Søg i denne blog

mandag den 18. august 2014

Weekend = Hæklet sjal, bønnefritter, syltede løg og hindbærsaft

Fredag stod i børnebørnes tegn - hjemmefra kl. 7 om morgenen, med Laura til øjenlægen, det klarer hun bare så flot, derefter i Zoo med Laura, forældrene og tvillingerne på 2 år, som de har i aflastning. 
Hjem med hele flokken og is og kræmmerhuse, for Nana havde været til børneundersøgelse og var blevet vaccineret uden så meget som at fælde en tåre, så hun skulle belønnes med kræmmerhus med lakrids-is fra Vebbestrup Mejeri :) 
Desværre fik jeg ikke et billede, da hele flokken 4 voksne og 5 børn med kræmmerhuse var bænket i vores lille køkken - liv og glade dage var der - det er bare så dejligt :) 

Efter en fredag med skub på, havde vi en stille og rolig weekend - med tid til at sysle :)

Jeg har fået mit sjal hæklet færdig
Når det er strukket ud, er det  ca. 170 cm bredt og ca. 75 cm i højden
Det er hæklet i kunstgarn fra Hjertegarn på nål 3,5

Jeg fandt et sjal i et hæfte fra Hendes Verden, 
som var hæklet i "edderkoppespind",
 det brugte jeg som udgangspunkt.
Jeg fandt ud af, at mønstret gik op, hvis jeg hæklede over enden og valgte at lave nogle rækker på den anden led og så hæklede jeg en kant hele vejen rundt, i mønstret bruges der hele tiden 4 luftmasker og 4 stangmasker, så kanten blev hæklet med 4 luftmasker og en kædemaske ned i mønstrets stangmasker.

Jeg er tilfreds med resultatet, nu skal jeg bare have sjalet lagt i spænd, så mønstret kommer mere til sin ret. 

Jeg har fået plukket bønner, vi havde købt et brev med harricot verts, men da planterne begyndte at gro, kunne jeg ret hurtig se, at vi måtte have et hegn op, for de "løb" hen ad jorden - det viser sig slet ikke at være harricot verts, men snitbønner eller stangbønner - de er nu ganske fine og vi fik for første gang Bønne-fritter - de var udmærket. Jeg lavede dem af de friske bønner og de skulle nok have haft 5 minutter mere, for at blive helt sprøde - det vil i alle tilfælde blive prøvet igen. 

Jeg plukkede også hindbær, der var mange, som ikke var så kønne efter regn og blæst, så der blev kogt saft på dem.


Og så prøvede jeg at lave syltede rødløg - det var nu slet ikke så dårligt - 
Jeg brugte 3 store rødløg og de var altså store - de blev skåret i fine tynde skiver
Så kogte jeg 6 dl eddike med 3 dl sukker og lidt peberkorn og 4 laurbærblade - det kogte bare lige op, så sukkeret var smeltet.
Løgene kom i to glas og eddikeblandingen blev hældt over - vi spiste af dem efter et par timer, vi fik hjemmelavede burgere og de var gode, måske de kunne have brugt en smule mere sukker - nu ser vi lige, når de har trukket lidt længere. 
De har den mest fantastisk flotte farve,
desværre er det ikke til at se på billedet. 



2 kommentarer:

  1. Helt stille og rolig har den da ikke været efter alt det du har fået lavet...God tirsdag til dig.

    SvarSlet
  2. Dejligt med liv i huset, men også fred og ro. Hver sin ting til sin tid.
    Min weekend stod også på køkkensyslerier, det var nu mest tomater.
    Det ser ud til du printer fine etiketter til dine saftflasker. Her springer jeg let over det kosmetiske syn på glas og flasker og finder et eller andet klistermærke/etiket i skuffen og noterer hvad det er, men det ser nu godt ud, når man gør lidt ved det, som du.

    SvarSlet