Søg i denne blog

fredag den 21. marts 2014

Lidt om dejlige Laura og noget om ikke at være på slankekur, men alligevel er det

Det er ikke så ofte, at jeg får skrevet lige for tiden - jeg laver da noget, men mest det mest daglige, og derfor synes jeg måske ikke, der er så meget at berette og det der fylder for tiden, har jeg tænkt en del over, om jeg vil offentliggøre.

Jeg synes, jeg er gået lidt i stå på håndarbejds-fronten - jeg har tænkt, at det kan skyldes, at jeg har nogle ting, som jeg synes, jeg bør få lavet, men ikke helt kan tage mig sammen til, men så kan jeg heller ikke få mig til "bare" at sætte mig med hækletøjet - men bruger tiden på overspring og ligegyldige ting.

Det hele er nu ikke ligegyldigt - vi har nemlig været til gymnastik opvisning med Laura i søndags.
I år har hun gået til spring.
Det er rigtig sjovt at se den ændring, der sker med vores ældste barnebarn - hun er nu 7 år og meget mere selvsikker end hun tidligere har været, det er rigtig dejligt at se.

håret er langt 
og det er der også mellem
 tænderne lige for tiden :)

Mandag morgen havde Laura fået feber og ondt i halsen, så gemalen kørte over og sad hos hende, indtil hun vågnede og så kom hun med herhjem til mig og blev passet.
Det hele skulle gå op i en højere enhed, for jeg skulle til motion, men det passede lige, at datteren stod op (ja, hun arbejder nat), så passede hun Laura. Jeg kunne tage Laura's mor op at køre, da jeg var færdig og så kunne de blive kørt hjem, mens datteren hentede sine to børn.
Så skulle der laves mad og jeg skulle igen ud af døren til Nørkleklub. Gemalen arbejder på specielle tider, så ham og datteren krydser hinanden, når han kommer hjem og hun tager afsted - så der må oldemor træde til og sidde hos børnene, mens jeg hygger mig med nogle kreative kvinder :)

Og så beslutter jeg mig for at skrive om det, jeg ikke vidste, om jeg vil.

En del af min tid lige nu med at tænke i mad - ja, ikke sådan spændende mad, men mad der ikke sætter sig på sidebenene. 

Lidt historie:
Sidste år lige efter nytår gik jeg igang med at tabe mig endnu engang, der røg ca. 5 kg på et par måneder, men så gik jeg i stå - hver uge/dag tænkte jeg på, at i morgen så går jeg igang og der skete ikke en dyt.
Så engang i efteråret tog jeg en beslutning om, at jeg ikke længere vil være på slankekur, livsstilsændring eller hvad vi nu kalder det, fordi det efterhånden var blevet sådan, at jeg nærmest begyndte at tage på, når jeg forsøgte på vægttab.
Den beslutning betød, at min vægt blev stabil - jeg har i den tid spist lige nøjagtig det, der passede mig - selv henover julen var der max 1 kilo i udslag. Det har været meget anderledes for mig og utrolig dejligt. Jeg har ikke taget de 5 kg på, jeg tabte for et år siden.

Virkligheden:
Nu er det jo bare sådan, at jeg har så høj en vægt, at jeg ikke kan tillade mig bare at lade stå til, hvis jeg vil have en rimelig livskvalitet i meget lang tid endnu. 
Det kniber gevaldigt med slidgigten i hoften for tiden og det hæmmer - jeg har problemer med at klare den cirkeltræning, jeg går til - så for to uger siden belsluttede jeg endnu engang i mit liv, at vægten skal ned.
Indtil videre går det fint, ikke voldsom nedgang, men tilpas for mig - jeg spiser mindre, får flere grøntsager og mindre brød - jeg har ingen forbud -  det er stort set det, jeg gør og det giver altså også resultat.
Jeg håber så, at når der er røget nogle kilo, så bliver det nemmere for mig at motionere igen og det så vil være medvirkende til at kunne fortsætte vægttabet. 

JA JA - jeg ved det godt, jeg er gået igang mange mange gange før, uden at opnå det ønskede resultat. 
Hvordan man skal gøre og sætte sig mål, er der mange teorier om - og nogen vil nok tænke, at det her er dumt, men jeg har ikke noget fast mål for antal af kilo eller på tid.
Jeg vil have et vægttab, der forbliver - jeg har egentlig ikke sagt, at jeg går på kur eller omlægning - jeg gør bare det, jeg har lyst til at gøre og så må vi se, om det kan lade sig gøre. 
Der er et ordsprog der siger
"Det er lysten der driver værket"
Og det må jeg så se, om holder stik i dette tilfælde 

I dag har gemalen og jeg spist æggekage til frokost

6 æg er pisket sammen med ca. 1 dl A38 og kommet på panden, som lige er penslet med fedt fra den stegte bacon, deri er en sjat fuldkorns penne, sammen med en rest af dampet broccoli og blomkål, samt en meget stor tomat, som er skåret i tern (kernerne er fjernet) og en stor stængel fintsnittet blegselleri - mad nok til 3-4 personer. 
Det er en fin måde at få mange grøntsager på og samtidig få brugt resterne. 





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar