Søg i denne blog

lørdag den 2. januar 2016

Et nyt års begyndelse – der er tid til refleksion – livsstil/vægttab – slankekur/fokus eller mangel på samme – nyd livet og lev i nuet

Jeg har brug for med mellemrum at stoppe op og tænke over tingene – det kan være alt lige fra den mindste lille fnug til livets store spørgsmål.
Ind imellem går det hele så stærkt, så jeg glemmer det – eller måske går det slet ikke så stærkt, jeg går bare i stå og glemmer at mærke, at det er tid at tænke, tid at stå fast, tid at ændre eller bare tid at nyde at være i nuet.
Begyndelsen på et nyt år er for mig en god anledning til lidt fordybelse – men fordybelse kan være svær at finde, efter at det hele har kørt derud af med 180 i timen i julens travle tid, et tegn på at det er tid til at drosle tempoet ned igen. Eller måske er det ikke tempoet, der er brug for at drosle ned, men livsstilen der har brug for et tjek.

Vaner

Min refleksion fortæller mig, at det tager meget meget lang tid at gøre nye vaner til gamle vaner, at få gode vaner til at overtage de dårlige vaner – det er jo så dejlig bekvemt med det, vi kender og det, der ligger på rygraden – men når nu det ikke just giver den bedste livskvalitet på den lange bane, ja så bør man få luget ud og sået nye frø – få dem gødet godt og til at gro sig store og flotte – få dem til at danne rødder, som kan holde på det hele i selv de værste storme.
Det er så nemt at tænke og skrive, men straks svære at gøre i virkelighedens verden. Livsstilsændringer
Livsstilsændringer, det har jeg efterhånden skrevet om en del gange, men det bliver tilsyneladende ved med at være et tema i mit liv, og mon jeg egentlig er så meget anderledes end andre på det område!
Livsstilsændringer handler ofte om kost og motion, og det er et evigt tilbagevendende tema i mit liv – jeg forsøger og forsøger, der sker også  ændringer, men der sker også tilbagefald. Ordet tilbagefald er for mit negativt – men måske det også kan have en positiv mening.
Jeg har arbejdet meget på at få en ny livsstil, at få et vægttab uden at være på kur – det lykkes ikke særlig godt og dog, jeg har fundet formlen, hvor jeg kan spise fornuftig og holde vægten, hvis altså jeg holder fokus og det er jo et godt skridt på vejen - her i juletiden har der virkelig været et tilbagefald, der vil noget både med kost og træning – men det alene, at jeg kan se tilbagefaldets negative indflydelse på min livskvalitet, gør at tilbagefaldet kan give en positiv indfaldsvinkel til at komme tilbage på rette vej igen.

Vægttab eller mangel på samme

Min refleksion over det forløbne år viser, at vægttabet har været begrænset, det har været der i et mindre omfang, men julemånedens mange fristelser har taget det meste af det – jeg kan se, at det kan lade sig gøre at have et vægttab uden at skulle have forbud – men ikke uden fokus på og regnskab med hvad, der kommes indenbords, og hvad der forbruges af kalorier.
Ingen tvivl om, at når kosten sammensættes på fornuftig vis, så giver det også en bedre energi og det hele bliver ligesom lidt nemmere  - der bliver mere energi til at gøre det man gerne vil – ja det hele kører i ring og har betydning for at livskvaliteten bliver go’.

Livskvalitet

Og vi skal værne om vores livskvalitet, vi skal leve livet, leve i nuet, nyde det og passe på os – det er vi blevet mindet om i det forløbne år, hvor gemalen har været gennem en hjerteoperation – det har også været medvirkende til, at vi sammen har taget en beslutning om, at han i det kommende år skal går på efterløn/pension – det er en stor beslutning at tage og et nyt livskapitel skal starte for os begge to – vi skal bruge livet på andet end lønarbejde, det skal leves og det med indhold og god kvalitet i.


2 kommentarer:

  1. Det er et rigtigt godt indlæg. Der er ret let at få nye vaner - hvis vi altså taler om de dårlige af slagsen, dem vi helst ikke vil hænge fast i. De gode vaner kræver meget mere af os. En Viljestyrke uden lige, og den kan være rigtig svær at fastholde.
    Jef ønsker jer et rigtigt godt nytår med masser af gode oplevelser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Pia - du har helt ret med at de dårlige vaner er meget nemme at få, mens de gode er betydelig svære at holde fast på :)

      Slet