Søg i denne blog

tirsdag den 17. december 2013

Fødselsdag og nisser

Så har jeg holdt fødselsdag - det var en hyggelig dag, men jeg glemte at tage billeder og det ærgrer mig.

Vi var 23 fordelt over 4 generationer, så der var liv og glade dage i gildesalen :)
Jeg serverede lidt julefrokost - sild med hjemmelavet karrysalat, tunmousse med rejer og dressing, juleskinke, frikadeller, medister, grønlangkål med brunede kartofler, rødkål og rødbeder og sennep ikke at forglemme :)
Og så var der æbleskiver, småkager og slik til kaffen.

Jeg laver altid karrysalat til vores fælles julefrokost, den kan de godt li'  - siger de :)
Så det gør jeg altså også når vi ellers får sild.
Jeg har både en fed, en mellem og en mager udgave - den fede består af cremefraiche 18% og mayonaise, mellem udgaven består af cheacy fraiche og mayoniase og den magre af cheacy fraiche alene - sidstnævnte bliver tynd.

Her er opskriften på den fede udgave - der er rigeligt til 22 personer :
3/4 l cremefraiche 18%
1 pose ægte mayonaise
1 god tsk karry (lad det stå lidt og smag til, for det bliver gerne lidt stærkere i smagen)
1 tsk sukker og lidt salt
her i røres:
5-6 hårkogte hakkede æg
2-3 dl hakket kogte nudler
3-4 finthakket æbler (jeg bruger cox orange eller ingrid marie)
4 store syltede agurker skåret i små tern

Der kan evt. smages til med lidt hvidvins balsamico eller væde fra de syltede agurker.

Det var en givtig dag - jeg fik dejlige gaver,
 som jeg havde ønsket mig
udover det viste, fik jeg 3 bøger, 
et billed og et Georg Jensen juleophæng.

Ingen er vist i tvivl om, at jeg er ret glad for Trip Trap nisserne

I år er de rimelig samlet, for Emils små fingre skal ikke så gerne kan nå dem.
Nana får lov at stå på en stol og vil gerne flytte rundt på dem, hun synes, at nissen Nana skal sove ved slaskenissen i sovseskålen, det synes jeg ikke, den skal ligge på tallerkenrækken, så den blvier flyttet frem og tilbage :)

Fødselsdags bordet var lidt julepyntet - 
jeg har stadig blomsterne
de stod med en enkelt i hver vase,
men er nu blevet samlet i en vase
Jeg er mest til røde amaryllis, men jeg synes de her var fine til mit bord. Der var røde duge på, hvide bloklys, disse stribede blomster og så havde jeg nogle bismarks bolsjer, som jeg satte i små glasskåle rundt omkring. 

Det er en travl tid, der bliver ikke så meget tid tilovers til at blogge i, men engang imellem skal det altså nåes, for jeg vil gerne blogge - jeg vil gerne læse med rundt omkring og hente gode ideer - og vil derfor også gerne selv yde lidt - det er jo en form for terapi for mig, som er med til at holde mig igang og opdatere mig på, hvad der sker rundt omkring, nu hvor jeg ikke kommer hjemmefra hver dag mere og det holder mig også fast i, at jeg altså får lavet noget ind imellem.

Jeg synes, det er prisværdigt, hvad unge mødre kan nå - fuldtidsarbejde, små børn, at være kreativ på forskellig vis og oven i blogge om det - hold da nu op, det er godt klaret.
Når jeg tænker tilbage, ja så var det også sådan for mig, dengang bloggede man ikke, og jeg var heller ikke fuldtids udearbejdende - det blev jeg først da mine børn var konfirmations alderen - så helt lige sådan var det altså ikke for mig. Jeg synes, jeg nåede meget dengang, men jeg synes godt nok de unge mødre nu om dage når rigtig meget. 

Lige nu prøver jeg at nå så meget som muligt inden jul uden at få stress -
 igår så jeg et opslag på facebook, det synes jeg var godt - 
der stod

HVIS PLAN A IKKE VIRKER
SÅ HAR ALFABETET 
28 ANDRE BOGSTAVER
Ingen stress

Jeg har altid en plan - det er yderst sjældent den slår til, og så må jeg lynhurtig gribe til en ny.
Det vil jeg også gøre nu lige - for nu gik der for meget tid her ved computeren :)
Hvor langt i alfabetet jeg er nået ved jeg ikke præcis, et gæt er sådan ca. midt i ;)

fredag den 13. december 2013

Krøller eller ej - jule/fødselsdagshandel, aftale om genopstart af arbejde for gemalen og pebernøddebagning

Det blev heller ikke i dag, der blev julepyntet udendørs her - det blev en halv travl dag i Bilka.

Gemalen er i bedring, hans hjerteflimmer er væk, pumpefunktionen er i orden, men blodtrykket er højt og hjertescanningen indikerer, at der kan være en kranspulsåre forsnævring, men det kan også være, at det "bare" er det høje blodtryk, der giver dette udslag - men han skal have sådan en kranspulsåre undersøgelse, inden der gives grønt lys for at han kan arbejde med tunge løft o.lign..
Så i dag har han været på sit arbejde sammen med en fastholdelses konsulent fra kommunen, og det er aftalt, at han skal starte op med 3 x 3 timer efter nytår, ikke med det arbejde han plejer, men i en form for praktik i virksomheden. 

Alt mens han var til denne samtale, gik jeg rundt i Bilka og samlede varer sammen, mest til fødselsdagsfesten på søndag, som nu næsten bliver en julefrokost.
Det var slet ikke nogen dårlig ide - det er ikke så tit, jeg giver mig tid til at kigge på stort andet end det, der står på min indkøbsseddel, men det havde jeg tid til i dag, for jeg kunne jo ikke komme hjem, førend jeg blev hentet igen, så der blev også handelt lidt julesager :)

I går havde den lille Emil hovedet fyldt med krøller


I dag da han kom hjem, ja da var de væk - han havde været ved frisøren og er blevet drenge-klippet  - en rigtig dreng vil hans onkel Peter sige :)


Nu er den lille dreng og hans morfar færdig med at læse om dyr, drengen er lagt i seng, morfar gået omkuld i sofaen, storsøster Nana bager pebernødder med sin mor efter opskrift fra Lagkagehuset.



Og jeg har lige lidt tid til at sidde her :)
Der er gang i den her  - det er anderledes med små børn i huset igen, der er selvfølgelig mere at se til, men det er også hyggeligt og vi er 3 voksne om det, det har også sine fordele :)

torsdag den 12. december 2013

Hvem er det, der har fødselsdag i dag :)

Jeg ved da ikke lige, hvad det er der sker - ingen indlæg på bloggen i en uge - det er altså uorden.

Travlhed handler det om - jeg kan næsten ikke huske, hvad det er, jeg har brugt tiden på, men gået det er den, næsten med alt mulig andet end det, den skulle have gået med - men vi har da langt om længe fået pyntet til jul i stuen og hist og pist, helt færdig er vi ikke, men i dag tillader jeg mig at tage en slapper, for det er nemlig mig, der har fødselsdag :D

Jeg kan tillade mig at tage en slapper, fordi min dejlige mor heldigvis stadig kan give en hånd med, og hun kom igår og hjalp med at muge ud - ja, der trængte, og hun har jo gennem hele min barndom sørget for, at der var julerent osv. til d. 12. - sådan synes hun stadig det bør være og det ser jeg da også helst selv, men derfor går det jo ikke altid sådan :/

I dag har datteren og børnene taget fri og jeg blev fejret fra morgenstunden af.

Datteren er morgenmenneske ligesom sin far - så hun  havde bagt franskbrød og en syndig kanelsnegl

Dette er resterne fra formiddagskaffen

Det helt store komsammen venter vi med til søndag - hvor vi bliver 23 - så der skal dækkes op i gildesalen.

Nana kigger meget på mormor's nisser og der bliver flyttet lidt rundt på dem. Emil er ikke så interesseret endnu, meen jeg har da flyttet lidt rundt i år, så de mindst sårbare nisser er dem, der står i børnehøjde.

I morgen skal der vist pyntes op udenfor - det har jeg taget tilløb til mange gange i de sidste par uger, men så har jeg manglet noget og så er der kommet et eller andet i vejen, og ja så stormede det og det var godt, jeg ikke havde fået noget gjort endnu - ikke fordi vi var særlig slemt ramt af stormen her. 

Sådan har det været med så meget - jeg har tænkt mig at gøre det, men er blevet forstyrret eller kommet til noget andet - julen i år, bliver vist en af dem, hvor jeg siger "vi nåede det, vi kunne og der blev jul alligevel" - hovedsagen må være, at der er mad og gaver og et juletræ med pynt :)

Nu vil jeg gå ud og sætte flæskestegen i ovnen, så kan den stå og hygge sig der, mens jeg skræller kartofler og laver rødkål dertil :)



torsdag den 5. december 2013

Sommermad i december og så sagde det dryp dryp dryp og vi sagde øv-øv-øv

Det går bare så godt her - vi har hele tiden noget at lave!!

Nu synes vi lige, der var ved at være styr på det hele.
Gemalen og jeg har været i Ikea - to gange - vi har fået vasketøjskurve, der passer lige der, hvor der er plads til dem og vi har fået ny håndklædeholder, som vi alle 5 kan have vores håndklæder på og vi har investeret i et nyt klædeskab, så der kan blive mere plads til datterens sager - alt sammen uden vi endte i en skilsmisse, så det var bare så godt  - nu kunne vi gøre klar til julen :)

Nå ja Frida synes da lige, at vi skulle have lidt ekstra arbejde, så hun løb med ledningen til lysnettet, der pyntede så fint ude i haven, og hun havde hevet så godt og grundigt i det, at det ikke kunne repareres, så vil vi have lys i haven, så må vi ud og investere i et nyt net :(
Vi har heldigvis stadig en kæde langs hegnet :)

I aftes fik vi brugt noget røget laks, som skulle spises, hvis ikke det skulle blive for gammelt - det vil jo være synd og skam, når nu jeg havde købt det til billige penge og det var af rigtig god kvalitet, så vi spiste sommermad her i december måned - det virkede lidt forkert, men smagte rigtig godt :)

Pandekager med røget laks og philadelphia frisk ost med urter
en grøn kartoffelsalat og en blandet salat 
og så lige en gang rejer.
Der var noget til både store og små :)
Salaten serveres, så man selv kan bestemme, hvad af det man vil ha' og rejerne var ved siden af, for dem elsker Nana, og Emil fik også smag for dem.

Der var hygge og sengetid for små børn, og en stille time for voksne, så drog datteren afsted til arbejde, og det blev tiden, hvor vi skulle til at finde vores senge.
Gemalen kom ud i gangen, og der var noget, der sagde dryp, dryp, dryp - ja der regnede da godt nok udenfor, men det her var inde i gangen, lige der hvor rørene til varmtvandsbeholderen løber oppe i skunken,  ja der piplede vandet ned gennem loftet  :(

Fluks vi måtte have Nana's badekar i brug

og vi tillod os at ringe til smeden kl. sovetid i aftes, 
så vi var sikker på, at han kunne komme her til morgen.

Så nu arbejdes der
gemalen fylder mindst, så han må ind i skunken

Synderen er fundet 
så der skiftes rør.

Vi kan bare glæde os over, at vi ikke havde tid til at få malet loftet nede i gangen, da vi fik malet på 1. sal.


tirsdag den 3. december 2013

Julemand, julesang, spaghetti-gudstjeneste, juleklip og en engel

Så smuttede der lige en weekend - ja, d. 1. søndag i advent var der jo :)

Lørdag aften var vi til fødselsdag hos svogeren, en hyggelig aften med børn, svigerbørn og børnebørn - hjemmelavet suppe m. hjemmelavet melboller - det er godt nok godt - det kan da godt være, jeg ved lejlighed skal prøve selv at kaste mig ud i hjemmegjorte melboller - det har jeg nemlig aldrig gjort før.
Vi fik også tarteletter m. høns i asparges og hjemmegjort isbombe - ja, der blev sandelig kræset for fødselaren og vi andre med :)

Søndag var datteren og jeg afsted med Emil og Nana - vi var inde i byen og tage mod julemanden, der kom med toget, byens juletræ blev tændt og vi gik om det og sang julesange, og så gik vi i kirken til spaghetti gudstjeneste, som faktisk burde hedde suppe-gudstjeneste, for vi fik suppe, en ganske udmærket ide :)
Emil var den mindste i kirken og havde lidt svært ved at sidde stille, men det gik og det var nu ganske hyggeligt.
Rigtig hyggelig eftermiddag, hvor det var tydeligt, at der nu var en 3. generation på vej i byen, hvor jeg har levet hele mit liv :)

I dag var det så Laura's tur - ja først var jeg lige med gemalen til kontrol på hjertesvigtklinikken, det gik rigtig fint og var formodentlig sidste gang, vi var der - det er da en dejlig besked at få :)

Så jeg tog glad afsted til Laura's skole, hvor der blev klippet og klistret, sunget julesange og spist æbleskiver.
En rigtig hyggelig formiddag.
En mormor fortalte, at hun havde fået et engle-uro - det var engle, med en krop lavet af et aftryk fra børnens fødder og vinger lavet af deres hænder - det måtte Laura og jeg altså hjem og prøve :)
Jeg arbejdede lidt videre på ideen og Laura gav sit besyv med, og vi endte op med dette


En fod og hendes to hænder blev lavet i hvid karton, jeg tog et billed af Laura, som blev klistret på, og så syede jeg en "kjole" af tyl på, med en krave af en blondebort med hjerter, og vinger og krop blev pyntet med hjerter, jeg fandt lidt kunstig hår og det som billedet desværre ikke gengiver er, at englen er sprayet med guld og vi har limet guld stof på bagsiden.
Imens jeg klippede og syede, så kom Laura nelliker i en appelsin - så der duftede rigtig af jul her :)

Jo jo vi er gået ind i december, vi har fået lys i vinduerne, der er gang i julekalenderne, julemanden kommer forbi i weekenden og stille og roligt bliver der pyntet til jul i vores hjem.

fredag den 29. november 2013

Hverdage med indkøb, børnepasning, bedsteforældredag i børnehaven og lidt hæklerier

Hovsa - der gik der lige en uge eller i alle tilfælde 5 dage uden et indlæg fra mig - ja, jeg har da godt nok fået lidt mere at se til, end jeg har haft :)
Det er såmænd ikke nogen skade til - men træt det bliver jeg, og når der bliver aften og jeg sætter mig, så falder gluggerne hurtigt i.
Nogen dage synes jeg alligevel ikke, at jeg har fået lavet en dyt - men det er jo ikke rigtig, det er bare det med at huske på, at der er usynlige ting, der tager altså kan tage sin tid :)

Forleden var vi i Ikea og købe et garderobeskab og vasketøjskurve  - så mon ikke, vi nu er ved at have fundet en optimal løsning for opbevaring af vores tøj og vasketøj :)
Så nu mangler vi bare lige at finde den optimale løsning for at tørre tøjet her i vinterhalvåret - for der er en del, vi ikke vil have i tumbleren!

Gemalen skulle have kondisko, for han er begyndt til motion for hjertepatienter - han plejer at gøre i træsko, sikkerhedssko og almindelige "gå i byen sko" - så han var ved at gå ud af sit gode skind over de priser - ja, det var i Bilka og altså ikke særlig dyrt, han skulle da lige vide, hvad mine har kostet ;)

Igår da gik min dag med at hente og bringe - det vidste vi godt, den vil komme til og havde selv sagt ja til det hele - men der skulle godt nok lige planlægges, for at få det hele til at gå op i en højere enhed :)
Emil var hjemme hele dage, dagplejeren havde fri - og så kunne vi lige udnytte det og få ham kørt til fotograf i Randers - gemalen skulle til motion på sygehuset - Laura skulle køres til dans, men måtte altså hentes fra skole og lære lektier her, for at være sikker på, at vi kunne få det hele til at gå op - Nana skulle til gymnastik og Emil passes imens, så datteren lige kunne få købt nogle gaver - DET HELE GIK OP - godt nok er man træt, når der bliver aften, men det giver nu også en god fornemmelse "at have været på"  :D

I dag har min mor og jeg været med Nana til Bedsteforældredag i skovbørnehaven - det var så hyggeligt.
Vi havde selv sterinlys med og så havde børnehaven ellers sørget for alverdens skønne sager fra naturen til fri afbenyttelse. Der blev bagt pebernødder og der blev klippet julepynt, drukket kaffe, hygget og spist madpakker og så tog vi Nana med hjem
Nana synger lige en sang for dukken 

Jeg når da også lidt på den kreative front, selv om der mange aftner stort set kun ses på indvendig side af øjenlågene - jeg synes, det er for lidt, men det er jo bare noget, jeg selv bestemmer, for ingen andre kræver det jo af mig - det er bare fordi jeg så gerne vil en helt masse mere, end min tid og prioriteter rækker til - man fristes jo over evne, når man ser hvad mange bloggere frembringer af dejlige ting og sager :)

Jeg har da fået hæftet ender på ca. 90 vimpler,
Nu skal de bare trækkes på en snor og hænges op.

Og så fik jeg mig lige taget sammen til at hæfte ender på resten af sommeren/efterårets "stress af projekter" - det er de ting, der er gledet gennem hænderne, når jeg lige har taget en slapper midt i ræset
grydelapper, karklude og vaskeklude 
noget, der ikke skulle tænkes så meget over,
og som bare røg ned i en kurv til bedre tider :)

Lige nu hækler jeg stjerner til juletræet efter en opskrift fra Karen Klarbæk
Den her er fra sidste år, hvor jeg begyndte på dem,
men der skal jo gerne mange af dem på træet :)

Ja, der er blevet fredag aften og der er finale i Vild med dans - jeg er vild med dans og blev meget glad sidste fredag, hvor jeg synes de rette gik videre til finalen - så nu vil jeg snart gå hen og gøre klar til at indtage min plads foran TV-apparatet :)



søndag den 24. november 2013

NORMAL - ja, hvad er normal og hvem bestemmer, hvad og hvem er normal

Igår havde en af mine venner lagt et link på en artikel med overskriften "Fri os for normalitet" - en artikel, som satte tanker igang hos mig, ikke nye tanker men tanker, som jeg før har haft - nemlig hvad er NORMAL - er jeg helt NORMAL!!!

I artiklen handler det om psykisk syge contra raske mennesker, men mennesker behøver ikke være syge, for at komme ind under kategorien "unormal" - som det også er nævnt i artiklen, er der mange mange ting, der kan få os til at reagere og tænke "ikke som os" - men hvad er "os" er vi normale?

Hvem ved det egentlig og hvem skal bestemme det?

Jeg skal ikke gøre mig bedre end nogen anden, jeg dømmer også ud fra alverdens kriterier, men jeg vil alligevel hænge en lille glorie over mit hoved og påstå, at jeg er blevet meget bedre med alderen.
Måske fordi jeg har haft fornøjelsen af at møde mange forskellige mennesker, og fordi jeg selv lever med kriterier, som andre ikke vil betegne som værende normale!

Mine højde og drøjde mål er bestemt ikke under normal kategorien - HOV, hvor kom den fra, jamen den kom jo fra mine egne tanker!!!
Gemalen han er høj, det er jeg bestemt ikke, og da vi mødte hinanden for 42 år siden, da var det ikke så almindeligt at se et par med så stor højdeforskel - der blev kigget og der blev kommenteret - i dag, da bemærker jeg jævnt tit, at der kommer par med væsentlige højde forskelle - så mon ikke det "unormale" er ved at ændre sig til en normalitet - i mit hoved er det, men jeg ved egentlig ikke, om det er det i andres.
I dag kigges der måske mest efter os, fordi jeg er stor i omfang og gemalen har lange tynde lemmer - ja, jeg ved det egentlig ikke, det er bare mine tanker - jeg spørger ikke den der kigger "hvad tænker du" - jeg tror bare, at sådan tænker de!
På den anden side, så tænker jeg også, at jeg falder fuldstændig ind i en grå masse, som ikke gør den store forskel her i livet og ikke kommer til at blive husket for noget særligt - så måske er jeg bare "helt normal" - men jeg ved det ikke, for jeg spørger ingen - og hvem skal jeg egentlig spørge, for hvem har egentlig ret til at afgøre det!!!

I artiklen er der taget udgangspunkt i en psykisk syg, der er skizofren - en meget alvorlig lidelse, men der er mange psykiske lidelser, tænker alle mon på, at depression og stress også er en psykisk lidelse - det er det, men tænkes alle vi, der har haft eller har disse lidelser også som værende "unormale" - nogen gange tror jeg, men ikke af dem, som er tæt på en, for der er man jo stadig den person, som de altid har kendt, som altså "bare" er blevet syg.
Jamen den skizofrene, som jeg ikke kender - han er jo også den han altid har været syg eller ej - han er et menneske lige som du og jeg - pigen, jeg møder på gaden med blå hår og underligt tøj, ja hun er et ungt menneske, der er ved at finde sit eget jeg - men hvad gør jeg - jeg tænker mit!!

Den rige mand/kvinde - åhh ja, hvor har de da godt - umiddelbart, tænker jeg ikke om de er normalitet, eller om jeg selv, som hjemmegående er det - hvorfor skal jeg også det, vi har jo bare valgt hver vores vej her i livet.
Forskellen på den skizofrene og os er, at den skizofrene ikke selv har valgt sin vej i livet og sandsynligvis ikke har det godt med den lidelse, der kan få os til at tænke anderledes om ham.

Men hvordan er det med "den normale" der vælger en livsstil, som ikke er helt som de flestes - det kan være sig en kunstner, der lever alternativt og laver underlige ting - han/hun har det også med at falde uden for gruppen "en af os" - men ryger ikke ind under kategorien "unormal" - nej de er UNIKKE.

Så er det, at jeg kommer til at tænke på det, som jeg synes er sjovt/underligt.
Jeg elsker at betegne mig selv som kreativ og det gør rigtig mange andre også - det fremgår tydeligt hos mange af os bloggere - der er også rigtig mange kreative mennesker og vi er det på mange forskellige måder - det sjove er, at mange kreative rigtig gerne vil være noget særligt - de vil være anderledes, men ikke "unormale" - de vil gøre en forskel i positiv retning.
Selvfølgelig ved jeg godt, at der er positive og negative sider af næsten alting, men

Tænk -  hvis vi betegnede alle, der falder udenfor vores egen ramme af NORMAL for unik istedet for at bruge de negative ord - det vil i mit univers gøre en enorm forskel.

Tænk - hvis vi alle var ens - det vil da blive frygtelig kedeligt.

Tænk - hvis vi kunne møde alle med et åbent sind og bare konstatere, at her var nogen, der gjorde noget anderledes og havde et anderledes liv - noget jeg måske kan lære af og som kan være med til at højne min livskvalitet!!!

Tænk - hvis der var plads til alle vores forkelligheder, så vi ikke behøver klistre en etiket på hver enkelt person.

Jeg vil slutte med at gengive en af vennernes kommentar til artiklen

Min umiddelbare tanke var, bare jeg dog ikke vidste hvad hun talte om - men jeg føler mig som et rigere menneske i kraft af at kende så forskellige mennesker som jeg heldigvis gør og fordi jeg aldrig har ladet mig skræmme af normalitetens uhyggelige store spændvidde....Vi har alle et medansvar for at skabe en kultur med plads til forskelligheder.




fredag den 22. november 2013

Butternutsquash-suppe spist i stilhed

Her er godt nok stille - Nana og Emil er hos deres far og datteren er taget på weekend hos et par veninder.

Så i dag var der "kun" os selv to til at spise, så gemalen blev belemret med

butternutsquash-suppe


Jeg elsker det  - han spiser det, men mener nok, han har fået det, der er bedre :)

Vi har selv dyrket butternutsquashen, og var meget spændte på, om de blev modne.
Den her var i alle tilfælde flot - den vejede 1600 gr., efter at den var skrællet og kernerne skrabt ud - i opskriften står en butternutsquash ca. 900 gr. og fra tidligere ved jeg, at sådan en normal størrelse vejer ca. 1 kg. - men det var også den største, vi havde.

Jeg bruger denne opskrift fra Arla - jeg har dog skiftet en del af fløden ud med mælk og jeg brugte hele porren i suppen, altså ikke det grønne til topping.
Jeg valgte at riste noget bacon og blande i toppingen - det blev rigtig godt.

Jeg nyder, når jeg som i dag kan gå ud og grave porrer op og hente en squash - der er soltørrede tomater i toppingen, dem har jeg selv lavet og de er også bare blevet gode.

torsdag den 21. november 2013

En glad lille nissepige

Julen nærmer sig, for mange af os voksne kommer den ofte før end vi aner det - men for en 3-årig, der kan huske nogle ting fra sidste jul, så kan den ikke komme hurtig nok :)

Så i dag var glæden stor, da hun skulle på tur med børnehaven til en anden børnehave og se nisseteater og de skulle have nissehue på :)


Men tiden herefter kan blive lang, for her til morgen var hun helt sikker på, at nu er det jul, og der kommer sne og nisser i morgen :)

Jeg må vist gå igang med juleriet før end jeg plejer i år, for "nissepigen" kan få fuld fornøjelse af julen og det, der følger med.

Første projekt var altså at reparere hendes nissehue, og nu skal jeg igang med at sy nye julesokker, så de kan blive hængt op et sted, hvor vi er sikker på, at julemanden kan finde dem, når han kommer "flyvende" forbi  - ja, han flyver, for han har jo travlt :)

Jo, jeg synes godt nok, at julen lige med et kommer brasende, tænk på søndag er der kun 1 måned til, at der er juleaften - så det er vel heller ikke ved siden af at få begyndt på juleriet.
Vi har fået lyskæderne op i haven - desværre er mit kamera ikke god til at tage billeder i mørket, ellers havde jeg gerne lagt et billede ind, for flot ser det ud herude på landet (ja, det gør det da alle steder), hvor vi ikke har gadelys.

Spændende bliver det at se julepynteriet her i huset i år, hvor vi er 3 generationer til at pynte op. Datteren's og min stil er ikke lige helt den samme - jeg er til Trip trap nisser, guld, sølv og rødt - datteren er til Medusa og de alternative farver - men det problem løser vi.
Datteren kan pynte lige så tosset hun vil på 1. sal - jeg pynter i underetagen, hvor der selvfølgelig også skal gøres plads til de mere børnevenlige ting.
Kunststykket er jo, at vi alle kan se os selv og holde ud at være her i julemåneden :)

tirsdag den 19. november 2013

Vi vælger og vi vælger - men i dag skal der træffes et valg, som får betydning i meget lang tid

Det er et valg, som så meget andet her i livet, der skal træffes.
Uanset hvad vi beskæftiger os med, så vælger vi - vi vælger til og vil vælger fra - der er de små valg og de store valg i livet - vi vælger :

  • hvilke tøj, vi vil gå i, 
  • hvad vi vil spise, 
  • hvor vi vil bo,
  • hvem vi gifter os med,
  • om vil vil have børn,
  • hvad vores børn skal hedde,
  • hvor børnene skal gå i skole,
  • hvilken farve vores vægge skal ha',
  • hvilken transportform, vi vil benytte,
  • om vi vil ha' kæledyr,
  • hvilken uddannelse, vi vil ha',
  • hvilken telefon og hvilket telefonselskab, vi vil bruge,
  • hvilke program vi vil se i TV,
  • hvilken butik, vi vil handle i,
  • osv. osv.
Ja, livet består konstant af valg - for vi har så mange muligheder i tiden, vi lever i.

Men der er mange af vores valg, hvor vi er afhængige af, at andre bestemmer, hvilke muligheder vi har at vælge imellem.

Folketinget, Kommunalbestyrelsen og Regionalrådet - de har rigtig stor indflydelse på, hvilke muligheder, vi får for at vælge - om vi overhovedet får mulighed for selv at have indflydelse på en del af vores vigtige valg her i livet og om vi alle bliver ligestillet, eller nogen får bedre muligheder end andre.

Siden jeg fik retten til at stemme, har der vist ikke været et eneste valg, hvor jeg ikke har gjort min indflydelse gældende - ja, for indflydelse har hver en stemme, der bliver afgivet - det kan jo være lige den ene stemme, der får den afgørende betydning for valgets udfald :)

Jeg har i mange mange år været medlem af et politisk parti og har vist altid haft en klar holdning til hvilken person, jeg skulle stemme på - men denne gang synes jeg, det har været rigtig svært at tage en beslutning, for nu bor vi jo i en stor Kommune, 
  • der er langt fra den ene ende til den anden, 
  • der er store og der er små byer, 
  • og hvem af de opstillede kandidater vil varetage mine interesser bedst mulig - 
  • er det den, der bor i mit område 
  • eller er der måske en i den anden ende af Kommunen 
  • eller er det den person, jeg mener at kende bedst, 
  • hvis holdninger vil tilgodese mine behov bedst muligt!

Åhh ja - det er jo det helt store spørgsmål - og afgørelsen falder på, om jeg vil stemme udfra et navlebeskuende punkt, med mig selv lige i centrum, eller vil jeg tænke på, hvad der helt generelt vil være det bedste for flest mulige i vores fælles kommune!!

Jeg troede egentlig, jeg havde truffet min afgørelse, men så faldt jeg over kandidat-testen og blev overrasket over, hvem mine holdninger stemte bedst overens med.

Heldigvis så blev jeg stærkt bekræftet i, at mine holdninger stadig stemmer rigtig godt overens med det parti, jeg er medlem af, at mine holdninger ligger til venstre i partiet, og dermed gav udslag på et par kandidater fra et andet parti, kom overhovedet ikke bag på mig - men hvem af de personer, der stiller op, jeg er mest enig med overraskede og giver mig lidt hovedbrud :)

Ja, det store spørgsmål for mig i dag er, hvilken person der skal ha' min stemme - jeg tror ikke, jeg får taget den endelige beslutning før end jeg står med listen og blyanten i hånden - men en ting er sikkert, jeg afgiver min stemme og  jeg ved, at jeg ikke behøver kigge langt ned på listen, for mine holdninger stemmer trods alt stadig rigtig godt overens med Socialdemokratiet :)

Uanset hvilket parti du har tænkt dig at stemme på, så håber jeg inderligt, at du også går hen og stemmer i dag og gør din indflydelse gældende.