Pas på når stressen banker på

I aftes så vi et program i TV om mennesker, der var syge af stress - åhh hvor jeg følte med dem og ind imellem pressede tårerne sig på - jeg har selv været der, så jeg ved, hvor svært det er.
Minderne kom væltende frem - der er mange mange ting fra den periode i mit liv, som jeg ikke husker, men der er sørme også ting, som jeg gør og som ikke var særlig rare. Jeg var syg fra september 2003 og først på fuldtidsarbejde igen i august 2004.

Man kan sige, at jeg var heldigere stillet end de to personer, vi så i aftes, for jeg havde ikke mere hjemmeboende børn, da jeg blev ramt. Jeg var måske heller ikke helt så afhængig af at skulle tjene min løn, som de var, men jeg var på det tidspunkt helt sikker på, at jeg bestemt ikke kunne klare mig uden mit arbejde - men jeg kan i dag sige, at jeg kan klare mig med meget mindre, end jeg dengang tjente og jeg er fuldt ud lige så glad for mit liv - men i samme åndedrag vil jeg også sige, at jeg vil ikke have undværet det arbejde, som blev grunden til jeg blev alvorlig ramt af stress.

I bagklogskabens lys kan jeg selv se, hvor det gik galt, jeg kan også se, at det gik galt længe længe før jeg selv erkendte, at det var galt.
Min erkendelse kom i forbindelse med at jeg dengang også så et program i TV om en, der var ramt af stress, jeg glemmer det aldrig - i hendes forælling så jeg pludselig mig selv, og det der ramte mig var, at hun var så slemt ramt, at hun ikke selv kunne finde ud af, at trække i tøj, for hun vidste ikke, hvor hun skulle ende og begynde - da tænkte jeg, at det skulle jeg ikke udsætte mine nærmeste for, men til trods for det, ventede jeg i 3 uger med at gå til læge, for han havde ferie, og jeg følte ikke, jeg kunne tale med andre end min egen læge om det.

Mit sygdoms forløb 
Jeg startede ud med en deltids-sygemelding og kom til psykolog. Min pligtopfyldenhed var for stor, så jeg kunne ikke slippe, når jeg var på arbejdet, så jeg blev ret hurtig fuldtids sygemeldt og det var jeg i 5-6 mdr, og startede så op på deltid igen - jeg fik mig også arbejdet op til fuldtid igen.
Jeg var raskmeldt, men jeg havde desværre nogle kollegaer, som ikke var særlig søde, og jeg fik ikke sagt fra i tide, og en dag kunne jeg bare ikke komme ud af døren herhjemme og så var det slut - jeg kom til psykologen igen, som kort og godt sagde, at jeg aldrig aldrig mere skulle ind på den arbejdsplads igen, for så vil jeg blive så syg, at jeg ikke vil komme over det.
Det var så hårdt, for jeg elskede det arbejde, men jeg havde trods alt mit liv og min familie for kært til at risikere at gå helt ned med flaget, så jeg valgte selv at forlade jobbet.

Sådan her forløb min vej ud af stressen igen
Jeg tror, at jeg havde været ualmindelig heldig at finde en psykolog, som jeg bare fra første øjeblik havde fuld tillid til, og som vidste rigtig meget om at være ramt af stress, og det må siges at være held, for hun var ny i vores område og min læge vidste ikke andet om hende, end det hun havde præsenteret sig selv med, men hvor lærte hun mig meget.

Min mand var guld værd, hold da op han stod model til meget, min familie og venner bakkede op og udviste en forståelse, som gjorde, at jeg til de fleste tider kunne deltage, når der f.eks. var en fødselsdag.

Men jeg kunne ikke handle, jeg formåede at gå i Brugsen med en seddel med tre ting på og kom hjem med de to - jeg kunne ikke læse en avis, jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde læst i første linie, når jeg nåede midten af 2. linie - jeg husker, at vi var til en fødselsdagsfest, da jeg var langt henne i forløbet, og jeg kunne ikke synge med på en sang, for jeg kunne simpelthen ikke nå at få teksten ind.
Jeg glemte ord, navne og alverdens ting - og det er godt nok svært at acceptere, når man har været vant til at kunne danne sig et overordenet overblik og lynhurtigt lægge om, hvis noget ikke hang sammen.
På et tidspunkt synes jeg, at jeg var frisk nok til at vi kunne have familien til middag, men jeg var ikke færdig med sovsen, da de begyndte at komme ind af døren, sådan en situation havde aldrig tidligere slået mig ud, jeg er typen, der altid er i sidste øjeblik, ofte har jeg stået under bruseren, når gæsterne kom, men jeg kunne slet ikke kapere, at blive forstyrret i sovsen og det endte med, at min mor måtte overtage og jeg måtte sætte mig lidt, for at få samling på mig selv igen.
Hele tiden i forløbet skulle jeg have en plan for, hvad jeg skulle lave og ikke lave, for på de gode dage, så troede jeg jo lige, at jeg igen kunne klare det hele, men det gav bare bagslag, hvis jeg gik igang med for meget.

Min terapi bestod i høj grad i at gøre ting for mig selv, noget jeg gerne vil og ikke noget, jeg skulle gøre for andre eller for andres skyld. Kort sagt at lære mig selv at kende igen.
Jeg anede ikke, hvad jeg selv gerne vil, jeg havde glemt alt om, hvad jeg synes var skønt at lave - en dag foreslog psykologen, at jeg gav mig til at male et bord eller noget med en stor flade, som jeg ikke behøvede at tænke til - jeg har aldrig malet og kom heller ikke til det.
I stedet pløjede min mand vores daværende hønsegård op, vi brugte den ikke mere og så gik jeg igang med hakkejern og rive, for at få jorden gjort klar til havebrug.
Min datter har senere sagt at det var jo fuldstændig tåbeligt, men det var jo terapi for mig og det var det - jeg kunne gå derud tidligt på dagen og først komme ind igen til aften - jeg glemte alt omkring mig, jeg behøvede ikke at tænke, jeg samlede bare ukrudt og alt det ragelse, som var i jorden op (de tidligere beboere havde brugt hønsegården som lodseplads).
Stille og roligt begyndte alle de brikker, der var røget af hylderne inde i min hjerne at finde deres plads igen (det var psykologens beskrivelse af det, der sker inde i hovedet).

Jeg fik det bedre - jeg følte, jeg blev rask, jeg var på et uddannelsesforløb og i job i et år, og det klarede jeg fint.

Så kom depressionen
Jeg blev arbejdsløs, jeg kunne ikke klare at være i dagpengesystemet, jeg vil leve op til alle de krav, de stillede, og det blev mere og mere uoverskueligt for mig, når man søger mange jobs hver uge, kommer der også mange afslag hver uge og til sidst fik jeg en depression - da forstod jeg, hvorfor min læge, den gang jeg havde stress, undersøgte mig for en depression, for der er mange fælles træk, men der er nu også en forskel.
Jeg var sygemeldt i et år ja hele 2011, men kom igennem det, igen med hjæp af psykologen.
Jeg var kort tilbage i dagpengesystemet, men så tog min mand og jeg i fællesskab en beslutning om, at jeg meldte mig ud af arbejdsmarkedet - det er en meget stor beslutning at tage, den har været rigtig god for mig, men det er ikke noget, jeg taler for, at andre skal gøre.

I dag har jeg et godt liv
Jeg er ikke det, jeg var engang - da kunne jeg tage nogle hurtige beslutninger, planlægge og omlægge i en fart, hvis det gik galt - jeg kunne arbejde mange timer og have det overordnede overblik - sådan er det ikke mere, jeg har nogle mén, hvis jeg får for meget om ørerne glemmer jeg ord og bliver forvirret, jeg når ikke meget på en dag, men jeg er ikke syg, jeg vil efter al sandsynlighed kunne klare et job, hvis der var et til mig - jeg vil nok have bedst af, at det var deltids - hvis altså det var sådan, det skulle være - det er det ikke, jeg er HJEMMEGÅENDE - en beskrivelse, jeg bestemt ikke var vild med i starten, men den har jeg vænnet mig til og lever godt med den :)

Ordet stress bruges i flæng, ja jeg gør det også selv, men efter jeg selv var alvorlig syg af stress, så kan jeg blive virkelig irriteret, når jeg hører folk sige at de er stresset, fordi de nu lige skal nå lidt mere end ellers på en dag eller en uge - det kan jeg ikke tillade mig, for selvfølgelig føler man sig stresset i situationen, og lader man den stress blive der konstant, ja så kan man altså ende med at blive alvorlig syg af det.

Stop op i tide - 

husk at mærke dig selv

  husk det er dig, der ved,

 hvad der er godt for dig

gør det, der er godt for dig

 - for husker du det, 

så kan du også bedre klare,

 når der er stress på. 

To gange på en uge ....

er jeg kørt til Vejle og er drejet af ved afkørsel 60 mod Billund - men jeg har altså ikke været i Billund :)

Første gang drejede jeg mod øst og besøgte min veninde Hanne - vi havde en rigtig hyggelig dag sammen, vi ses desværre ikke så ofte - man smutter jo ikke bare lige forbi til en kop hygge-kaffe, når der er 160 km. Når vi så er sammen, ja så smutter tiden bare lynhurtigt - vi har fælles interesser, der lige skal vendes og vi skal have en snak om børn og børnebørn og hele verdens situationen skal jo også gerne lige vendes.

Igår drejede vi så mod vest, da vi var drejet af ved ved afkørsel 60.
Vi skulle til fætter/kusine komsammen hos den ældste fætter på min fædrene side.

Familien er ikke så stor, min far havde kun en bror, som desværre døde for mange år siden og min far er heller ikke mere, men min tante og min mor bevarer kontakten.
Vi fætre og kusiner, ja de er 4 søskende og vi er 3, har inden for de sidste par år mødtes til vores mødres 75 års fødselsdage , og vi to ældste (ja jeg er den ældste af hele flokken) var det vist nok, der blev enige om, at vi måtte ses igen.
Jeg påtog mig at få gang i det, men for pokker nogen gange kommer alt muligt jo væltende oven i hinanden, så det trak ud, men heldigvis så tog ældste fætter over, og vi fik fundet en dato og han inviterede.

Vi havde bare en rigtig hyggelig dag hos ham og hende, han bor sammen med.
De havde lavet dejlig mad til os og jeg skal da love for, at vi har et fælles gen, nemlig snakketøjet, for det holdt da ingen pause :)
De bor langt ude på landet med marker lige op til haven - noget så skønt, ja det gør vi jo også selv, så det er jo lige efter vores smag ;)
Her hvor vi bor, er det toget, der drøner gennem landskabet, heldigvis ikke alt for tæt på vores matrikel, der hvor de bor er det flyvemaskiner, der kommer lige henover matriklen - jeg var imponeret over, hvor lidt vi hørte de fly.
Fætrene og kusinen bor alle nede omkring ved Give og vi tre søskende heroppe i Himmerland, og det har vi altid gjort, så der har aldrig været en daglig kontakt - så det er en dejlig oplevelse, når man så mødes med lang tids mellemrum og snakken bare går og man kan hygge sig sammen.

Min mor har ryddet op i sine gamle billeder, og for nylig kom hun med bl.a de her til mig

Det er min fars morfar og mormor

og altså det fælles ophav til os,

der var sammen igår :) 

Om et marked og ens forventninger

Når jeg hører ordet "Marked", så forbinder jeg det fluks med de her skønne markeder, vi ser syd på, hvor der er masser af grøntsager, røget skinker og pølser, ost og div. specialiteter, og så er der jo gerne store mængder af tøj, sko, tasker, porcelæn og hvad ved jeg.

Så da jeg ser det her opslag om vintermarked, ja så må vi da afsted :)

Der står :

Du kan bl.a smage på marmelade, spegepølse, mad fra Fillipinerne, frilandskød, mellemøstlige specialiteter og snaps - 
på gårdspladsen står en vogn med lækre oste og røget kød Humørikonet grin
I hallen kan du f.eks finde fine trævarer, kunsthåndværk fra den store verden, rejser, malerier, smykker, uldvarer, legetøj, nisser og tøj Humørikonet wink
Der vil også være spændende stande med retro/brugte ting og sager.

Så gemalen og jeg drog afsted igår, for at se det her vintermarked - vi gav 20 kr hver især for at komme ind til markedet og det var godt nok 20 kr for meget!
Vognen på gårdspladsen, ja den var der ikke - resten af tingene var der måske nok, men det var ikke meget, der var af de forskellige slags - det var en stor skuffelse.
Det skal lige siges, at jeg var der til et julemarked i december måned, da var der fuld hus i markedshallen og der var masser af aktivitet, men det her, det var altså en "forkølet fornøjelse".

Det handler om forventninger

- hvad vi selv tænker, når vi tidligere har oplevet et spændende julemarked på stedet, og hvilke tanker annoncen så sætter igang hos en.

Mine forventninger stiger også, når man skal betale for at komme ind - 20 kr., det overlever vi sagtens, men de 20 kr. gør også at min forventning er større, end den vil være, hvis det havde været et marked på byens torv i en eller anden anledning.

Jeg synes, det er synd for markedet,at der ikke skrives, som det er, at det kun er den halve hal, der er fyldt op - for hvordan får man så kunderne til at komme igen - arrangører og annoncører skal nøje overveje, hvad de byder på, til deres næste marked, for ellers ender det med, at ingen vil tage turen og et dejligt julemarked risikerer også at blive fortid.

Ellers havde vi en dejlig lørdag eftermiddag, hvor jeg fik en køretur langs industrien på Aalborg Havn, og den er godt nok noget større, end jeg havde forventet :)

At lade ting gå i arv

Min mormor døde lige før jul - så vi blev en generation mindre i vores familie.
Hun var på plejehjem, så der var i forvejen ryddet meget ud i hendes ting, men hun havde selvfølgelig stadig noget, der kunne gå i arv.
Min mor, en søster og to nevøer er arvinger. De tog hver især det, de gerne vil, hendes møbler blev doneret til plejehjemmets opholdsstuen og resten kom til en genbrugsbutik - men mine søstre og mig fik også lov at tage det, vi gerne vil have, af det der var tilbage, og vores børn fik hver især et minde om deres oldemor.
Det var vidt forskelligt, hvad det var, min datter arvede nogle glas-karameller, som vi selv har haft med hjem til min mormor, når vi har været på ferie, min søn arvede hendes Bornholmer ur.
Jeg har bl.a. fået en skål, som jeg selv har foræret min mormor og så er der faldet lidt andre småting af, hovedsagen var, at vi fik et minde, som vi gerne vil have hver især.

Det jeg vil vise jer er, at min mor har været ved at rydde op og hun har givet mig den her

Den findes kun i det ene eksemplar, 

for min mor har selv malet den. 

Det er den slags, der ikke er en dyt værd for andre, men guld for mig :)

Tænk engang, min mor malede et helt kaffestel, nu er der vist kun kaffekanden tilbage, og den skal da stå på den lille kommode, som jeg også har arvet fra min mor, det var den, hun fik med, da hun tog hjemmefra i tidernes morgen :) 

Vi rydder ud og smider ting væk eller afleverer dem til genbrug, har de ikke en værdi i kroner og ører, gemmer vi som regel ikke på det  - siger jeg, nogen (mine børn) vil nok påstå, at jeg ikke er god til det og at jeg gemmer en masse gammelt ragelse, - noget af det er gammel, men ragelse vil jeg bestemt ikke kalde det, godt nok er det ikke noget værd i kroner og ører, men det har en betydning for mig og hvem ved måske får det det også en dag for dem, der skal arve os :) 

Jeg har aldrig drømt om at skulle arve min mors kaffekande, men hold da op, hvor er jeg glad for den.

Genbrugs-blomster

For 14 dage siden fik jeg en fin buket tulipaner af min svigerinde - den fik jeg desværre ikke noget billed af, men den stod flot i næsten en uge. 

Så blev bladene på tulipanerne noget gule, men blomsten var stadig fin, så jeg synes ikke, den skulle smides ud. 

Jeg tog de gule blade af og bandt den igen med det grønne

 jeg kom til at knække nogen af stænglerne

lidt højt oppe, så de måtte i en lavere vase

Sådan havde vi så fine blomster i yderligere nogle dage.

Og da de så hang med hovederne og skulle smides ud,

ja hvad skuede så mit øje

Nogle af de grønne grene i buketten var sprunget ud

så nu nyder vi synet af dem og tænker, 

der snart må være forår.

Farvesammensætning - det kan drille

Så smuttede der lige en uge - hvad er den mon egentlig gået med, jeg husker det ikke helt - hvis mest trivialiteter.

Nå ja jeg har sloges lidt med et hækletøj. 
I efteråret købte jeg garn til et sjal - nogen husker måske, at jeg tidligere har fortalt, at det jeg hæklede sidste sommer, mistede jeg i Tyrkiet, så jeg må på den igen. Jeg var så glad for det sjal, det første, jeg har hæklet til mig selv, men jeg havde alligevel ikke lyst til at hækle et nøjagtig lige sådan - msåke fordi jeg ved, at det aldrig vil blive lige præcis sådan, for der var brugt et flerfarvet garn, og der er ikke to nøgler, der er ens.

Så jeg købte tyndt alpaka uld i efterårs nuancer,
og vil selv bestemme farvesammensætningen.

Jeg synes selv, at farverne er så fine, 

 og de kan kombineres på alle leder og kanter,

når de ligger der i nøglerne.

Nu var det så tiden at få startet op - det krævede lige at jeg tog mig sammen, for jeg er ikke vild med at slå mange luftmasker op, men jeg kom igang for et par uger siden, med 414 luftmasker :)
Jeg startede ud med den "stærk" grønne farve og fik lavet første mønster-rapport og skiftede farve - her havde jeg så tænkt, at den "vissen" grønne skulle sættes til - men hold nu op, jeg kunne bare ikke li' de to farver sammen!!!¨
Nå men jeg havde jo et billed inde i mit hoved og jeg tænkte, at jeg måtte prøve, så jeg hæklede en hel rapport med den vissengrønne,

Farverne bliver ikke gode på billedet, 

men man kan godt se farvespillet.

Men jeg kunne ikke forliges med de to farver sammen, så jeg trævlede den vissengrønne op igen - jeg overvejede også, om jeg skulle være begyndt med den mørkegrønne i stedet for den stærk grønne, men synes, at jeg havde lavet "spildt arbejde" nok, en rapport er nemlig 6 rækker på 1,5 m. 

Men nu har jeg vist fundet sammensætningen, 

som jeg vil ha' den 

Det er jo ikke så lige til, når den kun findes inde i mit hoved og ikke på et fint billed i en opskrift :)

Jo jo - der skiftes lidt mellem at hækle sjal og så firkanter til Laura's tæppe - så der går vist meget tid med hæklenålen i hånden :)

Midt i vintertiden, drømmer vi om sommer og sol

I dag er her solskin og blå himmel, det er så herligt :)

Igår købte jeg en lille hortensia  -

ja den skal stå i stuen :) 

I haven titter vintergækkerne frem og forårsfornemmelserne rører på sig  :)

Vi er kun i februar, der er stadig vinter, men tænk, om 3 uger, så siger kalenderen, at der er forår :)

Efter forår, ja så bliver der sommer - det føles godt nok længe til, men at drømme, det har vi da lov til :)

Vi drømmer om en udsigt som den her 

Udsigten bliver ikke helt som den på ovenstående billed, for det er taget sådan ca. midt på vestsiden af Gardasøen - og i år, da skal vi bo lidt nordligere.

Midt i al elendigheden med gemalens hjertes flimmeren i sidste uge, da fik vi nemlig besluttet, hvor vi vil holde vores sommerferie i år - og det bliver endnu engang ved Gardasøen.

Vi har efterhånden været ved Gardasøen nogle gange og boet forskellige steder omkring søen, og vi er mest til den nordlige ende, hvor søen er omkranset af bjerge.

Denne gang skal vi bo lidt op ad bjergskråningen ovenfor Limone lige her Her

Sidste år boede vi på østsiden, næsten overfor, hvor vi skal bo i år - og der havde vi denne skønne aftens udsigt fra vores værelse

Vi håber, at vi får lige så skøn en udsigt i år -

Åh ja forventningens glæde 

den er stor :) 

Når hjertet flimrer og syghusets kommunikation ikke fungerer, så

.....  går der koks i "livets gang på bakken"

LØRDAG
Gemalen havde fået hjerteflimmer.

Gemalen var syg i efteråret 2013 med hjerteflimmer, han fik den gang et stød og kom i medicinsk behandling, og det har gået godt siden - men nu gik det så ikke længere, hans hjerte kom ud af rytme og måtte have hjælp for at komme på rette kurs igen, og det blev så et af de mindre sjove møder med vores sundhedsvæsen.

Det startede ellers rigtig godt ud med en meget venlig lægevagt i telefonen,  som anbefalede, at vi kørte til Aalborg, fordi han ikke mente, at Hobro sygehus kunne give stød i weekenden.
Da vi kom ud til lægevagten, kom gemalen først i køen og fik en fin behandling og blev, efter lægen havde ringet til kardiologisk afd., sendt videre til den akutte modtagelse.
I den akutte modtagelse kørte det også bare derud af, han blev tilsluttet div. måleaperater , fik taget blodprøver osv, så han var klar til indlæggelse, når den vagthavende læge havde tilset ham.
Den vagthavende læge kom og undersøgte gemalen og kiggede alle prøver igennem, og ringede så til hjerteafdeling for at finde ud af, hvornår gemalen kunne få stød.
Det kunne han søndag morgen kl. 9, så han måtte tage med hjem og sove og så møde ind på afdelingen kl. 9, fastende, så vil der være et hold klar til at give ham stød, det vil tage ca. 20 min. og efter 2 timers overvågning kunne han komme hjem igen.
FANTASTISK - vi var faktisk ret imponeret over den behandling, gemalen havde fået, og såmænd også mig som den pårørende og den effektivitet, der blev udvist.
MEN DET VAREDE DA SÅ KORT

SØNDAG
Da vi mødte ind på afdelingen den følgende morgen stod der en dame og sagde, at de sandelig ikke gav stød i weekenden, og man kunne ikke bare skifte sygehus for at få et stød, vi måtte henvende os til egen læge og få en henvisning til Hobro!!! - hun beklagede og havde iøvrigt forsøgt at stoppe os, så vi ikke skulle køre turen derind, men vi tog jo ikke telefonen - hun havde ringet en gang, hvor vi ikke nåede at tage telefonen, der var ringet fra skjult nummer, så vi kunne ikke ringe tilbage og der var ingen besked på telefonsvareren.
Tænk engang, der var gået 13 timer fra gemalen var tilset af lægen, som vurderede, at han skulle have stød så hurtig som muligt, og så blev der ikke engang spurgt, hvordan han havde det, han blev bare afvist.

SÅ VI MÅTTE TAGE HJEM
og det gjorde vi så, og vi følte os ret magtesløse og kunne jo bare gå i venteposition og håbe, at gemalen ikke fik det værre.

MANDAG MORGEN
Ringede gemalen til egen læge, som fluks ringede til Hobro sygehus.
Her blev gemalen godt modtaget, de kunne jo se, at han havde været i Aalborg og vil godt vide, hvad der var sket - de besluttede, at de kunne bruge de blodprøver, der var taget og så undersøgte de ham og der var ingen tvivl, han måtte have et stød, så den hjerterytme forhåbentlig kunne komme på plads igen. De kunne dog først gøre det tirsdag, og det var muligvis vores egen skyld, for ingen af os havde tænkt på, at gemalen ikke skulle have spist morgenmad. De vil beholde ham indtil det var gjort.

TIRSDAG EFTERMIDDAG
hentede jeg gemalen hjem igen, han havde fået et stød og hjertet var hoppet i rytme igen og han havde det godt igen.

ONSDAG
ømmede han sig lidt i en muskel i brystkassen og der var et par mærker efter de dingenotter, de giver stød med, ellers havde han det fint.

TORSDAG
tog han på arbejde igen og  "livets gang på bakken" kom tilbage i sin vanlige rytme.
Vi er glade for, at gemalen er frisk igen og håber bare, at hjerterytmen bliver på plads.

Vi har sendt en klage over forløbet - for det kan ikke være rigtig, at to læger mener, at der skal gives stød, de tjekker op på, at der kan gives stød og vi hører, at begge læger spørger, om det er et problem, at patienten tidligere er behandlet i Hobro - der gives en tid for at det kan gøres - og så kan man afvises uden yderligere at blive tilset og med begrundelsen, at det gør man ikke i weekenden, og man iøvrigt ikke kan skifte sygehus bare for at få et stød - gemalen havde ikke selv bedt om at komme til Aalborg og en anden fra afdelingen havde sagt, at det kunne gøres om søndagen.
Mon ikke der skal kommunikeres noget bedre på den afdeling.

Karklude - hæklet eller strikket

Som jeg skrev i sidste indlæg, så må der gang i noget andet ind imellem firkanterne og det er der da også kommet.

Jeg har fået slået 414 lm op til et sjal og har fået hæklet de første 4 rk - det er meget tyndt garn og meget anderledes at holde ved end garnet til firkanterne, så jeg måtte lige kigge en ekstra gang på garnet til firkanterne, da jeg fik fat i det, for jeg var da lige ved at tro, det var det forkerte, men den var god nok, det var bare fordi jeg lige havde haft fat i det meget tynde garn :)

Så kom jeg til at se på bloggen Halager, at hun havde hæklet karklude i forskellige mønstre, og det måtte da prøves - så jeg hæklede en limegrøn i halvstangmasker i V-mønster.

 Det var hurtigt at hækle, jeg lavede den i aftes, mens jeg så TV - man skal bare sørge for at slå lm ret løst op, først 3. gang blev jeg tilfreds - jeg fandt en hæklenål et nummer større til at slå op på.
Jeg har hæklet i bomuld 8/4, slået op på nål nr. 4 og hæklet videre med nål 3,5.  Jeg lavede 60 lm og brugte 1 ngl garn. Jeg har kogt karkluden og den er nu 24cm på begge leder.

Det bliver nu en anden, der får lov at afprøve karkluden, men er den god nok i brug, så vil der blive produceret flere af slagsen, for det er noget hurtigere end at strikke dem i patentstrikning - men jeg er nu godt nok glad for min stabel af patentstrikkede karklude -

Det er vist de første 3, jeg lavede til mig selv

Jeg tror, jeg har 15 og de første er et par år gamle og der er hul i et par stykker nu - men de har sørme holdt godt.
Så de hæklede har noget at leve op til.

Så fik Nana sin Olaf

Det er som om, at hvis jeg ikke tænker i sund mad for tiden, så tænker jeg i hækling :)

Jeg har i et par uger eller tre været igang med en Olaf fra filmen Frost - ikke fordi den har taget så meget tid at hækle, (der er hæklet adskillige firkanter, en nøglesnor og den lille snemand ind imellem), men jeg var ikke helt vild med resultatet, så de sidste småtterier fik lov at ligge lidt længe - men nu skulle Nana have sin Olaf, uanset om jeg kan li' resultatet eller ej.

Jeg fandt opskriften på Garngramatikken - den var såmænd nem at gå til og også fin nok, men jeg synes altså ikke Olaf er pæn og jeg er nok lidt mere til "pæne ting" end til fantasifigurer af Olaf slags, men det korte af det lange er, at han er da nu så sød :)

Der er ingen ståltråd eller pinde i min Olaf - han kan ikke selv stå, men han kan soves ved :)

Jeg har hæklet en anden næse - den er ganske enkel startet med en magisk ring med 4 fm, og så taget ud i hveranden maske til 12 masker og ellers samme længde som den i opskriften.

Hår og arme har jeg hæklet, jeg brugte en hæklenål str. 2 og hæklede et antal lm efter ønsket længde og så fm tilbage og håret står endnu lige i vejret - armene er der brugt 33 lm og hæklet 28 fm tilbage, så der er 4 lm tilbage til en finger, efter de 28 fm hæklede jeg 3 lm og fm tilbage, lavede 5 lm og fm tilbage og en mere med 5 lm og så hæklede jeg fm i de 4 lm, der var tilbage fra armen.

Nu er der kun firkanter igang, men mon ikke også, der skal gang i noget andet ind imellem, for ellers bliver det vist for trivielt at få hæklet 200 -300 firkanter, selv om de ikke alle skal være ens.