rundt :)
Jeg har været til Kreative dage i Fredericia sammen med min gode veninde Hanne fra Vejle.
Det er vores tradition, at vi mødes der.
Vi var der fredag, kom ved 10.30 tiden og jeg tog hjem igen ca. 16.30.
Hold da nu op, der er mange ting at se og man kan hente rigtig mange gode ideer - jeg kan godt forstå, hvis folk, der bor noget tættere på end jeg gør, vælger at købe billetter til mere end en dag - der var mange sjove workshops igang rundt omkring, og vil man deltage i dem, ja så når man ikke rundt på en dag.
Jeg købte lidt garn - nogen af de faste læsere kan måske huske, at jeg for et par måneder siden viste et sjal, jeg havde hæklet til mig selv, jeg var så glad for det og havde det med til Tyrkiet, hvor det var til stor glæde om aftenen - men det kom ikke med hjem fra Tyrkiet, jeg glemte det på et toilet, og da jeg kom tilbage 20 min. senere, ja så var det væk - jeg håber godt nok at den, der har taget det, bliver glad for det!
Så nu må jeg igang igen, men denne gang bliver det en anden type garn og lidt andre farver.

Som det kan ses, så købte jeg også en hakkenål og en hakkebog for begyndere.
Jeg prøvede tunesisk hækling, som efter sigende skal være det samme som hakning, for et par år siden, da jeg var til Kreative dage - jeg synes, det var sjovt, men kom aldrig igang med det, men der var en del om det i Maries ideer nr. 3, som satte gang i lysten igen - så nu skal det altså prøves - ja når nu, der altså bliver tid, for der er så meget andet, jeg også gerne vil lave lige nu :)

Lige nu hækler jeg stadig elefanter, det har jeg efterhånden gjort et stykke tid, men jeg skal også lave to - og der er jo ikke længe til jul, så skal der laves lidt julepynt, så er det jo også tiden - og ejg har jo lidt garn fra Tyrkiet, som jeg gerne vil have gang i  - det er ikke ideer, der mangler, det er vist tid eller prioriteringen af tid, der skal til :)



lørdag den 18. oktober 2014

Bodrum by - sidste indlæg om ferien

Så har vi været hjemme fra Tyrkiet i en uge, hvor der har været efterårsferie og der har været dage med børnebørnene.
Laura har været her og overnattet - Emil og Nana har været hjemme torsdag og fredag - det har været hyggeligt.
Men nu er det vist blevet tid til at skrive det sidste indlæg fra vores ferie.

Vi boede jo på Bodrum halvøen, og der er Bodrum, den største by.
Vi var på en guidet bytur derinde søndag formiddag - det er ikke fordi, der er mange monumeneter eller gamle bygninger at vise frem af, men vi så nogle gamle møller - de var som sådan ikke noget særligt, for som guiden sagde, så bliver kun en af dem vedligeholdt.
På stedet stod en dame med en lille biks, hvorfra hun solgte saft af granatæbler - hold da nu op, det var surt :)
Jeg har ingen billed af granatæble-biksen, men et af et granatæbletræ
Det er utroligt, at træet kan bære alle
disse store frugter,
som var overmodne og revnede
Og så var der en mand med 3 kameler, men vi måtte ikke tage billeder af dem - tror nok, han mente, han kunne tjene penge på at lade os tage et billed!
Noget andet, som vi undrede os over, når nu det var et af de få steder, der var noget at trække turister til - man brugte simpelthen området der omkring til affald - ikke noget kønt syn - men når man så bort fra det, ja så var der en rigtig flot udsigt ud over bugten

Vi så også det, der er tilbage af en gammel bymur
Og så så vi Bodrum amfiteater
Der er også en gammel borg/slot i byen - St. Petersborg hedder det, men det var vi ikke omkring.

De har altså lidt at byde på, men de gør ikke noget, for at gøre det attraktivt - man har f.eks lagt hovedvejen/motorvejen lige klods op af Amfiteatret, så man kan have svært ved at høre noget derinde for trafikken.
Turen indholdt også et besøg i et guldcenter og et lædercenter - det siges at disse ting er billige i Tyrkiet, og det er de nok også, men det var vist de finere steder, vi var kommet, for selv om det var billigt, var det ikke lige til min pengepung :)

Vi tog selv turen med dolmus ind til Bodrum om tirsdagen - for der vidste svigerinden, at der var et marked derinde.
Jeg skal da lige love for, at der var marked inde i en hal lige op af busstationen - der var alt muligt derinde - så meget, at det var helt uoverskueligt for mig og der var godt nok også mange mennesker og der var varmt - så hu ha, jeg skulle bare ud igen og fik ikke handlet noget som helst derinde.
Det gjorde nogen af de andre til gengæld og de fik fine ting til billige penge.
Vi gik videre ned i selve byen og så fik vi handlet, det var faktisk lige så billigt som på markedet - når altså jeg havde den koldblodige svigerinde med :)
Vi købte cowboybukser til Laura og joggingtøj til Nana og Emil og det passede ret godt.

Svigerinden fik os ledt en skøn skøn vej tilbage til busstationen - her så vi nogle hyggelige kroge af byen

De kan jo godt dernede
Et fint kloakdæksel med byvåben

Små idylliske  gyder

En kaktus, der fik lov at gro
helt ind i himmelen 

Og huse og fortove var pyntet med disse blå øjne

Vi havde en dejlig uge med et rigtig fint vejr - der var sol og 25 - 30 gr hver dag - det var kun skønt, når der ind imellem kom et sus i palmerne.

Palmer har de mange af og i hotellets have var der flotte bananplanter

En dejlig morgenhimmel
på vej til morgenmad
Den røde ting,
der hænger under bananklaserne
den er bare dekorativ






















Med disse billeder, vil jeg slutte beretningen om vores hyggelige ferie i Tyrkiet.

Nu banker hverdagen på igen og det er vist meget godt, man kan jo ikke holde ferie hele tiden - så vil det jo ende med at blive en hverdagsting og hvad skal man så gå og glæde sig til :D 

mandag den 13. oktober 2014

At tranportere sig og handle i Tyrkiet .....

Offentlig tranport i Tyrkiet er vist et kapitel for sig selv - men det vi skulle bruge, det fungerede :)

De har mini busser, der kører mange gange i timen - Dolmus kaldes de.
Kvaliteten af deres busser, den kan være så som så - men nogen af dem er også fine og med aircondition i :)  Ærgerligt, at jeg ikke fik et billed af en af dem.

Vi stod bare ud til vejen uden for hotellet, og så ventede vi - nogen gange længere end andre, for de har ikke nogen tidsplan - alle dem, der kan proppes ind, ja de bliver det, så det er godt at komme på først i forløbet, så man kan få en siddeplads.
Vi oplevede også en anden kultur i bussen, end vi er vant til - sad der yngre/unge mænd og der kom en ældre dame ind, så rejste de sig fluks og tilbød dem pladsen - ikke nok med det, de sørgede også for at få damens betaling ned til chaufføren - det skete nu også, hvis der kom en mand ind, og der var så mange med, at han ikke kunne komme hen til chaufføren, for så sendte han da bare pengene gennem bussen og fik evt. byttepenge tilbage på samme vis :)

Nå men den første dag skulle vi til marked i Turgutreis, for det er der hver lørdag -  men goddaw min lue - ja, vi undres over, at der ikke var ret mange mennesker at se nogen steder, og da vi kom ind til busstationen, hvor markedet skulle være lige ved siden af, ja så var der ikke noget marked at se - guiden havde lige som ikke orienteret sig om, at der var "offer-fest" i Tyrkiet og derfor var der ingen marked og mange butikker var lukket!
Nå men nu var vi kommet til byen, så vi gik ud for at kigge på den.

Vi kom først ned til havnen - hvor der lå rigtig mange træskibe ved kajen - ja, de var altså heller ikke ude med turister, når der var "offer-fest"
Jeg kunne virklig godt tænke mig at komme ud med sådan et skib, men det sker aldrig - for godt nok kan jeg godt li' at bade, men jeg kan altså ikke li' at sejle - jeg kan blive søsyg i blikstille vejr :(

Så gik vi op til byen, hvor der var restauranter og butikker der havde åben, men langt fra alle.
"Offer-fest" eller ej, så vil dem, der havde åben, handle - så nu skulle vi lige lære den teknik.

Vi kom til en barber, som havde åben og svogeren skulle altså lige barberes - og det blev han, og også den anden svoger - vi andre fik os en gevaldig sjov oplevelse.

Barberen havde langt uplejet hår og rådne tænder, men underholdende var han.
Han bænkede os "tilskuere" uden for butikken (hele facaden var åben), hentede raki til os hos naboen og kom med et par ekstra stole  - og så gik han igang.
Først klippede han svogeren, selv om han slet ikke skulle klippes, så fik han brændt hår i ørerne og klippet øjenbryn, og så blev han barberet og så fik han lige en ansigtsmaske og alt mens han skulle sidde med den maske, ja så fik barberen den anden svoger op i en stol og så fik han samme tur :D
Hold da nu op, det tog sin tid, men vi morede os gevaldigt og der var da lige en biks på den anden side af gaden, der havde åben og den kunne vi da gå på handlen i ind imellem :)


Jeg faldt for et par dejlige orange håndklæder, men så skulle der jo handles - uha jeg er alt for blødsøden, men to af svigerinderne er kolde som is og kan gøre en god handel, så fat i den ene af dem og så gik vi igang - han startede med 30 tyrkiske penge for et og vi endte i to for 40 tyrkiske penge :)

Jeg fandt en garnbutik lidt oppe af gaden, men der var lukket - så jeg måtte på den et par dage senere og der blev handlet og igen ærgrer jeg mig over, at jeg slet ikke tænkte på, at situationen skulle foreviges. Her var der priser på tingene, så der blev ikke handlet om prisen, men butikken var noget for sig.
Lille bitte var den - der var garn på hylder op af de to sider, en stor disk, som var fyldt med alverdens sytilbehør og dametrusser - det var to ældre mennesker, som ikke forstod et dyt engelsk, så fingrene måtte i brug.
Det garn jeg vil ha' var bag disken, så jeg startede med at pege og "fatter" tog ned - da han så fattede, at jeg altså vil ha' meget og mange forskellige farver - så blev jeg lige vinket over bag disken, så jeg selv kunne ta' - men ak og ve, han havde en skammel, den var lige så høj som en taburet og det kunne mine korte ben og dårlige knæ altså ikke li' - men den klarede svigerinden da lige - så hende ind bag disken og mig ud på den anden side, for vi kunne bestemt ikke være bag disken alle sammen.
Prøv lige at se det for jer - en ældre lille mand stå klemt ind i hjørnet, svigerinden oppe på taburetten og så mig og den anden svigerinde på den anden side af disken - "mutter" så til eller ekspederede dem, der kom ind i butikken - jo jo der blev handlet - første dag 22 nøgler garn - og så fik vi øje på deres knapper - og igen fik jeg lov at ta' selv - 103 knapper købte jeg for ca. 160 danske kroner og garnet, det var 100 gr. nøgler og kostede knap 10 kr pr. nøgle - at jeg så troede, jeg købte bomuld, men kom hjem med microfiber acryl med silkelook - ja sådan kan det jo gå, når man ikke ser sig for.
Da jeg havde kigget mit køb efter hjemme på hotellet, besluttede jeg mig for at tage ind og købe yderligere 9 nøgler garn - men nu var sønnike kommet hjem fra sin "offer-fest-ferie" - der blev snakket flyden engelsk og man blev ikke inviteret bag disken ;)





















Vi synes der er meget beskidt i Tyrkiet, de smider affald alle mulige steder og har mange ting, der ser herrens ud - men helt tilfældig fik jeg øje på denne "holder" - det er stolpen til et trafik-skilt - det er da synd, at den slags bliver usynlig blandt alle deres reklame skilte og rod.









Billedet af buketten fra indlægget igår 
Det er gulerødder, agurker og auberginer
arrangeret i en vandmelon :) 

lørdag den 11. oktober 2014

Så er jeg hjemme igen .......

Jeg har været i Tyrkiet i en uge i dejligt sommervejr og godt selskab med gemalen, hans søstre og svogre - ja, det har da været hyggeligt.

Vi har været på Bodrum halvøen, vi boede nær Turgutreis, området hed Akyarlar og hotellet hed Armonia.

Det var et udmærket hotel, udenoms arealet var rigtig godt, der manglede ikke noget - det ligger helt ned til vandet og vi kunne kigge over til den græske ø Kos

Børne-pølen med Kos i baggrunden

 Den foretrukne pool

Denne lå lige midt i restaurant-området 

I et hjørne for sig selv kunne 
børn,unge og barnligesjæle 
huje og råbe og skrige, 
når de brugte poolen med rutchebanerne
Og så var der jo sandstrand lige ud til Middelhavet, det kunne ikke være stort bedre for dem, der vil på bade-dase-ferie.

Der var mulighed for at spille minigolf og bordtennis, der var legeplads til børnene, der var forskellige aktiviteter i løbet af dagen og underholdning om aftenen.

Det var et ophold med all inclusiv - og der var virkelig alt det, vi kunne spise og drikke hele døgnet.

Her er et lidt af den kolde buffet
 til aftensmaden

Dessertbuffet 

Gemalen får marmelade til morgenmaden

Det her er oste-afdelingen
 yoghurtskålene er lige kommet med

Desværre fik jeg ikke taget flere billeder i restauranten, men der var et hjørne med en stor ovn, hvor der om morgenen blev bagt boller og bagels og der var indrettet et hjørne med toast, som man selv kunne lave - der var en, der lavede spejlæg eller omelet og en anden lavede pandekager og så var der ellers alverdens ting til yoghurten, pålæg, frugt  og - ja, der manglede intet.
Til frokost var der også buffet med både varmt og koldt, grønt, frugt og dessert, pizzastykker, masser af forskellig slags brød, pasta osv.
Til aften var der masser af forskellige kødretter, hver dag kylling, kalkun og fisk og så var der forskelligt andet, der blev bagt pizza, stegt kød eller fisk indendørs og der var en stor grill udendørs - der var den store koldebuffet og dessert buffeten.
Der var kage og is om eftermiddagen og mulighed for at få fastfood i baren hele eftermiddagen, man kunne få midnats suppe og sandwich om natten - drikkevarer både kolde og varme kunne fås døgnet rundt.

Det var sådan et sted, hvor man kunne tage ned og opholde sig hele ugen uden at behøve at hive pengepungen op - hvis altså det var det, man vil.

Vi er nok til lidt mere oplevelses-ferie end bade-dase-ferie, men en kombination, det er nu rigtig godt. Så vi var ude og opleve lidt i området, men det må jeg fortælle om en anden dag.

Hvis man skal pege fingre af noget på stedet, ja så var det rengøringen, jeg aner ikke, hvordan standarden er i Tyrkiet (det var min første gang og måske også sidste), men når man kommer rundt, så kan man godt tænke, at det nok ikke er deres stærke side - vores værelse var nu upåklageligt, men et af de andres værelse fik en hovedrengøring, før det var nogenlunde godt.
Og så var der lige det der med sengen, det var som at ligge på en betonklods - hold da nu op, det var godt at komme hjem til min egen seng igen :)


Det her er blomsterdekorationen på buffeten 
prøv lige at studere den ret nøje
og gæt hvad det er for blomster
Hvis I ikke kan se det, fortæller jeg det i mit næste indlæg :) 

søndag den 28. september 2014

Selvforkælelse = træning, frisør, fodpleje og hækling

Her er stadig godt gang i den - så tiden døjer til tider med at slå til.

Stadig er det ikke fordi der sker det vilde, men hverdagen er fyldt op.

Jeg er begyndt at træne 1 time to dage om ugen hos fysioterapeuten, det hjælper på min mobilitet - ikke fordi jeg endnu kan så meget mere, men jeg kan holde til lidt mere og får ikke så ondt længere - så det er dejligt, selv om det sandelig er hårdt arbejde i de to timer :)

Der har også været prioriteret lidt mere selvforkælelse - nemlig en tur til frisøren, hvilket var stærkt tiltrængt, for hun havde holdt ferie og min korte frisure var lige ved at blive en lang frisure og lidt farve var også en nødvendighed, hvis jeg vil blive ved med at skjule, at jeg altså også har nogle grå hår :)
Og så var der tid til en tur til fodterapeuten, hvilket også var tiltrængt
 - mine fødder bliver nemlig altid så tørre i sommerperioden, hvor jeg ellers går med bare fødder i sandaler, det er nu så skønt at gå derfra med dejlig bløde fødder og så husker jeg igen i en periode at smøre dem hver aften.

Så har jeg hæklet - først en lille rød traktor - sådan en har jeg lavet før, men jeg synes nu også lille Arthur skulle have en til sin 1-års fødselsdag

Det ender vist med, at jeg må lave en mere, for det var lige før, jeg kunne komme op og sloges med Emil, for han mente bestemt, at han skulle have den og det var lige da jeg var ved at sy hjulene på :)

Så har jeg været igang med en mini ugle og en hagesmæk - det var svigerdatteren, der gerne vil have til en dåbsgave

Jeg synes nu uglen blev mere sjov end køn - jeg tror, det er fordi den er så lille, at det var lidt svært at få de (efter min mening) rette dimensioner - men sjovt er det at få lavet sådanne ting.
Uglen er en opskrift, som datteren og jeg købte for længe siden - der er 3 størrelser, men jeg fik mig ikke taget sammen til at gå ombord i den  altså ikke før nu og jeg tror såmænd heller ikke, jeg har været i stand til det før :)

Nu skal jeg igang med et par stribede elefanter - de skal være færdige til jul, og jeg ved jo, at der nok skal dukke andre ting op, jeg gerne vil prøve at lave til jul, så det er bare med at komme igang nu :)

Igår var jeg i bio og se "Kapgang" - og ja, hvad skal jeg synes om den, tja ok film, utrolig flot '70er opsæt - tøjet, frisurene, møblerne, bilerne osv satte mig tilbage til mine egne teenage år.
Der er  nu også noget særligt ved at se en film, hvor instruktøren har trådt sine barnesko i samme kommune som en selv - ja, jeg har faktisk gået i skole med en af hans søstre, da vi gik i "real" - da kom børnene fra omegnsbyerne nemlig ind til vores skole, hvor "overbygningen" var.

I dag er der søndag - jeg tager en total slapper, mens gemalen leger med sit træ ude bagved - vi fik fællet nogle store træer for nogle uger siden og de skal laves til brænde, så de giver varme mere end en gang :)

mandag den 15. september 2014

Hæklede puder, tomater, sykasse og en skøn alpeviol

Hold da op - tiden løber til tider fra mig - kommer lige til at se, at jeg slet ikke har skrevet på min blog i september og nu er vi allerede midt i måneden!

Jamen hvad er det dog, der tager al min tid - tja - det gør livet - jeg lever livet med alt det, som det indebærer - heldigvis masser af godt - ikke fordi der sker noget særligt her for tiden, det er såmænd bare hverdagen og dens gøremål - men at skrive "bare" - det skal man ikke, for det er jo det, der er livet og hverdagen, den skal være go'.

Vores tomater har været sent modne i år, men har givet godt den sidste tid, så der er blevet spist tomater i overflod - som tomatsalat, på pizza og bare på vores madder og så har jeg lavet semidried tomater - et glas af den slags koster vel omkring en 20'er i butikken, måske godt og vel - her får man vist ca. 3 glas til samme pris.
de smager fantastisk
det er nemt
men det tager lang tid i ovnen

Jeg har ryddet op i mit skab med sy-sager - det har jeg skulle gjort siden vi kom hjem fra Østrig, for mit ferie-køb i år var sådan en fin gammeldags sykasse
Jeg købte den hos en trædrejer, der havde en lille butik i sin garage - den var ikke billig, men den er fin - jeg kunne godt have undværet blomsterne på låget, men de kan nu godt passe ind med vores gamle møblement. Det er ganske utroligt, hvad der kan være i sådan en sykasse - jeg har tømt en skuffe og så sådan en gammeldags plastik værktøjskasse, som jeg har slæbt rundt med siden 1980'erne - køn var den ikke, den var blå og orange, så den blev puttet ind i et skab og fyldte godt op der, så der blev jo også lige en plads.
Nu er skuffen fyldt op med bomuldsgarn, som er det, der bruges mest for tiden og pladsen i skabet fik Nana til sine perler. 
Sykassen den får en plads på gulvet henne i et hjørne, hvor den ikke står i vejen - sådan fik vi lige lidt mere plads til rådighed. 

Jeg har hæklet en del den sidste tid - det er vist det, der har taget fokus fra blog-skriveriet og blog-læsning for den sags skyld, ja i det hele taget har jeg ikke siddet så meget ved computeren, som jeg plejer, for det er jo så nemt lige at tjekke sin mail og lidt facebook på mobilen, når man nu lige skal noget andet. 

Jeg har hæklet sofapudebetrækker 2 stk. 
Et rundt betræk - det er bare lavet i stangmasker og taget ud til en cirkel

Et firkantet betræk i zigzag mønster - det voldte mig lidt kvaler, for jeg havde set et i et blad, men det var større end mit skulle være - der stod godt nok, hvilke tal, mønstret var deleligt med, men jeg kunne bare ikke få det til at passe - så jeg fandt en opskrift fra Karen Klarbæk, som jeg tidligere har brugt til vaskeklud og håndklæder og så gik det derudaf 
Farverne i puderne er valgt ud fra en ternet sofapude, jeg syede for nogen tid siden - og jeg synes egentlig, det er lykkes ret godt.

I lørdags var der tøse-komsammen her, Majbrit havde tupperware-demostration - det var jo hyggeligt og man kan hurtig forledes til at bruge nogle penge - hvis altså man er til plastik-bøtter af god kvalitet (og det er jeg) :)

Haven får ikke den store opmærksomhed i år - det handler om, at der skal lægges et ret stort areal fliser - gemalen er begyndt på det, men så kom der lige noget træ-fældning i vejen - når engang vi får at se, hvordan flise-arealet bliver, så skal jeg have lavet et nyt staudebed, for der er blevet alt for mørkt, der hvor det er og et andet bed skal graves op, for at gøre plads til fliserne - men når det så får lov at stå og se træls ud, ja så er det jo skønt, når søsteren kommer med sådan en alpeviol 

Nu står den lige udenfor døren, 
så det smukke syn kan nydes
hver gang vi skal ind og ud

Nu skal jeg til træningen - så ikke mere skriv i dag :)