Søg i denne blog

tirsdag den 27. oktober 2015

En weekend med Kreative Dage og "hakke-kursus"

Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, så har jeg haft en travl weekend  - og det må siges, at den har stået i kreativitetens navn :)


Lørdag

Kreative Dage i Fredericia 
Lørdag morgen startede jeg bilen kl. 07.45 og satte retning mod Fredericia - jeg var lige inde omkring Laura og sætte en lille pose ved døren med Halloween-pynt (det kommer i et andet indlæg), og så fortsatte jeg ellers min lange køretur - jeg ramte P-pladsen ved Fredericia Messecenter lige på slaget 10, hvor de åbnede.

Jeg mødtes med Hanne, det er vores lille tradition at følges ad til til Kreative Dage, og vi har bare en rigtig hyggelig dag hver gang :)
Vi har en gang tidligere måtte ty til lørdagen, ellers har vi været der om fredagen - men jeg skal da lige love for, der var mange andre end os, der havde valgt lørdagen, der var tykt af mennesker da vi kom - men jeg har også efterfølgende set, at messen i år har haft besøgsrekord og lørdagen slog dette års rekord med over 8000 besøgende.

Når alle vil samme vej
Der er fint styr på indgangen, vi stod ikke i kø særlig længe, men det var som om alle havde valgt den samme vej rundt i hallen, så vi fik os ret hurtigt svinget ud på en anden gang, hvor der heldigvis var mere luft mellem alle os, der var der.
Jeg kan få helt "klaus", når det bliver så tæt, så jeg forstår godt, hvis Hanne, der er kørestolsbruger, får "klaus", når hun sidder der i stolen og snart hverken kan komme frem eller tilbage og ikke kan se stort andet end folks tasker - det var så tæt, at der var en ved at træde helt op på hendes fødder.

Vi kan simpelthen ikke nå det hele
Nå men da vi fik os befriet for den værste mængde, så faldt vi ellers over div. garn-stande og dem er der sørme godt nok mange af på messen - det er jo en herlig ting :)
Hanne strikker rigtig meget, og hun ved, hvad der er lækkert garn, jeg bruger primært bomuldsgarn til mine hæklerier, men hold nu op, det findes der altså også mange varianter af :)
Vi fik da også set lidt andet, men der var også meget, som vi kun lige så ud af øjenkrogen, når vi kom forbi.
Der er bare vildt meget at se dernede, vi var der til kl. 16.50, de lukker kl. 17, så vi kunne virkelig ikke nå det hele.

Scene-indslag og mænd på messen
Vi var inde og se et indslag på en af scenerne, Form, farve og stil hed det - det var helt fint og så kunne vi jo lige hvile benene imens :)
Jeg skulle lige går i forvejen og finde en plads til os ved scenen, mens Hanne ordnede noget andet - da jeg kom derned var Cecilie Hother på scene  - der er jo et meget stor overtal af kvinder, der besøger messen, men jeg synes godt nok, der var mange mænd inde foran den scene, så jeg tænkte, at der må jo være noget ved hende Cecilie, der trækker ;)
Da hendes indlæg var færdigt, blev mændene siddende og der kom flere til og der var faktisk ikke ret mange kvinder derinde - øhh tænkte jeg, hvad mon der lige sker her - men så gik det op for mig, at det var fordi Cecilie var forsinket og efterfølgende skulle der en trædrejer på scenen :D
Men det var da helt fint, for så fik vi også set, hvordan man udhuler et stykke træ og får en fin skål ud af det :)
Og så fik vi ellers et oplæg til længder, indsnit, farver og stramme tanter med sorte briller og forkerte farver til ansigtet - det var nu slet ikke så ringe et indslag at vente på :)

Workshops og scene-indslag - det vil kræve mere end 1 dag
Der er hele tiden noget på to scener i løbet af messen, mange spændende ting, som vi slet ikke kan finde tid til, når vi er kun er der en dag - ligesom det er svært at nå og deltage i de mange workshops, der er rundt omkring på standene - så nu overvejer vi lige, om vi kan klare to dage næste år :)
Ja det er jo ikke bare vores fysiske form, der skal være til det, det skal pengepungen også, for der er mange fristelser dernede :)

Jeg købte grønt garn til et måge-sjal til mig selv,
7 forskellige nuancer grønt bomuldsgarn,
 fra Karen Klarbæk,
tiden må vise, hvad det bliver til,
et  rødt nøgle uldgarn til julehjerter -
under garnet kan lige anes
en stak forskellige blade/kataloger,
som jeg fik samlet til mig dernede :) 

Søndag 

Hakke/tunesisk hækle-kursus 
Sidste år på Kreative Dage købte jeg mig en hakke-nål og en opskriftsbog, men jeg er bare ikke kommet igang med at "hakke", det var lige som for svært for mig at få begyndt på det.
I foråret fandt jeg så et par kurser, men de var overtegnet, så da jeg for nogle uger siden så, at der var et kursus ved Garndamen i Skørping og det ydermere var selveste  Sys Fredens  der skulle undervise, ja så måtte jeg altså finde tid til det, så jeg kunne få lært noget om det der "hakke-ri".

Det blev en hyggelig og  inspirerende eftermiddag sammen med 10 andre kvinder, hvor jeg fik lært de grundlæggende ting i tunesisk hækling, som jeg kan fortælle er en blanding af at strikke og hækle :)
Jeg fandt ud af, at den hakke-nål jeg havde købt sidste år, var for tyk til det garn, jeg vil bruge, så jeg måtte have en ny med hjem :)
Tænk engang, den lille nål, som er i indpakningen, den kan man lave en hel stor trøje på - det er ret sjovt, når man lige får fat i princippet i det og jeg synes, man kan lave nogle ret pæne ting med tunesisk hækling - jeg glæder mig til at komme igang med det.

Det var den weekend - eller den var faktisk ikke slut der, for Staun og svogeren havde fældet et træ, så de skulle have pulled pork burgere til aften, men det var heldigvis datteren, der stod for det projekt - så det var da ret hyggeligt at komme hjem kl. 17.30 og sætte sig til bords til hjemmebagte burgerboller, pulled pork, coleslaw og efterfølgende æble crumble med vanille is :)

1 kommentar:

  1. En dejlig lang indholdsrig lørdag. Tunesisk hækling har jeg læst om, og det ser godt ud, men jeg har aldrig selv beskæftiget mig med det. Faktisk er det mange år siden jeg har hæklet, lige bortset fra lidt kanter på strik og den slags.

    SvarSlet